Arkiver

BusinessNyhederSpil

Landets næststørste onlinekasino får ny ejer og forgylder jysk erhvervskvinde

Gaming A/S

Gaming A/S, som star bag Spillehallen.dk, er blevet en millionforretning. Nu får virksomheden ny ejer, og det betyder et par millioner på kontoen for en vestjysk erhvervskvinde.

Danmarks næststørste onlinekasino skifter ejer. Gaming A/S er takket være danskere med hang til enarmende tyveknægte blevet en millionforretning, og nu bliver firmaet altså solgt.

Det er kapitalfonden Erhvervsinvest, der for et ukendt millionbeløb har købt Gaming A/S, der producerer enarmede tyveknægte og star bag onlinekasinoet Spillehallen.dk. Det skriver Finans.dk.

Ny ledelse skal løfte virksomheden til næste niveau

Det sender nogle millioner ind på kontoen hos den vestjyske erhvervskvinde Mette Grunnet. Hun er nemlig bestyrelsesformand i investeringsselskabet Genua A/S, der sammen med Dansk Automat Expert Holding sælger Gaming A/S.

“Vores bidrag har været at hjælpe med at styre og professionalisere forretningen gennem et langt, sejt træk. Vi arbejder ikke ud fra en fast exit-strategi, men på at skabe en solid og veldrevet forretning i vækst. Det har vi gjort ved at fokusere på strategi og eksekvering, likviditet og regnskab. Det har skabt ro, så virksomhedens ledelse, har kunnet fokusere på det, de er gode til. Vi overdrager en sund virksomhed, som er klar til at blive løftet til næste niveau for ejere og medarbejdere,” siger Mette Grunnet i en pressemeddelelse.

Skal accelere udviklingen

De seneste fire år har Gaming A/S haft et samlet overskud på 40 millioner kroner og leveret knap 30 millioner kroner i udbytte tilbage til ejerne, skriver Finans.dk. Siden 2010 har Gaming A/S været ejet 50/50 af Genua og Dansk Automat Expert Holding.

“Vi ser frem til partnerskabet med Erhvervsinvest, som vi har et godt kendskab til fra deres tidligere investering i spillebranchen. Vi er overbeviste om, at det nye partnerskab vil være med til at accelerere udviklingen af Gaming,” siger Erik Boye Hansen, direktør i Gaming A/S i en pressemeddelelse.

Mette Grunnet overtog Genua fra sin far i 2011 efter at have siddet som administrerende direktør i et datterselskab og som bestyrelsesmedlem i andre selskaber. Virksomheden overgik til hende gennem et generationsskifte. Genua er et privatejet investeringsselskab, som de sidste 40 år har hjulpet mindre og mellemstore danske virksomheder med at sætte kursen mod vækst.

Gaming A/S er et resultat af fusionen mellem Compu-Game og Dansk Automat Expert. I forbindelse med den nye spillelovgivning i 2012 lancerede Gaming Spillehallen.dk.

Den ny bestyrelsesformand bliver Lars Holtug, tidligere seniorpartner i PwC.

Spil ansvarligt | Minimum 18 år. StopSpillet: 70 22 28 25 | ROFUS.nu | Regler og vilkår gælder

Skriv et svar