Projektet, Innovation på Vinger, skal løfte dronevirksomhederne fra teknologisk udforskende til innovative.
Innovation på Vinger skal bringe Syddansk Universitet foran, når det kommer til at sætte fokus på innovation og droner. Projektet er støttet af Industriens Fond, og vil bliver ledt af Center for Integrerende Innovationsledelse, C*I2M på Syddansk Universitet.
”Markedet for droner er allerede stort og væksten er høj. Med det nye projekt ønsker fonden at bidrage til at virksomheder i Danmark kan få glæde af mulighederne på drone-området uanset om man er underleverandør til drone-branchen, om man selv producerer droner eller om man er aftager af droner til brug i andre industrier,” siger Mads Lebech, administrerende direktør i Industriens Fond i en pressemeddelelse.
Innovation på Vinger tager afsæt i industien og virksomhederne
Mens mange taler om innovation er det specielle i dette projekt, at det tager afsæt i industriens nuværende relative umodenhed, virksomhedernes størrelse, den direkte involvering af kunder og behovet for at løfte dronevirksomhederne fra teknologisk udforskende til innovative. Det fortæller Mette Præst Knudsen, Center for Integrerende Innovationsledelse, SDU.
”Projektet har udviklet en innovationsmodel, hvor virksomhederne både får sparring på deres tekniske udfordringer i udviklingen af nye droneapplikationer og markedsudvikling. På markedssporet udarbejder vi en række scenarier for fremtidige droneapplikationer og –anvendelser. Virksomhederne bliver så matchet på dem og hvordan deres teknologiske projekt og kompetencer passer i forhold til markedet,” forklarer hun.
Derudover er en række mulige kunder – store danske virksomheder – blevet inddraget, og de vil deltage i projektet, hvis det er relevant som co-developers.
Branchen kommer til at stå stærkere internationalt
Projektet bliver gennemført i de tre spor, som Mette Præst Knudsen fortæller om, og kan kategoriseres som markedsudvikling under C*I2M, teknologiudvikling og –afklaring under SDU UAS Center og Netværk ledt af UAS Test Center Danmark.
”Ved at afklare anvendelsesmulighederne for droner – og gøre det sammen med både udviklere og kunder – så tror vi på at innovationsevnen øges hos de deltagende virksomheder og at nye idéer og produkter kan komme hurtigere og mere succesfuldt ud på markedet. På den måde kan konkurrenceevnen øges og branchen stå stærkere på den internationale scene,” siger Mads Lebech i pressemeddelelsen.
Industriens Fond har støttet projektete med godt fire millioner kroner.