Dine følgere er tilbøjelige til at dele indhold på sociale medier, hvis det kommer fra dig og ikke virksomheden. Det er virksomheder generelt rigtig dårlige til at udnytte, men det vil Sociuu lave om på med deres employee advocacy-platform.
Der bliver postet rigtigt mange penge i virksomheders tilstedeværelse på sociale medier. Alle forsøger at få deres bid af kagen gennem voksende budgetter til ads og sponsoret indhold – og ikke mindst ved at bruge tid og penge på at opbygge egne communities i forsøget på at vedligeholde og udbygge kendskab for eksisterende og fremtidige kunder, nye medarbejdere, fans og followers.
Mange virksomheder har opbygget tusindvis af fans og followers – problemet er bare at konvertering og interaktion med dem ikke er lykkes.
“Dine fans og followers gider ikke tale med dit logo – de vil tale med rigtige mennesker,” fortæller Michael Sørensen, CEO og stifter af Sociuu, der gik live i april i år.
Der ligger et uudnyttet potentiale i dine følgere
“Der er et enormt uudnyttet potentiale for virksomheder i at involvere deres medarbejdere i deres indsatser på sociale medier. Med Sociuu kan de gøre netop det på en struktureret og simpel måde,” siger Michael Sørensen.
Vi alle i gennemsnit cirka 1500 venner, forretningsforbindelser og followers på sociale medier ifølge statistikker fra Twitter og Facebook, forklarer Michael Sørensen. Det betyder, at en virksomhed på 300 ansatte med Sociuu har mulighed for at nå ud til 450.000 nye kunder, samarbejdspartnere, kolleger med mere – hvis altså de aktiverer deres medarbejdere til at dele indhold.
“Så som jeg ser det burde det være en “no-brainer” for virksomhederne,” lyder det fra Michael Sørensen.
Employee advocacy vinder frem i Europa
Sociuu ligger i “employee advocacy” spacet, som specielt i USA oplever stor medvind, men som først nu er på vej til Europa. Platformen giver virksomheder mulighed for at motivere medarbejderne til at dele virksomhedens indhold på sociale medier – for på den måde at komme ud med budskaberne til deres netværk.
“Employee advocacy handler ikke så meget om volumen. Det handler mere om at sætte mennesker bag indhold,” siger Michael Sørensen tilføjer:
“Troværdigheden, når vi ser en Facebook- eller LinkedIn-post fra en, vi kender, er langt højere, og vi er mere tilbøjelige til at interagere med indholdet.”
Ifølge Michael Sørensen er der målinger på, at troværdigheden er otte gange højere på indhold delt af en medarbejder. Og det indhold får et reach, som kan være helt op til 500 procnet højere end hvis det bare kom fra virksomheden, siger han.
“Man kan jo lave en lille øvelse og registrere, hvad man selv deler, liker eller interagerer med på sociale medier. Ikke overraskende vil man sikkert komme frem til, at hovedparten er indhold delt af en man kender.”
Sociuu skal være simpelt at bruge
Sociuu understøtter alle de tiltag, som virksomheder i dag anvender sociale medier til. Det er ikke kun PR og Marketing, fortæller Michael Sørensen, det er også employer branding, CSR, generel influens med mere. Indhold hvor medarbejdere på alle niveauer kan spille en vigtig rolle i at stå bag budskaberne.
“For at kunne muliggøre det, har vi også fra starten fokuseret på, at det skal være super simpelt både for brugere og for administratorer. Man kan faktisk være igang med Sociuu på mindre end en time,” siger Michael Sørensen og tilføjer:
“Det giver os en fordel i forhold til andre aktører både med hensyn til “ease of use”, men også i forhold til pris, som vi fra start har placeret i den lave ende sammenlignet med vores konkurrenter.”
Sociuu er egenfinansieret af stifterne, og allerede nu forventes det at åbne afdelinger i Sverige, Benelux, Tyskland, Storbritannien og Rusland inden årets udgang.
“Vi har i ejerkredsen et stort netværk af interessenter, som vi er i forhandlinger med på disse markeder, og jeg forventer, at vi ruller ud i to til tre nye markeder inden for de næste par måneder,” siger Michael Sørensen.