Arkiver

NyhederPlatform

Ny app skal hjælpe dig med kontaktlinserne

Hvis man har problemer med synet, har man nok også forsøgt sig med kontaktlinser. Og hvor er det underligt og ubehageligt de første par gange. Men i de fleste tilfælde vænner man sig til at bære linserne og lægger ikke mærke til dem længere. For nogle bliver det at bære linser dog aldrig hverdag, eller endsige behageligt, og de ender ofte med helt at droppe linserne. Det vil et nyt startup ændre på.

lensact er et nyt digitalt startup, der har udviklet et digitalt screeningsværktøj for at hjælpe både optiker og linsekunde med at finde frem til de rette kontaktlinser. Ifølge stifterne, Christian Overgaard og Thomas Agerholm, ligger problemet nemlig oftest i, at spørgsmålene mellem optiker og linsekunde bliver for generelle. “Hvad synes du om dem?” Det kan være et ganske løst spørgsmål til en kunde, der ikke selv er uddannet optiker. Og ofte ved kunden ikke, at linserne måske kan blive endnu bedre.

Ideen til lensact kom fra den ene af stifterne, Thomas Agerholm, som har en lang karriere inden for optikerbranchen. Han har blandt andet arbejdet for Johnson & Johnson, som er et af de helt store brands inden for kontaktlinser, og er siden skiftet over til det lidt mindre Bausch & Lomb. I forbindelse med sin karriere har han stiftet bekendtskab med mange af de udfordringer, der kan være med kontaktlinser.

Salg over for faglighed

Som han forklarer, så vil leverandørerne jo gerne sælge og vil gerne skubbe på for deres nye og eventuelt dyrere produkter. Men optikerne er helt i den anden ende af skalaen. De tænker i faglighed og på at løse de konkrete problemer for kunden. Derfor har de sjældent fokus på salg, men snarere på øjnene i sig selv. Hvilket desværre også ofte medfører, at de måske ikke får spurgt dybere ind til kundens oplevelser med linserne.

Det betyder alt sammen, at der går en masse potentiel data tabt. Data, som både leverandørerne og optikerne egentlig kunne bruge til at forbedre tilbuddene til kunderne.

Investering og stor nyhed på vej

lensact fungerer som en platform, som optikerne kan tilkøbe et abonnement til, enten Standard, Premium eller Proff. Platformen giver optikeren en række værktøjer til at finde frem til den rette linsetype til kunden og så indsamles der automatisk en masse data, som både optikerne og leverandørerne kan bruge fremadrettet. Enten til udvikling af nye og bedre kontaktlinser eller i forhold til den enkelte linsekunde.

”Metoden er simpel og meget brugervenlig. Kunden får udleveret en iPad med nogle enkle spørgsmål omkring syns- og bærekomfort samt sundhed, som de skal besvare, mens de er i butikken,” forklarer Christian Overgaard, development director i Lensact.

Svarene vil umiddelbart kunne ses på et patientkort eller dashboard, så optikeren hurtigt kan danne sig et overblik over, hvor justeringerne skal ske. Bliver patienten og optikeren enige om, at der skal prøves en ny linsetype, downloader patienten lensact-appen, hvor kundetilfredsheden bliver målt i prøveperioden.

Ifølge Thomas Agerholm har projektet allerede vakt interesse flere steder. Eksempelvist har de allerede fået tilsagn om to millioner i støtte fra vækstfonden og næsten tilsvarende fra en række mindre investeringsfonde. Og så har de måske en stor nyhed i støbeskeen.

“Vi har kontakt til en af de helt store profiler, jeg kan desværre ikke fortælle hans navn, men hvis han kommer med om bord, så kunne det godt komme til at runge gevaldigt på markedet,” fortæller Thomas Agerholm.

Kvik ekspansion, men der mangler hjerner

Den største udfordring, som lensact står over for på nuværende tidspunkt, er tid. Tid og hænder – eller skulle man sige hjerner. De mangler nemlig programmører. Som Thomas Agerholm forklarer, så kunne Christian Overgaard såmænd godt selv programmere og udvikle hele systemet, men det vil være svært for ham at nå, inden kontaktlinse-kongressen i Århus den 29. – 30. oktober 2016, hvor lensact skal præsenteres for branchen officielt.

Målet er derefter at implementere systemet i løbet af oktober i Danmark og allerede i starten af næste år udvide til først Norden, derefter Europa. Og det amerikanske marked er også en given mulighed, fortæller Thomas Agerholm, da de faktisk er et af de lande med en meget høj “drop-out-rate”, altså hvor mange, der helt dropper kontaktlinser på grund af besvær eller ubehag.

lensact er “One of a kind”

Forhåbningerne til successen er store, fortæller Thomas Agerholm. Allerede nu er de i dialog med store optikerkæder, såsom Louis Nielsen og Synoptik og oplever en generel interesse fra branchen.

“Men det vi laver er også helt unikt, der findes intet andet tilsvarende på markedet,” fortæller Thomas Agerholm.

1 kommentar

Skriv et svar