Så er der godt nyt til fintech-miljøet. CPH Fintech Hub lægger rammerne om Fintech Hackathon torsdag i uge 34. Fokus bliver fremtidens rammer og vilkår for branchen, den nye teknologi og ikke mindst forretningsmodeller for branchen.
Det er Brickshare og Copenhagen Legal Hackers, der er gået sammen om at arrangere denne Fintech Hackathon.
Der skal diskuteres fremtid, og ikke kun for fintech-branchen generelt, men også specifikt for den danske del af branchen. I særdeleshed skal der fokus på ny teknologi og nye forretningsmodeller og hvilke juridiske tomrum, de befinder sig i.
Der vil være præsentationer fra tre forskellige startups, der hver især beskæftiger sig med bitcoin-teknologi, crowdfunding og robo-advisory. Derudover vil arrangementet gæstes af nogle af de helt tunge advokathuse, såsom Kromann Reumert, Bech-Bruun og Gorissen Federspiel, samt jura-studerende og andre legal hack-entusiaster.
En brainstormning workshop for fintech
Junaid Ahmad fra Brickshare beskriver hackathonen som en slags brainstorming workshop.
“Vi prøver at finde frem til nogle kreative løsninger på aktuelle udfordringer, som mange startups står over for. Mange startups inden for fintech er fanget i en gråzone mellem en uddateret lovgivning og en branche i hastig udvikling,” fortæller han.
Hos Brickshare og Copenhagen Legal Hackers oplever de nemlig ikke umiddelbart, at de andre fintech-arrangementer i Nordeuropa, besvarer de samme spørgsmål, der opstår i forbindelse med lovgivning.
Advokathuse med på vognen
Med sig har de fået en del tunge advokathuse. Fintech-miljøet oplever en del interesse fra advokathusene, for de ser en mulighed for et fremtidigt lukrativt forretningsområde.
“Fintech er en branche i vækst. I vores nabolande udvikles fintech og vækster og skaber en masse nye arbejdspladser. Men i Danmark står vi stille og vi er ved at falde bagud. Simpethen fordi, at det er så svært for mange fintech-startups at komme over de første lovmæssige forhindringer,” fortæller Junaid Ahmad.
Derfor handler denne hackathon om, hvordan man kan bevæge sig i det, Junaid Ahmad kalder et minefelt af regler inden for fintech.
Arrangementet finder sted i CPH Fintech Hub ved Finansforbundet på Christianshavn. Så sæt kryds i kalenderen torsdag den 25. august, mellem klokken 17.00 og klokken 21.00. Der skal du nemlig til Fintech Hackathon.
Tilmelding sker her.
Foto: Emma Dahl-Østergaard