Han startede ud som 14-årig, han går stadig i gymnasiet, men han kunne simpelthen ikke lade være med at starte eget firma. Carl Kronika har en iværksætter i maven, og så er Danmark slet ikke så dumt et sted at bo.
”Jeg sagde ikke, ’nu vil jeg være iværksætter.’ Det er kommet helt naturligt.” Ordene kommer fra Carl Kronika. Han går i 2.g, og så har han siden han var 14 år startet virksomheder, og driver i dag Copus med sin forretningspartner Andreas Olesen, der studerer datalogi.
De er en del af en generation, hvor Janteloven ikke vejer så tungt som tidligere, som han siger. Iværksætteri er blevet in, det får fokus fra politisk side, og vi har gode sikkerhedsnet i Danmark, skulle det gå galt.
Utroligt flere danskere ikke er iværksættere
For Carl Kronika er det utroligt, at der ikke er flere iværksættere i Danmark. Danmark ligger højt på listerne over de lande, der er bedst at starte virksomhed i, uddannelsesniveauet er højt, og vi ligger lunt i toppen på det internationale iværksætterindeks, Global Entrepreneurship and Development Indeks.
Han mener, iværksætteri er vigtigt for Danmarks fremtid. Selv kunne han ikke lade være med at blive iværksætter. Lysten til at skabe noget selv, var for stærk til at modstå.
“Friheden til at gøre det så meget jeg kan, og når jeg kan. Tilfredsstillelsen ved at se det lykkes. Med tiden får jeg stadig mere erfaring og stadig større netværk, som igen fører mig ad nye og spændende veje,” siger han og tilføjer:
“Jeg vil også gerne gøre en forskel for de virksomheder, jeg samarbejder med, så jeg gør mig umage med at præstere det bedste. Det er ren passion!”
Uddannelse kommer først
Han og Andreas Olesen udvikler unikke websites for virksomheder i Copus. En to år gammel virksomhed, som i foråret blev omlagt til anpartsselskab efter gode år med vækst. De har lige afslutte to projekter med SønderjyskeE og investeringsselskabet Heltemod & Hjerteblod. Næste mål er at udvide Copus med en eller to medarbejdere i løbet af 2016.
Men uddannelsen kommer først. Som søn af to skolelærere, tager Carl Kronika gymnasiet alvorligt. Men andre i hans familie er iværksættere, og både hjemme og hos dem, henter han megen inspiration.
”Jeg voksede op i et demokratisk hjem med mange politiske og samfundsmæssige drøftelser. Samtidig gav mine forældre mig troen på mig selv og rammer for gode udfoldelsesmuligheder.Værdier, jeg har som mit fundament i,” siger han.
Iværksætteri og skole kræver god struktur
Han er vant til at arbejde målrettet, og kan kun opfordre andre til at søge iværksættervejen. Som han siger, er det ikke svært at være iværksætter i Danmark. Det er svært at lade være. Men det kræver struktur, vilje og målrettethed.
“Det er ikke nok, at man synes, det er spændende. Der skal investeres mange timers arbejde i det – hver uge! Det er også vigtigt, at man holder fokus. Og så er det vigtigt, at man aktivt skaber og bruger sit netværk. Er man tilmed velsignet med en god familie, bliver det hele noget nemmere,” siger han.