Arkiver

BusinessNyheder

Ungt startup lander millioninvestering fra Capnova til samhjælpsapp

Det er den unge iværksætter Frederik Kapper, der har landet investeringen til sin app, SpotterU. Appen er dybest set en platform, hvor folk kan tilbyde eller finde hjælp til de dagligdags gøremål, det være sig rengøring, børnepasning eller noget helt tredje.

Det kan være svært at finde hjælp til hverdagens små udfordringer. Hvis man ikke lige kender nogen, der kender nogen, så kan man tit lede ret så længe, før man finder sin nye hundelufter, hækkeklipper eller lignende. Det har Frederik Kapper lavet om på med lanceringen af sin app SpotterU.

Appen er for folk, der enten tilbyder eller søger færdigheder, de ikke selv har. Man opretter simpelthen en profil, alt efter hvad man søger.

Capnova ser et behov

Investment manager fra Capnova, Jens Søndergaard udtaler til TvMidtvest, at de med SpotterU ser et klart behov, som egentlig er der i forvejen, men som er blevet meget mere lettilgængeligt med den nye teknologi.

De ser store fremtidsmuligheder i appens rækkevidde og ikke mindst dens globale potentiale.

“Hvis alt går, som vi går efter og regner med, så skulle vi gerne være en international virksomhed – det er jo fordelen med den her type virksomhed. Det er en app, og den er født globalt fra dag et, så det handler bare om, at vi skal have nogle brugere på, og det er vi godt på vej med i Danmark, siger Jens Søndergaard.

Derfor er Capnova og en privat investor gået sammen og har skudt knap én million kroner i foretagendet.

Tinder for handymænd- og kvinder

Appen fungerer ved, at man som bruger opretter en profil og indstiller sine afstandspræferencer. Derefter bliver man præsenteret for en række tilbud, hvor man så enten kan “like” eller fjerne tilbuddet.

Derved leder den tankerne lidt hen ad den populære dating-app, Tinder, for begge parter skal “like” hinanden, før der er et match og kontakten kan gå videre.

Man kan sige, at appen derved har taget opslagstavlen i Brugsen til et helt nyt og noget mere moderne niveau.

1 kommentar

Skriv et svar