Disruption har længe været lidt af et buzzword. Men i stedet for at tænke i disruption, bør unge virksomheder tænke i at skabe værdi. Serieiværksætter Jonathan Løw udreder her, hvordan du kan disrupte på en måde, der forbedrer det eksisterende i stedet for at ødelægge det.
Du skal ikke disrupte, fortæller han. Serieiværksætter Jonathan Løw. Disruption er ellers på manges læber og har været det en rum tid. Og selvom der bliver talt meget om at disrupte, så er der stadig diskussioner om, hvad det egentlig er.
Disruption betyder at ødelægge eller forstyrre noget eksisterende. Det er den rent semantiske betydning. Men for Jonathan Løw betyder det noget andet.
”Du skal i stedet søge at skabe værdi, ikke ved at smadre noget eksisterende, men ved at forbedre noget eksisterende sammen med det,” forklarer han.
Gå efter dem, de andre ikke vil lege med
Et eksempel er den måde, som Netflix overtog Blockbusters marked på. Netflix gik efter de kunder, der ikke lige kunne køre til en Blockbuster, de kunder, som ikke være i Blockbusters primære målgruppe. Deres løsning med at sende film i posten fik så meget medgang, at Blockbusters kunder begyndte at overgå til den nye løsning, som fik kapital og teknologi til at blive den onlineløsning, vi kender i dag, og Blockbuster måtte se sig slået. Det var en årelang rejse, men en rejse der endte med succes.
Herhjemme er Hufsy ved at gøre noget lignende for online banking systemer, og deres tilgang roser Jonathan Løw. Det er nemlig igen en tilgang til markedet, hvor man udser sig nogle kundebehov, der ikke bliver opfyldt af de eksisterende aktører, og dem servicerer man så. Og selvfølgelig så godt, at man vokser med kunderne og æder sig ind på markedet.
”Man skal have en strategi til at komme ind på markedet og finde et segment. Det er en innovativ tilgang til disruption, hvor man tager udgangspunkt i dem, de andre ikke vil lege med,” uddyber Jonathan Løw og tilføjer:
”Det handler ikke om at disrupte en branche, forstået som at smadre. Det handler om at skabe en værdi, der ikke findes lige nu.”
Du behøver ikke revolutionere for at disrupte
Den værdi behøver ikke nødvendigvis være en ny, revolutionerende, aldrig-før-set-teknologi. Ser man på Skype, fandtes deres teknologi allerede i en masse varianter. Men Skype var verdensmestre i brugerinterface og viralitet. Det samme gjorde sig gældende med Facebook. De var disruptive, men ikke revolutionerende i deres teknologi, siger Jonathan Løw.
”Man skal se på, hvad de store vindere har tilfælles. Ofte er de tættere på brugerne og skaber større værdi. De lykkes, ikke fordi deres teknologi er overlegen, men fordi de ser på de nye teknologier og bliver inspireret til at forbedre udbuddet,” siger han.
Nu og i den nærmeste fremtid kan man passende lade sig inspirere af 3D-teknolgi, selvkørende biler og VR.
”Se, på det bagvedliggende i disruptionhypen. Dem, der skaber mest værdi, er dem, der er tættest på brugerne og lytter. Ikke den der bare smadrer,” siger Jonathan Løw.
Jonathan Løw kan bookes til foredrag om blandt andet disruption her.