Arkiver

BusinessE-handelNyheder

Tunge billeder får os til at droppe e-handel

Akamai

E-handel er i stigning, men hvis siderne ikke loader hurtigt nok, skal der ikke mange sekunder til, før vi dropper købet. Det er især billeder, der giver mange netbutikker hovedpine.

Vi bruger flere og flere penge på at handle over nettet. Og smartphonen og tablets gør større og større indtog i e-handlen. I Danmark startede 32 procent af alle køb i 2015 over en mobil enhed, og 23 procent af disse blev også foretaget og afsluttet på smartphonen eller tabletten. I USA står e-handel via mobil for 30 procent af al e-handel, og i Storbritannien nåede salg via mobil og tablet i sidste halvår af 2015 samlet op på 51 procent af al e-handel.

Men loader siderne ikke hurtigt nok, og så hopper vi fra. Ifølge en rapport, Performance matters, udarbejdet af Akamai, forventer over halvdelen af folk med en smartphone, at hjemmesider loader på to sekunder eller mindre. Og 40 procent siger, at de forlader en hjemmeside på mobilen, hvis den er mere end tre sekunder om at loade. Og noget af det, der trækker tænder ud, er store billeder.

“Der er en generel tendens imod at billeder på nettet vokser. Selvom det er godt for brugeroplevelsen, så sætter det nye krav til de online-butikker, der benytter billeder som blikfang og til at drive salget af for eksempel tøj. Men den høje opløsning kan være et tveægget sværd, hvis forbrugerne klikker væk på grund af hastigheden,” siger Per Sterner fra Akamai i Norden.

Store billeder gør nethandel umuligt i nogle lande

Et lignende synspunkt kom Bruce Lawson, deputy chief technology officer hos Opera, med under dette års Coldfront i Grand i København. Tech-virksomheder har nemlig i høj grad fokuseret på de vestlige markeder i udviklingen af deres forretninger, men det er især i lande i Asien og Afrika, at e-handel er i voldsom stigning med tal langt højere end i Storbritannien og USA.

Læs også: Det hedder World Wide Web – ikke Wealthy Westeners Web

Disse lande har bare nogle ganske andre dataplaner og net at koble sig op på, og her kan billeder sluge en hel måneds data, hvis man overhovedet kan komme ind på en billedtung side.

“Vi kan eksempelvis se, at nogle store billedbaserede online-medier har svært ved at fungere optimalt i lande, hvor 2G/3G er den mest udbredte forbindelse, da de har bygget deres “brugeroplevelse” til 4G markedet”, siger Per Sterner. Og så hopper kunderne altså let over til konkurrende sider med optimerede billeder.

Online virksomheder må tage højde for de nye krav

Den stigende andel af trafik gennem mobile enheder stiller altså nogle nye krav til online virksomheder. Især inden for detail, hvor billederne er en stor del af salget. Der findes forskellige muligheder for virksomheder til at implementere software, der kan distribuere billeder lettere.

Akamai har lanceret Image Manager, som skal hjælpe kunderne med at skabe og distribuere billeder til alle brugere på tværs af enheder og browsere. Og nogle browsere hjælper med komprimering som fx Opera Mini koblet op på serveren Tor i Island.

Nystartede – og eksisterende – online butikker skal i hvert fald have for øje, hvem deres målgruppe er, og om de skal optimere deres sites, hvis de tænker at udvide til nye markeder. Især hvis disse er blandt de upcoming asiatiske lande.

1 kommentar

  • Et lille indspar til en god artikel, der har fat i et område mange ikke prioriterer.

    Sådan undgår du unødvendigt tunge billeder

    Rigtig størrelse på billeder

    Sørg for dine billeder er lagt op i mindst mulige størrelse.

    Rigtig mange nedskalere ikke billederne korrekt og ligger f.eks. 2 mb billeder op, der kunne skæres i korrekt størrelse og fylde langt mindre.

    Lig dine billeder op med den rigtige størrelse og overdriv ikke.

    Rigtigt format

    Vælg jpg med max 80% komprimering, så fylder dine billeder meget mindre.

    Komprimering

    Benytter du et CMS som f.eks. WordPress, kan du ligge et plugin ind, der komprimerer dine billeder uden synligt tab.
    Det er særligt velegnet til png billeder.
    WP smush er gratis og et godt valg

    Hastighedsoptimering

    Det er ikke kun brugerne, der vil have hurtige webshops, det vil Google også.

    Derfor er hastigheden et rankingsignal og der kan hentes rigtig meget hastighed ved at installere et plugin til komprimering og cache.

    Sørg for at brug gzip cache, komprimering af dine CSS, HTML og java script filer.

    Benyt naturligvis en hurtig server og lig ikke kald til twitter, facebook og den slags ind i din header, hvis du ikke anvender dem aktivt.

Skriv et svar