Vi har sendt en startup-stafet af sted til nogle danske iværksættere, fordi vi gerne vil vide, hvad der ligger bag deres virksomheders navne. Det rigtige navn er nemlig en vigtig del af et startup, men det er ikke altid lige nemt at hitte på eller at finde det rigtige. Denne uge er stafetten endt hos Gaest.dk.
Gaest.com er en platform, der vil hjælpe virksomheder og mennesker med at holde møder. Vi har talt med Lotte Birkmose, Chief Communications Officer i Gaest.com om baggrunden for navnet.
Hvorfor jeres firma hedder, hvad det hedder?
Vi ville gerne opbløde hele booking-ordet. Vi ville fokusere på relationen, og tale meget om gæster og værter, i stedet for bookere og lejere. Personlighed i mødet mellem mennesker. Og det er mega svært at finde et godt domænenavn, som ikke koster spidsen af en jetjager. Anders, vores CEO (som er vokset op i Afrika) ville gerne finde et afrikansk ord, som betyder noget med at dele, hjem, gæst eller lignende, men de var allesammen snuppet. Hapset af hajer, som har købt det med henblik på at sælge det videre.
Har det noget direkte med produktet at gøre, eller hvad peger det ind i?
Ja, det handler om relationen mellem en gæst og en vært. For os er værtsrollen meget vigtig. Det er en god ‘klassisk disciplin’ at byde folk velkommen, og få dem til at føle sig godt tilpas i et hjem, en butik eller til en fest. Det er det, du møder dine gæster med.
Når vi gerne vil have danske virksomheder til at byde hinanden indenfor evd at dele mødelokaler, så er det jo ikke kun for at værterne kan tjene penge på det. Det er også for at møde nye mennekser, vise sin virksomhed frem med stolthed, og netværke om noget helt lavpraktisk som at få et møde til at fungere for andre end sig selv.
Hvordan I fandt på navnet?
Vi legede med ‘meetingspot’. Det hed det på de første pitches, vi lavede. Handlede om møder og steder. Men det måtte gerne have rødder tilbage til vores nordiske rødder. Jeg ville gerne fortælle en rørende historie om, at et eller andet nuttet barn sagde noget nuttet, men vi gik egentlig ret systematisk til værks, og Gaest ser godt ud, lyder godt på både dansk og engelsk, og var ikke taget af andre.
Hvad I mener, udgør et godt navn?
Det skal være kort, præcist, og ramme det, som det handler om.
Hvad I har lært, at man skal holde sig for øje, når man navngiver sit startup?
Find et navn, hvor domænet ikke koster en krig. Undersøg, hvem der hedder noget lignende. Og tænk nøje over bogstaverne Æ, Ø og Å. Vi bruger Mention til medieovervågning. Det er et engelsk site, og de kan simpelthen ikke finde ud af at skelne mellem Gaest og Gæst, fordi Gæst jo staves gaest på engelsk. Men det går. Det må også godt tage lidt tid for folk at vænne sig til navnet. Hvor mange kunne lige finde ud af at sige AirBnB i starten?
Næste stafet går til deemly.
Læs også: Startup-stafet #5: Det bedste navn, jeg har fundet på, var til min hvide varevogn
Læs også: Startup-stafet #4: Hele idéen er, at vores navn skal vække fantasien
Læs også: Startup-stafet #3: Et navn må godt være svært at udtale, hvis der er mening i det
Læs også: Startup-stafet #2: For et web-startup er det alfa og omega, at man kan findes online