Arkiver

IoTIværksætterlivNyhederSponsoreret indhold

Climate-KIC accelerator-deltager: Vi har et ansvar for vores verden

accelerator-deltager, vand

En vandmåler med et filantropisk formål. Dét er hvad Aqubiqs flowmeter er. Flowmeteret kan måle forbrugerens specifikke vandforbrug og på den måde få dem til at spare på vandet. En løsning, der har bragt dem ind i Climate-KIC’s accelerator program.

Ambitionen er at hjælpe private med at spare 15 procent vand og give samme mængde til steder i verden uden vand. Metoden er nudging. Og produktet er en særligt type vandmåler, som kaldes en flowmåler.

Opfinderne af denne måler er et team bestående af filantropiske DTU-folk, der kalder deres virksomhed Aqubiq. Men faktisk startede denne opfindelse med en irritation:

“Jeg sad hjemme en dag og ventede på, at der kom en tekniker forbi for at aflæse vores vandmåler mellem klokken 12 og 14,” fortæller CEO i Aqubiq, Peter Nørtoft.

Efter han havde ventet et stykke tid, kom der endelig en og aflæste måleren.

“Og så fik jeg en fuldstændig ulæselig bon over, hvor meget vand vi havde brugt. Den følelse af at sidde der og ikke vide, hvad det egentlig betød, at vi havde brugt 40 kubikmeter vand. Den følelse fik mig til at tænke, at der måtte findes en bedre løsning,” siger Peter Nørtoft.

Det hjalp heller ikke på følelsen, at den opgang Peter Nørtoft boede i, havde haft vandskade på to lejligheder, for ud af bonnen kunne han ikke gennemskue, om der var en vandskade under optrapning. Samtidig var Peter Nørtoft også klar over, at der er steder i verden, hvor vandskader ikke lige forekommer. For der er simpelthen ikke noget vand.

Aqubiq: Tænk, hvis vi kunne redde verden

Aqubiq bruger matematisk modellering, mekanisk design optimering og statistisk dataanalyse til at udvikle deres intelligente vandmålerløsninger. Vandmålerløsningerne skal hjælpe forbrugerne med at spare vand og penge, fordi de kan se, hvordan de forbruger vand.

Men der er mere endnu: Samtidig med at Aqubiq vil hjælpe forbrugere med at spare 15 procent vand i Danmark, vil virksomheden donere en tilsvarende procentdel af deres profit af produktet til at skaffe rent vand til blandt andet Afrika. Måden, folk kommer til at spare på, er gennem nudging. Det vand, de sparer, går til trængende, og sammen med muligheden for at spare på vandregningen er det motivation for at spare, mener Peter Nørtoft.

“Over 650 millioner mennesker lever uden adgang til rent vand i deres hverdag. Der er filantropi forbundet med projektet her. Jeg mener, vi har en forpligtelse over for kloden. Når man har rigeligt af noget, så skal man også give noget af det væk. At man giver vand videre, synes jeg, er en konkret måde, hvorpå Aqubiq kunne gøre en forskel. Tænk, hvis vi kunne redde verden. Bare lidt,” siger Peter Nørtoft.

Aqubiqs idé var lige noget for Climate-KIC. De er en europæisk offentlig-privat innovationsvirksomhed, der samarbejder med virksomheder om at løse klimaudfordringerne. Og dem har Aqubiq indgået i et partnerskab med i deres accelerator-program.

Big data og patent på flowmåleren

Gennem Climate KIC’s acceleratorprogram har Aqubiq fået økonomiske støtte. Blandt andet lønmidler til én person, som kan udvikle teknologien bag deres produkt samt kunde- og forretningsudvikle.

De startede i acceleratorprogrammet i sommers, men havde allerede inden det, indleveret et patent på flowmeteret. For flowmeteret udsprang af et Ph.D.-projekt i anvendt matematik på DTU. Ph.d.’en voksede sig til en opfindelse, som DTU så søgte patent på. I sommers blev virksomheden til og den langsigtede plan er, at flowmeteret også skal bruges til at registrere lækager på rør og dryppende vandhaner.

“Vi kan trække Big data ud af flowmeteret. Og på sigt kan vi trække rigtig meget data ud af det. Data, der giver forbrugerne en dybere viden om deres vandforbrug. Eksempelvis kan vi fortælle præcis, hvor meget vand man bruger på at vaske tøj, bade, vaske op og så videre,” siger Peter Nørtoft.

Netop nu er Aqubiq ved at starte et pilotprojekt op sammen Faxe Forsyning A/S, der synes, deres intelligente vandmåler var interessant som et redskab for deres kunder til at spare vand, fortæller han.

Skriv et svar