Arkiver

NyhederSoftwareUngt Tech

Korte arbejdsuger sikrer succes hos vækstvirksomhed

Spinnaker Nordic, Arbejdsuger

Spinnaker Nordic har åbnet nyt hovedkontor i Esbjerg og fordoblet antallet af ansatte på ét år. Men det betyder ikke, at de ansatte har lange arbejdsuger eller sløjfer weekender og ferier.

Hos Spinnaker Nordic nægter de at arbejde over. Men det er ikke fordi, de er dovne, slår direktøren fast. Han afviser bare, at man skal knokle alle døgnets 24 timer for at opnå succes. Tværtimod mener han, at det ikke er skalérbart eller holdbart at basere en forretningsmodel på 60 eller 80 timers arbejdsuger.

Læs også: Ungt bureau motiverer medarbejderne

Den holdning går lige ind i tidens debat om arbejdskultur, travlhed og stress. Iværksættere er da sådan nogle, der arbejder til langt ud på natten, låser sig ind i kontorfællesskabet i weekenden og lever af take out og energidrikke. Ikke?

Ikke en sund forretning at køre ressourcerne til maks.

Ikke hvis man spørger direktøren i Spinnaker Nordic, Simon Paag. På ét år har virksomheden fordoblet antallet af ansatte, de har åbnet nyt hovedkontor i Esbjerg og med vækstrater omkring 100 procent over tre år er det ikke fordi, de sidder stille.

”Som stifter af virksomheden har jeg arbejdet mange flere timer end nogle andre mennesker, jeg nogensinde har mødt, så jeg mener at vide præcis, hvordan det føles at starte noget op og give den en ekstra skalle,” fortæller han.

Læs også: Startup-direktør insisterer på firedages arbejdsuge for sine ansatte

Før han blev iværksætter, var han lønmodtager hos Google i Irland, men også her arbejdede han meget. Det ligger i hans natur, siger han, men når det efter opstarten kommer til at drifte sin virksomhed, skal man møde markedsvilkårene.

”En virksomhed kan ikke levere mere værdi, end hvad medarbejderne kan overkomme på en almindelig arbejdsuge på de lige under 40 timer. Hvis det viser sig, at man har skabt en forretning, der hviler på, at ressourcerne generelt bliver kørt til maks., så er det efter min mening ikke en sund forretning,” siger han.

Korte arbejdsuger gavner både ansatte og kunder

Simon Paag mener derimod, at det både gavner ansatte og kunder, at hans virksomhed går tidligt hjem, når der ikke er tale om korte perioder med spidsbelastning. For når stressen øges, falder produktiviteten.

Det er medstifter Simon Elkjær enig i, og noget tyder på, at den indretning af arbejdskulturen i Spinnaker Nordic virker for dem. I 2015 vandt de Googles ”Best Premier Partner” for deres ekspertise og performance inden for AdWords og SEO.

Det skete i en konkurrence med blandt andre bureauet Mindshare fra Group M, som omsætter for over 80 milliarder kroner om året. Helt så store har Spinnaker Nordic dog ikke ambitioner om at blive, men de har ambitioner – både om at vokse og om at have det godt på arbejdet, mens forretningen tager til.

”Kort fortalt har vi gennem de seneste år investeret tungt i at få virksomhedens skaleringsevne så meget i vejret som muligt. Vi kan se på tværs af kunder, både hvordan kundens performance ser ud, og hvordan vores medarbejders performance hænger sammen,” siger han og tilføjer:

“Vi vil gerne have, at de ansatte har det mega sjovt, og vi prøver at strukturere vores virksomhed sådan, at de har 100 procent frihed under ansvar.”

Læs også: Meploy vil forbinde dem, der vil arbejde med dem, der gerne vil spare tid

Begge stiftere nyder da også at have tid til noget af det, som de synes, giver indhold i livet ud over passionen for at starte noget op selv.

”Personligt har jeg stor passion for at sejle. Det er også deraf navnet på virksomheden kommer; en spiler, det største sejl på en sejlbåd, hedder en spinnaker på engelsk. Det sejl bruger man, når man har medvind og er det sejl, man sejler stærkest med. Det er en mega fed følelse. Det er den følelse, jeg vil have hver dag: medvind og fart,” siger Simon Paag.

Skriv et svar