Fra skolebænk til selvstændig med et kompetent sikkerhedsnet

selvstændig

Efter en del år på skolebænken gik Kasper Stück sidste januar all in på sin idé om at være selvstændig. Webbureauet Eagle Media kører nu, Kasper Stück nyder friheden ved at være selvstændig og har a-kassen Dana som sikkerhedsnet.

Nissemænd og rensdyr sniger sig ind fra alle sider og minder om, at vi er landet i december. Altså med mindre du har været forbi Kasper Stücks blog i slutningen af sensommeren. Her startede julen nemlig tidligt og indlæggene har billeder af glitret gavepapir, gran og brune kager.

Men det er ikke fordi Kasper Stück er besat af julen. Indlæggene handler om at forberede sin webshop til jul. Og webshops ved Kasper Stück en hel del om. Han har viden og erfaring fra tre uddannelser og et velfungerende digitalt webbureau i ryggen.

Det omkring to år gamle webburea hedder Eagle Media og tilbyder webshop- og hjemmesideløsninger til store og små virksomheder. Virksomheden udsprang af et skoleprojekt på HG, hvor Kasper Stück fik idéen til at lave et digitalt webbureau.

Friheden ved at være selvstændig

“Jeg kan godt lide friheden ved at være selvstændig. Jeg kan planlægge opgaver og min fritid afhængig af hinanden,” siger Kasper Stück. 

Han har taget en række uddannelser, der samlet set har givet ham de nødvendige kompetencer som selvstændig. Efter folkeskolen startede han på teknisk skole, hvor han tog en webintegrator-uddannelse på Medieskolerne i Viborg.

Herefter supplerede han med en HG, hvor han fik erfaring med handel. Her blev Eagle Media født første gang, og efter han tog en videregående uddannelse som multimediedesigner, besluttede han januar i år at køre fuld tid med virksomheden. 

“Med min uddannelse kunne jeg eksempelvis komme til at sidde og udvikle i et udviklingshus. Men jeg har altid ville kombinere mine dage med udvikling, kundekontakt og lave egene projekter, som selvstændig har jeg mulighed for dette,” siger Kasper Stück.

Iværksætter a-kasse: Et kompetent sikkerhedsnet

Kasper Stück skiftede a-kasse, da han besluttede sig for at blive fuldtids selvstændig. Han ville finde en a-kasse med folk, der var i egen virksomhed eller var iværksættere. Valget faldt på DANA, som han meldte sig ind i for præcis et år siden.

“I DANA har de nogen, man kan kontakte om spørgsmål vedrørende at være iværksætter. Det har de ikke i en normal a-kasse. Dana har desuden uden tvivl bedre styre på reglerne i forhold til at være iværksætter, og jeg kan bedst lide at arbejde sammen med nogen, som har specifikt fokus på det, de arbejder med,” siger Kasper Stück.

DANA tilbyder også kurser om iværksætteri, og Kasper Stück har deltaget i et par stykker. Den seneste var et med en anden ung iværksætter, Casper Blom, som har startet flere succesfulde virksomheder og er forfatter til bogen “Just F*ing Do It!”

Skrevet af

Læs også

Top