Arkiver

IværksætterlivNyhederUngt Tech

Satsning samler 55 millioner til iværksættere i Aalborg

Aalborg Universitet

To store fonde støtter et nyt femårigt projekt, som skal give studerende på Aalborg Universitet bedre værktøjer til at omsætte idéer til produkter og virksomheder. Inspirationen er hentet fra blandt andet Stanford University og skal få flere med i den tidlige startupfase.

Det er måske ved at være på tide, at vi skifter havnestereotypen, som klæber til Aalborg som vådt tøj til en bar ryg ud med dens retmæssige image; en by, der de senere år har iklædt sig uddannelsens og iværksætteriets skinnende klæder.

Og nu får studerende på Aalborg Universitet med en ny satsning mulighed for at omsætte deres idéer til produkter og virksomheder. Noget, der ikke i tilstrækkeligt omfang er sket tidligere ifølge Aalborg Universitet.

Læs også: Havnebyen, hvor Janteloven forsvandt

Satsningen på i alt 55 millioner kroner får navnet AAU Startup Program og bliver støttet af Det Obelske Familiefond med 25 millioner kroner og Spar Nord Fonden med fem millioner kroner.

“AAU er stolte og taknemlige for fondsdonationerne, som bakker op om AAU’s strategiske satsning ”Viden for verden”, hvor AAU satser på flere iværksættere. Og støtten viser, at AAU-modellen, hvor forskere, studerende og virksomheder sammen skaber viden og løsninger, er på vej til at blive nationalt anerkendt,” siger rektor Per Michael Johansen i en pressemeddelelse.

De finansielle instrumenter har manglet

En af målsætningerne er, at alle studerende bliver tilbudt relevante kurser i entreprenørskab og forretningsudvikling. Iværksætteri skal generelt fylde mere i gruppe- og projektarbejder, og de studerende skal udvikle og afprøve forretningsmodeller afhængig af det enkelt studie.

“Den her satsning sikrer, at vi kan få flere med i den tidlige fase, og det mangler vi i høj grad. De finansielle instrumenter til at understøtte området har også været for ustabile og mangelfulde. Det får vi nu mulighed for at rette op på,” siger dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, som på vegne af direktionen har været med til at udvikle det nye program og ansøgningen til fondene.

International inspiration

Programmet henter inspiration fra Standford University, det norske tekniske universitet, NTNU, og svenske Chalmers. Iværksætterhjælpen bliver inddelt i tre faser, Discovery, Start og Vækst, som vil have forskellige ansøgningsprocedurer og krav.

“Vi har mødt meget stor opbakning fra både enkeltvirksomheder og erhvervsorganisationer, mens vi har arbejdet på det her. De er enige med os i, at det er et nødvendigt nyt skridt, og det betyder også, at de er parate til at hjælpe og tage et medansvar for, at der kommer konkrete gode ting ud af programmet. Vi vil både måle os selv på, hvor mange studerende der starter nye virksomheder, og på hvor mange eksterne virksomhedsrepræsentanter vi får ind over,” siger dekan Eskild Holm Nielsen.

Læs også: NextNord: Nordjysk netværk for digitale iværksættere

De studerende får nemlig både kapital til udstyr og prototyper, en arbejdsplads i et iværksættermiljø på universitetet og mentorordninger fra eksperter og forskere i industrien.

Fondene er glade for at bidrage til regionens vækst

Og Det Obelske Familiefond, som har bevilget de 25 millioner kroner af finansieringen, er glade for at kunne bidrage til væksten i regionen.

“Det Obelske Familiefond har jo sine rødder i Aalborg, og derfor er et af vores fornemste og mest naturlige mål at være med til at løfte regionen både på forsknings- og uddannelsesfronten, og når det gælder den fortsatte udvikling af erhvervslivet. AAU Startup Program rammer lige ind i hjertet af den målsætning,” siger bestyrelsesformand Christen Obel i pressemeddelelsen.

Læs også: Dansker udvalgt af MIT: Implementerer nu nye værktøjer til entreprenørskab på Cphbusiness

Også Spar Nord Norden vil med donationen på fem millioner kroner tilslutte sig fremmen af iværksætteriet i regionen og hjælpe med at give idéerne økonomisk ro til at blive tænkt, som fondsdirektør Steffen Nørgaard formulerer det i pressemeddelelsen.

Skriv et svar