Arkiver

Coworking spacesIværksætterlivNyheder

Maritimt iværksætterhus skal sætte fokus på havets startups

Iværksætterhus

Brancheorganisationen Danske Maritime tilbyder maritime startups plads i sit nye hovedsæde i Herlev. Her vil organisationen skabe bedre vilkår og muligheder for maritime iværksættere.

Som maritimt startup kan det ofte være svært at komme godt fra land. De maritime iværksættere er sjældent repræsenteret i de gængse startup- og vækstmiljøer, og der efterlyses bedre vilkår og muligheder for branchen.

Det har fået brancheorganisationen Danske Maritime til at reagere. Derfor åbner organisationen branchens eget maritime iværksætterhus, som bliver omdrejningspunkt for en række tiltag.

”Det er særligt svært at komme på banen som maritim iværksætter i de nuværende startup-miljøer. Branchen kræver noget helt særligt i forhold til kapital, godkendelse af klasseselskaber, internationale og nationale standarder, og det at markedet er globalt fra starten,” siger Jenny N. Braat, adm. direktør i Danske Maritime.

Win-win for iværksættere og organisationen

Projektet er allerede lige om hjørnet. Efter nytår flytter Danske Maritime nemlig fra sine lokaler i Amaliegade til en treetages-bygning i Herlev. Det betyder flere kvadratmeter og faciliteter, som kommer til gavn for både medarbejdere og iværksættere.

Læs også: Industrigiganter blåstempler TechBBQ

Når iværksætterhuset bliver en realitet til februar, vil der nemlig også blive plads til 16 iværksættere og en mindre maritim startup-virksomhed.

”Det bliver en win-win for iværksætterene og Danske Maritime. De kan trække på organisationens medarbejdere, der har en solid viden om kapital, jura, teknik, organisering, branchen, kommunikation og meget mere. Og vi kan som organisation være i nærkontakt med medlemmer, der bliver drevet af at forny branchen. Det vil uden tvivl skabe en fantastisk energi og synergi,” siger Jenny N. Braat.

Medlemsskab skal give mulighed for mentoring

Samtidig søsætter Danske Maritime et iværksættermedlemskab. Her vil man tilbyde medlemmerne en mentorordning med etablerede maritime virksomheder. Gennem medlemskabet er det også tanken, at Danske Maritime og medlemmer vil kunne få en bred udnyttelse af fælles ressourcer i det hele taget.

Læs også: Mash Boitech – når slam bliver til guld

Og interessen lader til at være til stede.

”Vi er i dialog med de første beboere, og er der iværksættere, som kan se idéen i at bo sammen med os, så hører jeg gerne fra dem,” siger Jenny N. Braat.

Skriv et svar