Arkiver

IværksætterlivNyheder

“I kærlighed og forretning kan man ikke tænke sig til alt”

Plusren, coaching, Michael Pluszek

Michael Pluszek arbejdede i 12 år i Baresso. Han var med til at udbrede konceptet, og det gik stærkt. For stærkt. Han valgte at stoppe, starte op selv og blive herre over egen tid. I mellemtiden havde han nemlig fået en datter og efter en grim skilsmisse måtte han vælge; kærlighed eller forretning.

Han så sig selv i spejlet. Foran ham stod en virksomhedsstifter, en iværksætter, en mand, der snildt kunne arbejde 80 timer om ugen, men foran ham stod også en far. Det var i 2013, et skelsættende år for iværksætter Michael Pluszek. Året forinden havde han sagt sit job gennem 12 år op og startet eget firma. Det havde krævet mange timer. Måske for mange. For faderen foran ham var nødt til at tage et valg for fortsat at kunne se sig selv i øjnene; datteren eller virksomheden.

”Jeg sagde til mig selv, at jeg kunne ikke så mig selv i øjnene, hvis ikke jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne, for at sikre min datter en god opvækst. Jeg lovede at kæmpe for at stå for størstedelen af hendes opdragelse. Selvom virksomheden stod højt, og fortsat står højt på listen, står hun øverst. Det har jeg skabt mit liv omkring,” fortæller Michael Pluszek.

Selvstændigheden havde ulmet i mange år

Han stoppede i Baresso, hvor han havde været driftschef, i sommeren 2012. Mindre end et år senere startede han PlusRen. Han havde givet sig selv en skæringdato, og samme dato var han på kursus i London. En oplægsholder talte om at gøre det, man er sat på jorden for at gøre. Det sitrede i Michael. Han skulle gå sine egne veje.

”Selvstændigheden havde ulmet i mig i mange år, men jeg havde ikke turdet tage springet. Jeg havde en god dialog med Kenneth (stifter af Baresso), som endte i en fælles aftale om, at jeg stoppede og kunne starte selv. Men jeg var som et barn i en slikbutik. Der var så mange valg; jeg kunne blive selvstændig, men jeg kunne også finde et rigtig godt job,” fortæller han.

Men på skæringsdatoen gik det hele bare op i en højere enhed for ham. Og en ny idé fødtes i ham. Hvad hvis han på samme måde som oplægsholderen, kunne være med til at inspirere andre iværksættere? Derfor startede han ikke længe efter også et coachingkoncept op.

Måtte få styr på egne værdier

På hjemmefronten var alt dog ikke den kærlighedshistorie, det ellers lød til at blive i starten. Han havde nogle år forinden mødt sin ekskone på en strand i Brasilien. Dengang han endnu var i Baressso. De rejste frem og tilbage. Sås tre måneder ad gangen og måtte så rejse igen. Blev hurtigt gift. Og så blev ekskonen gravid.

”Vi havde kendt hinanden i tre år. Rejst frem og tilbage. Vi var klar til at tage skridtet videre. Hun blev gravid, og da vores datter blev født, kom hun til Danmark – med vores datter og hendes børn fra et tidligere forhold. Men der var stor forskel på at være i Brasilien og holde ferie med dem, og så at have en dansk hverdag med lektier og indkøb,” fortæller Michael Pluszek.

Pludselig skulle hans energi fordeles mellem PlusRen, coaching og familieliv. Hans egen coach udfordrede ham. Hvor vil du lægge din energi? Hvad er dine værdier? I foråret 2013 lagde han størstedelen af sin tid i PlusRen, mens familielivet på hjemmefronten langsomt blev trævlet op.

”Jeg kiggede mig selv i øjnene. Efter en hård skilsmisse, retssager og udfordringer med forældremyndighed måtte jeg få klarhed over mine værdier. Jeg valgte min datter først,” siger Michael Pluszek.

Iværksætteriet har givet Michael Pluszek nye muligheder

Her har det haft en klar fordel, at han blev selvstændig. Da han først havde afklaret sine værdier, begyndte han at bygge virksomhederne sådan op, at han fik tid og fleksibilitet til at være der for datteren, der i dag er seks år. Længe stemte Michael og ekskonen værdier ikke overens. Det påvirkede datteren, og Michael vidste, hvor hans hjerte lå.

Han har hende nu ni ud af 14 dage, hvor han er fuldtidsfar. Han planlægger tiden med hende, og når hun sover, kan han jo altid ordne de mails, der mangler. I dag er han igen på talefod med ekskonen, men for Michael er det stadig vigtigt, at datteren ved, at han altid støtter hende selvom han har travlt.

”Det med at have klarhed over sine værdier i sit privatliv og sit iværksætterliv er vigtigt. Havde jeg ikke haft min datter, ville min forretning nok fylde mere, måske havde den også vokset hurtigere. Jeg brænder for det, jeg laver, men man skal passe på ikke at brænde ud. Jeg har valgt min datter først, så det betyder, jeg ikke kan komme op på en 80 timers arbejdsuge,” forklarer Michael Pluszek.

Kærlighed og forretning

Mange iværksættere arbejder mange timer, lange dage, utrætteligt for at få deres virksomheder til at vokse sig store og stærke. Michael har i stedet sørget for at sammensætte nogle stærke teams, så han ikke behøver være fysisk til stede 24 timer i døgnet. Han har måtte tænke sig godt om, hvor han har skulle lægge sine timer, PlusRen, coaching eller nogle af de andre projekter, han løbende har gang i.

Det har kostet ham dyrt i kroner at tage de beslutninger. Men det har også ført meget godt med sig. Og sådan er det med så meget i livet, man kan overveje og diskutere. Og man kan handle.

”Sådan er det i kærlighed og forretning. Man kan ikke tænke sig til alting. Det skal nogle gange testes af. Noget virker. Andet gør ikke, og så må vi lære af det.”

Skriv et svar