Denne uge har en række startups forfinet deres idéer, forretningsplaner og pitches. De bevæger sig over vidt forskellige brancher, men har alle én ting tilfælles; de arbejder alle for en grønnere og mere bæredygtig verden, og denne uge var de alle med i Green Tech Challenge i Berlin.
”Det er noget af det, der gør den her branche helt fantastisk. At man er med til at gøre verden til et bedre sted. Eller i hvert fald forsøger på det. Det er der brug for, især med blik for det seneste år!” siger Claudio Vietta. Han og Marcel Franck har med deres startup Leef Blattwerk deltaget i Green Tech Challenge Berlin, arbejdet på deres forretningsplan og pitch hele ugen. Nu er de klar til at vise deres bæredygtige tallerkener frem til finalen, hvor alle startups har mulighed for at pitche for et investorpanel.
I løbet af ugen har bæredygtige startups inden for mange forskellige brancher og sektorer nemlig suget viden til sig, da Green Tech Challenge kørte workshops hos Microsoft Berlin med udsigt over Mitte og tv-tårnet. De har suget viden fra hinanden. Fra Qvartz. Fra Awapatent og fra EU Startup Services, KPMG og Microsoft.
Kort forløb fyldt med indhold
Kloge hoveder, fortæller CIO i GreenCitySolutions, Liang Wu, men noget af det bedste ved ugen har været muligheden for ikke bare at lytte, men for at kunne stille spørgsmål, interagere med ligesindede og diskutere forskellige holdninger og syn på, hvordan verden hænger sammen. På kort tid har han fået mange gode inputs, fortæller han. Og ros. Alligevel er han nervøs inden pitchceremonien begynder. Han har ikke kunne klemme en bid ned, selvom caféen i kontorfællesskabet Ahoy!, hvor finalen afholdes, syder og bobler lige ved siden af standene, kaffen dufter, og der står smoothies i nuancer fra saftig ananas til spæd spinat på køl.
Ved siden af GreenCitySolutions sidder Little Sun, en gul, letvægts plastiklampe, som med sollys kan lagre strøm til mange timers lys i udkantsområder og byer uden elektricitet. Men her er også plads til idéer uden den store teknologiske side. Som Fresh Square, der med strømlinet design og praktiske kasser med pladser til 12 grønsager gør det nemt at have en vertikal have i sin lejlighed. Eller Leef Blattwerk, som har taget bladet fra Arecanøddetræet, et restprodukt i landbruget, og presset det til firkantede engangstallerkener, der kan gå direkte i komposten.
“Forestil dig den perfekte verden”
”Luk øjnene. Forestil dig den perfekte verden. Hvad er dit hus lavet af? Hvordan transporterer vi os selv? Hvordan høster vi vores mad? Åben nu øjnene. Jeg har både godt nyt og dårligt nyt. Jeg hader at sige det her. Men vi går mod verdens ende. Hvert år dør 3,2 millioner mennesker som følge af luftforurening. 20 procent af verdens drikkevand er forurenet. Ændrer vi ikke retning, løber jorden tør for ressourcer om bare i 50 år. Det her billede, er ikke noget, jeg har photoshoppet. I 2097 er vi færdige,” fortæller medstifter af Green Tech Challenge, Frederik van Deurs foran et billede af, hvad der ligner gold jord, kratere og massive udgravninger:
”De gode nyheder er, at der er mange, som kæmper for at ændre den drejning, tingene har taget. Mange vil fejle. Men vi håber på, at vi med Green Tech Challenge, kan få flere til at blive succesfulde.”
Frederik van Deurs smiler ud over salen, hvor de nervøse startups sidder sammen med Green Tech Challenges partnere, investorpanelet, venner og andre, der kerer sig om miljøet. Over de næste to timer skal de 12 startups pitche deres idéer og forhåbentlig vække investorernes interesse. En glad Fabian Sauthier, head of business development i MotionTag, som vil gøre offentlig transport nem og billigere, fortæller, at en investor allerede inden pitchene begynder, har vist interesse for appen.
12 vidt forskellige, men bæredygtige startups
Den første startup er Leef Blattwerk. Rundt omkring blandt publikum er deres tallerkener allerede i brug til nødder, tørret frugt og chips. Det kunne også nemt have være cherrytomaterne fra Fresh Squares prototype ude i caféen. De var på som nummer to, efterfulgt af GoodBag, som med en chip i en mulepose sørger for, at hver gang du handler med nettet, planter partnerbutikken et træ.
Et træ, som hvis det er æble eller fersken, måske kan blive en del af Biorfarms digitale landbrug, hvor man kan adoptere et frugttræ eller flere og følge udviklingen helt til, at man er klar til at modtage høsten. En helt anden type træ er GreenCitySolutions’ CityTree, store overflader dækket af mos, som æder CO2 og renser luften i byer. Et CityTree gør det ud for 275 almindelige bytræer.
Med alt det frugt indenbords er det på tide at se på, hvad vi kan gøre ved de offentlige toiletter. De er grimme, dyre at vedligeholde, og det er sjældent, man har lyst til at bruge dem frem for at holde sig. EcoToiletten vil udskifte de blå og grønne plastiktoiletter, som alle nok har mødt i byen eller til festival, med båse af træ, hvor vandet er udskiftet med træflis.
Investorer og et besøg af Kevin Spacey?
Det er svært ikke at blive imponeret af idérigdommen. Og investorerne rækker da også hænderne flittigt op, hver gang medstifter af Green Tech Challenge, Martin A. Petersen spørger, om de vil se mere til startuppet.
”Next up Kevin Spacey!” Det viser sig dog, at jeg har hørt forkert. Det er startuppet Cabin Spacey, der med det fikse navn vil bruge de tomme, flade tage på Berlins bygninger til at bygge minihuse på 25kvm. 50.000 af dem er der plads til i byen. Hvis de kan få samlet 100.000 euro ind til prototypen.
På gaden foran bygningerne varer det nok ikke længe, før Solmoves fliser gør sit indtog. I hvert fald ikke hvis det står til Donald Müller, som har udviklet de solide, selvrensede glasfliser med skridsikker overflade og indbyggede solceller. På dem kan man passende bruge MotionTags app og skøjte let gennem offentlig trafik uden at tænke på billetter og med mulighed for at se sit klimaaftryk.
I den tungere ende er der Cassantec, som med mottoet ”We know when machines fail” går benhårdt efter B2B-segmentet og industrierne. Interpanel vil hjælpe os med at køle os ned, når temperaturerne stiger, men mere effektivt og mindre miljøbelastende end aircondition, og mens solen går ned uden for Ahoy! lyser Little Sun op med eftermiddagens sidste pitch.
Jeg forlader Berlin opløftet. Snart er der Green Tech Challenge igen, i Helsinki, i Lissabon, i Paris og i København. Lad os håbe, interessen for greentech kun er stigende.
Trendsonline var inviteret til Berlin af Green Tech Challenge.