Intelligent diabetes-app kan nu gøre diabetikeres liv lettere

diabetes-app

I efteråret landede Hedia deres første halve million, og nu er de klar på markedet med en intelligent diabetes-app. Ud fra brugerens oplysninger om daglig kost og motion, kan appen anbefale diabetikernes livsvigtige regulering af insulin.

1 ud af 18 danskere har diabetes, og en del af dem tager det livsvigtige medicin insulin inden hvert måltid. Antallet af diabetikere er fordoblet på ti år, og flere og flere skal derfor frem med nålen og stikke sig selv med den passende mængde insulin.

Det kan være en besværlig omgang, fordi insulinen skal beregnes præcist. Torsdag kunne man i Radio24syv Morgen eksempelvis høre om en familie, hvis søn blev afvist i flere børnehaver, fordi han havde type 1-diabetes. Personalet kunne simpelthen ikke overkomme at hjælpe ham med insulinen.

En app skal gøres diabetikeres liv nemmere

Serieiværksætter Peter Lucas har selv type 1-diabetes og fik derfor idéen til appen Hedia, der skal gøre livet lidt nemmere for de diabetikere, der tager insulin.

“Alt handler om mad, blodsukker og insulinniveau, når du har diabetes. Og der syntes jeg faktisk, at jeg manglede et redskab, der kunne klare nogle af de bekymringer, så jeg kunne få noget mere frihed,” fortalte Peter Lucas, der er CEO i Hedia, til Trendsonline.dk for et lille år siden.

Samler oplysninger om livsstil, kost og motion

Nu er app-idéen blevet til virkelighed og ligger til fri download i App Store. Appen er blevet til sammen med kæresten Christina Kildentoft, som er sygeplejerske og kandidat i folkesundhedsvidenskab med særligt fokus på diabetes og Andreas Jespensgaard, der har fokus på selve brugeroplevelsen. Hedia-appen er udviklet i samarbejde med overlæge Eva Elisabeth Hommel fra Steno Diabetes Center.

Læs også: Serieiværksætter starter virksomhed med kæresten: “Det lå lige for”

Appen fungerer ved, at man indtaster sit blodsukker, ønskede måltid og daglige motion, hvorefter appen udregner en vejledende insulindosis. Det skal gøre det let at regulere blodsukkeret ud fra appens anbefalinger. På sigt vil regulering via appen kunne minimere komplikationer og følgevirkninger af sygdommen, skriver Hedia i deres pressemeddelelse.

”Appen tager udgangspunkt i en intelligent hukommelse baseret på den enkeltes vaner i dagligdagen, som overflødiggør mange af de eksisterende og dyre hjælpemidler for diabetikere. Vi har senest testet appen på mange brugere, med særdeles positiv feedback,” siger Peter Lucas.

hedia_222

Hedias diabetes-app hjælper diabetikere med at holde styr på det optimale blodsukkerniveau. Her er et udsnit af appens funktioner.

Fokus på AI og machine learning

Hedia har siden efteråret 2016 været del Accelerace og Scale-up Denmark, som er et acceleratorprogram for lovende opstartsvirksomheder blandt andet inden for velfærdsteknologi. Programmet har hjulpet med sparring om forretningsudvikling og lancering af appen, skriver Hedia i deres pressemeddelelse.

I 2016 fik Hedia et Discovery-lån fra innovationsmiljøet PSI/Seed og investeringsfonden SEED Capital på en halv million kroner. I dag fokuserer Hedia på at integrere artificial intelligence og machine learning i appen, hvor brugere på sigt kan se frem til at få anbefalet bestemte typer af motion og kost baseret på den enkelte persons livsstil.

Læs også: Grønt lys til intelligent diabetes-app

Teamet arbejder med to forretningsmodeller. Der kommer på et tidspunkt en mulighed for at lave en opgradering inde i appen. Det kunne være på eksklusive features som ikke påvirker basispakken. Derudover tænker de også på at sælge data fra appen til forskning.

“Her tænker vi på medicinal virksomheder, der vil forbedre diabetikernes produkter eller Ph.d’er, der skal lave en afhandling, hvor vi kunne bistå dem med indhold,” siger Peter Lucas.

Skrevet af

Læs også

Top