Dygtige it-udviklere er en mangelvare i Danmark. Derfor har den danske konsulentvirksomhed Blue Data Management med hjælp fra non-profit organisationen AIESEC søgt uden for den danske grænse for at finde de eftertragtede it-folk, der kan hjælpe med at udvikle deres nye software.
“It-udviklere er vores tids rockstjerner. De tager sig godt betalt, har mange tilbud på hænderne og er svære at ansætte,“ siger Christian Schjørring, der er stifter af Blue Data Management og Archii.
Christian Schjørring er tidligere advokat og har været med til at starte den nu tre år gamle konsulentvirksomhed Blue Data Management. For at optimere services har de stiftet Archii, der er en softwarevirksomhed. Til at udvikle softwaren, har de brug for dygtige udviklere. Men den slags hænger ikke på jobcentrene herhjemme.
“Selv softwareudviklere, der endnu ikke er færdige med studiet, får uopfordrede tilbud. Jeg har en kontakt på IT-Universitetet i København, der på sidste semester havde en konkurrence med sine venner om, hvor mange uopfordrede tilbud, de kunne få. Efter et par måneder var topscoreren 16 tilbud,” siger Christian Schjørring.
Her kommer AIESEC ind i billedet. De er en non-profit organisation, hvis formål er at bidrage til kulturel forståelse mellem lande og udvikle lederegenskaber i unge. De hjælper blandt andet virksomheder og dygtige unge fra hele verden med at finde hinanden. Det var lige hvad Archii havde brug for, så da Christian Schjørring stødte på dem, slog han til.
Den stille brasilianske it-rockstjerne
Han ligner måske ikke en rockstjerne, som han sidder lidt genert på Blue Data Managements kontor i København. Men ikke desto mindre er Felipe Coelho en værdifuld praktikant og medarbejder for virksomheden. Han kom til Danmark fra Brasilien for fire måneder siden, og selvom vintervejret river i den 24 års sorte hår, så trives Felipe Coelho hos Archii.
“Folk her er meget åbne, og vi har en flad struktur. Mit tidligere job var mere rutine-baseret. Jeg valgte ikke kun at søge det her job for at komme til udlandet. Jeg valgte det, fordi det er et startup, og jeg derfor kan få indflydelse og medbestemmelse,” siger Felipe Coelho, der arbejder som it-udvikler for Archii.
AIESEC har specialiseret sig i professionelle praktikpladser og frivilligt arbejde i udlandet. Fokuset er på personlig udvikling og tværkulturelle oplevelser, og når de hjælper med finde talenter til virksomheder har de i høj grad fokus på, at den enkelte får en god oplevelse og udvikler sine lederegenskaber.
Omkring en gang om måneden samles praktikanterne og oplever sammen Danmark. Både til jul og nytår kunne Felipe Coelho være sammen med andre praktikanter. Det var Archii glade for at høre, for selvom de gerne vil sørge godt for deres medarbejdere, er det svært at være der for dem i fritiden.
Mere end bare en programmør
Som en administrativ husholderske rådgiver Blue Data Management virksomheder om strukturering og hjælper blandt andet med at få ordnet virksomhedernes kontrakter og andre forretningskritiske dokumenter i forbindelse med investerings- og salgsprocesser.
For at øge effektiviteten af deres kerneydelse har folkene bag Blue Data Management stiftet it-virksomheden Archii. Via machine learning kan Archiis software automatisk systematisere og sortere eksempelvis ansættelses- eller kundekontrakter og dermed spare virksomhederne tid. Og Felipe Coelho er nu en deal at udviklingsteamet hos Archii, og det er de glade for.
“Ved at bruge AIESEC, kunne jeg se, at vi ikke bare ville få en simpel programmør, der har taget et par it-kurser over nettet. Med dem ville vi kunne få en udenlandsk medarbejder, der rent faktisk har taget en færdig masteruddannelse, og de vil endda få vedkommende til landet og sørge for, at han bliver taget godt imod, mens han er her,” siger Christian Schjørring, der er tilfreds med den hjælp, virksomheden har fået til at finde frem til Felipe Coelho.
AIESEC sørger for deres it-rockstjerner
Felipe Coelho har det godt i Danmark og hos Archii, og Christian Schjørring og Archii er meget glade for deres nye kollega. På den måde er AIESEC lykkedes med at gøre både praktikant og virksomhed tilfreds. De har ikke alene fået intregreret Felipe Coelho i virksomheden, men også i samfundet og kulturen, hvorfor Felipe Coelho på trods af vejret trives i Danmark.
AIESEC har nemlig fire erklærede mål. Det første er at finde de talenter, der mangler i Danmark og sørge for en god virksomhed til dem. De fleste af AIESEC’s praktikanter kommer fra IT-verdenen. Det næste mål er at sørge for, at alle formaliteterne er i orden. Herunder visum og et sted at bo for praktikanterne.
Når de praktiske ting er på plads, så er det også et mål for AIESEC, at praktikanterne trives og mærker, at de udvikler sig. Det kan nemlig betyde, at de vil blive i Danmark længere end deres 18 måneders praktik. Ifølge AIESEC vælger over 60 procent at blive i Danmark efter praktikken.
Rigtig god artikel! Mere af den slags tak 🙂
Jeg er selv i fuld gang med at etablere et agentur for et polsk webbureau, der er specialister i webudvikling, appudvikling, softwareudvikling samt e-commerce. Og det er sgu spændende! 😉
Det bliver især spændende at se om jeg kan få opgaver i startup miljøet samt som underleverandør i reklame-mediebranchen.