Sponsoreret indhold

Tidløst dansk design er stadig et hit

Danmark har stor tradition for møbelkunst. Det er et af landets mest eksklusive eksportvarer og har samtidig en enorm signalværdi. Vi er stolte af vores design-traditioner, og der er god grund til at være optimistiske med hensyn til fremtiden. Trods perioder med nedgang i popularitet er det stadig kun gået en vej for dansk møbelkunst. Et dansk design møbel som designer Arne Jacobsens stol ‘Svanen’ er en tidløs klassiker.

Stolen blev designet og skabt i 1958 til det dengang nye design-hotel Radisson SAS Royal Hotel i København, og er et glimrende eksempel på datidens blik for både æstetik, men også minimalisme og ekstrem funktionalitet og komfort. ‘Svanen’ har over 60 år på bagen, men er aldrig slidt ned i kulturel eller designmæssig forstand. Den står lige så smukt som i slut 50ernes København, og pryder nu flere moderne hjem på kryds og tværs af verdens lande.

Store kontormiljøer og højere embedskontorer har taget dansk møbelkunst til sig, fordi det emmer af elegance og en særlig afslappet ikonisk stil. Svanen er eksempelvis nået så langt som til at pryde kontoret hos præsidenten for FNs generalforsamling i New York. 

Dansk møbel design på Film og TV

At dansk møbeldesign har været og stadig er en evig kilde til beundring, kan også ses i Film- og TV-historien. En af vor tids største møbeldesignere, udover Arne Jacobsen, er Hans Wegner. Wegner er mindst lige så berømt for sine ikoniske og tidløse møbler som Arne Jacobsen, og især en speciel hændelse satte for alvor skub i karrieren. Ingen ringere end John F. Kennedy og Richard Nixon gjorde stolen verdensberømt, da de to præsidentkandidater sad i to Wegner-stole under den første TV-transmitterede præsidentdebat i 1960.

Siden den TV-transmitterede debat, hvor stolen for alvor kom frem i rampelyset, er den blot blevet betegnet som ‘The Chair’. Som om Wegners stol er og bliver den eneste virkelige stol i verden. Stolen over stole. Allerede før brugen af Wegner-stolen i præsident-debatten var den blevet kåret som verdens smukkeste stol af det amerikanske boligindretnings-magasin Interiors i 1950, hvor den prydede forsiden under overskriften: ‘The most beautiful chair in the world’

Dansk møbel design som samlerobjekt

En stol og en sofa er til at sidde i. Et bord er til at spise ved. En seng er til at ligge i. Møbler har en klar funktion i menneskers hverdag, og vi handler oftest også møbler ud fra deres funktionalitet. Nogle går mere op i udseendet og designet end andre, men de fleste har budgettet i tankerne, når der handles møbler. Med handel af klassisk dansk møbel design fra 50erne, 60erne og 70erne forholder det sig dog ganske anderledes. Priserne på visse ikoniske møbler af de gamle kendte møbeldesignere når næsten astronomiske højder. Tag eksempelvis Arne Jacobsens lænestol ‘Oksen’.

Oksen menes at være tegnet af Arne Jacobsen engang i 1950erne, men blev først sat i produktion fra 1961 af Fritz Hansen. Oksen blev produceret frem til 1966 og har siden oplevet forskellige kopi-produktioner. Der blev produceret godt og vel 300 originale Oksen lænestole i 60erne, og derfor har netop denne lille produktion naturligvis fået kultstatus. Man skal være rig for at kunne samle på de gamle klassikere, og især Oksen er i ekstrem høj kurs blandt de mere velstillede samlere. En original Oksen stol fra 1960erne kan gå for mere end 100.000 danske kroner på auktion, selv med større brugsskader.

Mange danskere har været så heldige at arve stole, borde eller sofaer fra forældre, som er gået i arv gennem generationer. I dag kender selv helt unge danskere værdien af et klassisk dansk design møbel. Hermed menes ikke kun den pengemæssige værdi, men i lige så høj grad designets kulturelle værdi, såvel som møblets affektionsværdi.