I kølvandet af 1. Verdenskrig var Tyskland under et massivt økonomisk pres. Ved Versailles-traktaten i 1919 blev staten underlagt enorme krigsskadebetalinger, og de måtte afstå store landområder. Millionvis af tyskere blev arbejdsløse, og tiden var præget af stor politisk uro. Samtidig voksede de højreradikale og revolutionære røster sig gradvist større, der blandt andet var utilfredse med den siddende regerings accept af de uopnåelige krav til Tyskland efter krigen.
Dette politiske landskab kom Adolf Hitler og hans nationalsocialistiske parti NSDAP til gode, da de i den spæde start af 1930’erne forsøgte at vinde magten i Tyskland. Nazisterne appellerede til folkets længsel efter et forenet og magtfuldt Tyskland, og lovede økonomisk fremgang. Allerede i 1923 havde Hitler været på banen med det såkaldte Ølstuekup, men i stedet for at vælte republikken, som var formålet, blev han idømt fem års fængsel. Hans popularitet var dog stigende, og han blev løsladt allerede efter ét år
Indtil 1930 opnåede NSDAP ikke synderligt gode valgresultater ved Rigsdagen. Hitler nedtonede derfor partiets ekstreme antisemitiske mærkesager for at appellere mere til den bredere befolkning, og derfra gik det stærkt. I 1932 blev NSDAP valgt som støtteparti til den siddende regering, og d. 30 januar blev Hitler udnævnt som rigskansler af præsident Paul von Hindenburg. Det blev startskuddet på Hitlers vej til magten.
Branden på Rigsdagen
Om aftenen d. 27 februar 1933 modtog en brandstation i Berlin et opkald, om at den tyske parlamentsbygning, Rigsdagen, stod i flammer. Kort tid efter ankom brandmændene, men branden var på det tidspunkt så omfattende, at bygningen ikke stod til at redde. Midt i kaosset gik den hollanske anarkist, Marinus von der Lubbe, forvirret rundt, mens han påstod at have påsat branden i protest mod nazisterne.
Branden viste sig at være en enestående mulighed for Hitler i sin vej til magten. Allerede morgenen efter branden anklagede nazisterne kommunistpartiet for at have påsat branden som et statskup, hvilket fik præsident Hindenburg til at erklære undtagelsessikkerhed. Hitler havde nu frit spil til at vedtage love uden om parlamentet, og han bandlyste straks det tyske kommunistparti og lukkede dets aviser.
Hitlers vej til diktator
Allerede en uge efter branden på Rigsdagen skulle der afholdes parlamentsvalg. Hitler og hans parti endte med 43,9 procent af stemmerne, og blev dermed koalitionens stærkeste kraft. Med det samme sikrede nazisterne deres magt ved den såkaldte Bemyndigelseslov, der tillod rigskansleren at bevare sin lovgivende magt i fire år. Derefter fulgte en lang række totalitære tiltag, der stadfæstede Hitler som tysk diktator. Alle jøder blev fjernet fra offentlig tjeneste, fagforeninger blev forbudt og d. 30 juni 1934 blev hundredevis af nazi-modstandere henrettet i “De Lange Knives Nat”. Da præsident Hindenburg døde d. 2 august samme år, gennemtvang Hitlers regering en lov, der gav rigskansleren samme beføjelser som præsidenten. Hitler var nu den totale overmagt i Tyskland med titlerne ‘Rigskansler’ og ‘Fører’.
