Arkiver

BusinessHardwareNyhederUdland

Danske iværksættere vækker international bevågenhed med mobilt kasseapparat

De danske iværksættere bag Paydesk.biz har udviklet et mobilt kasseapparat, der skal  hjælpe detailhandlen med at komme up to date med de mange nye betalingsformer, der er på markedet anno 2015. Ideen er så god, at Paydesk.biz er blevet udvalgt til Alpha-programmet af tech-konferencen Web Summit. Denne udvælgelse sidestiller dem med giganter som Uber og Dropbox.

Claus T. Hansen og resten af teamet bag Paydesk.biz A/S er som det første danske startup nogensinde blevet udvalgt til Alpha-programmet af tech-konferencen Web Summit, der i år finder sted i Dublin til november.

Til programmet er iværksættere fra hele verden blevet udvalgt med henblik på, om deres idé kan forandre verden. Kun 40 virksomheder blandt mange hundrede er sluppet igennem nåleøjet, og Paydesk.biz var én af dem.

Dette sidestiller Paydesk.biz med store internationale spillere som Uber, Vine og Dropbox, der tidligere har været en del af Web Summits Alpha-program.

Den danske virksomhed får dermed lov til at udstille deres mobile kasseapparat for de mere end 30.000 deltagere på konferencen – herunder mange investorer.

En idé med enormt potentiale
Paydesk.biz’s produkt er et mobilt kasseapparat, der kan tage imod alle betalingsformer, og samtidig samler betaling samt bogføring i én løsning. Betalingsformerne gælder Dankort, internationale kreditkort, gavekort, kontanter og mobile betalingsformer som MobilePay. Kasseapparatet kan tilpasses, når der kommer nye betalingsformer til.

Produktet er tænkt som en redning til detailforretninger verden over, da denne, ifølge medstifter af Paydesk.biz, Claus T. Hansen, har problemer med at tilpasse sig de mange nye betalingsløsninger anno 2015.

”Vi kan se en klar tendens på markedet, hvor de nye betalingssystemer dukker op så hurtigt, at detailforretningerne ikke kan følge med. Der er derfor brug for en samlet kasseapparatsløsning, der gør det nemmere for de erhvervsdrivende at håndtere alt fra kontanter til mobilbetaling – og så er det god service for kunderne, at de kan betale, som det passer dem bedst og med det, de lige har ved hånden,” forklarer Claus T. Hansen.

Paydesk.biz forventer at have 300-500 danske kunder inden årets udgang, men ambitionerne rækker langt ud over landets grænser. Det bliver dog først til næste år. Lige nu fokuserer de på det danske marked.

Skriv et svar