Robotteknologi skal bruges, når det giver mening, ellers bør virksomheder have den menneskelige kontakt i centrum, mener designantropolog Anna Kirah
Virksomheder risikerer at miste den menneskelige kontakt til både medarbejdere og kunder, hvis de forlader sig for meget på robotteknologi.
Sådan lød budskabet fra designantropolog Anna Kirah, da hun talte til Delivery Conference 2016 i København, skriver arrangøren, Consignor, i en pressemeddelelse.
”Virksomheder bør skabe produkter med deres kunder snarere end for deres kunder. Derfor er det vigtigt, at virksomheder ser på de mennesker, som bruger deres produkter og forstår, hvordan de bruger produkterne i en sammenhæng. Den menneske-centrerede tilgang bygger på menneskers ønsker og motivationer. Og hvis du forstår disse, finder du meningen,” siger Anna Kirah.
Brug robotter når det giver mening
”Når du bygger på mening og relevans, får du løsninger, som er eftertragtede og frugtbare samt en effektiv organisation. Mening og relevans er altafgørende for, om dit produkt eller service er bedre end konkurrenternes,” fortsætter Anna Kirah.
Med sin kritiske tilgang til robotteknologien adskilte den norske antropolog, der er direktør i konsulentvirksomheden Making Waves, sig væsentligt fra mange af konferencens andre talere, som i stedet fremhævede fordelene ved at indføre mere robotteknologi.
Anna Kirah er ikke principielt mod robotter, men hun mener, at virksomheder bør overveje grundigt, hvornår teknologien giver mening, så de ikke bruger den i situationer, hvor det er bedre med menneskelig kontakt.