Det tog tre år før investor Jesper Buch og teamet bag app-succesen Reshopper fandt hinanden. Timing, tålmodighed og troen på, at begge parter kan bruge hinanden er vigtige ingredienser. Forløbet understreger vigtigheden af langvarige relationer, hvis man vil rejse penge til sit startup.
Secondhand-appen Reshopper, hvor man kan købe og sælge brugt børnetøj og -ting har netop lukket en millioninvestering fra investoreren Jesper Buch, som blandt andet er kendt fra Just-Eat og som ‘løve’ i DR-programmet Løvens Hule. Samtidig med Jesper Buch investerer også Buchs mangeårige forretningspartner Carsten Mikkelsen, der tidligere blandt andet har skudt penge i Just-Eat og Miinto, og Reshoppers egen bestyrelsesformand og første investor Esben Gadsbøll.
“I al den tid jeg har fulgt Reshopper, har de hele tiden udviklet sig. Grundlæggerne har skabt et imponerende produkt, og det er meget få danske apps, som er blevet både Editor’s Choice hos Apple og er kommet på Apples top 10-liste over bedste apps. Det er en bedrift i sig selv, men når jeg taler med dem, kan jeg mærke, at der er meget mere i vente, så før eller siden blev jeg simpelthen nødt til at springe ombord”, siger Jesper Buch.
Beundring blev (næsten) til samarbejde
Reshopper-grundlæggerne mødtes første gang med Jesper Buch til et foredrag lige efter hans salg af Just-Eat, hvor Buch skulle tale til et iværksætter-event i Aarhus. Dengang for nogle år siden var appen stadig under udvikling.
“Det var en af de første gange, vi testede vores elevator pitch. Vi havde måske ikke forberedt os så godt, som vi kunne på alle de typiske spørgsmål, men blev heldigvis ikke sablet ned, og han spurgte nysgerrigt ind,” fortæller COO og medstifter af Reshopper, Nicolai Danmark Johannesen.
Læs også: Reshopper overhaler DBA og får nye investorer
Derefter kastede han sig over at blive bedre forberedt og tyggede sig blandt andet gennem Jesper Buchs bog“Kick-Ass”, som gav ham et godt indblik i Jesper Buchs tanker om iværksætteri. Det skræmte ikke Reshopperne, da de erfarede, at han var meget B2C-orienteret. Mens Reshopper-holdet arbejdede videre på appen, investerede Jesper Buch i delebilskonceptet GoMore med mere end en halv million danske brugere.
“Vi blev endnu mere hooked på at undersøge mulighederne for samarbejde, fordi GoMore er startet op på de samme værdier som Reshopper; at dele ressourcer med en mere bæredygtig og grøn tankegang,” fortæller Nicolai Danmark Johannesen.
Han tog kontakt til Jesper Buch igen, og sammen med sine medstiftere Jonas Funk Johannessen, Anders Dahl Pape, Anders Munk mødtes Nicolai Danmark Johannesen med Jesper Buch og fik sig en lang snak på en båd i Aarhus Lystbådehavn en sommerdag i 2014. Mødet gav et billede af de fælles muligheder, men alligevel var parterne på det tidspunkt for langt fra hinanden, og forhandlingerne løb stille ud i sandet.
Det krævede en kidnapning at blive enige
Reshopper arbejdede videre med andre business angels, og serieiværksætteren og stifteren af WhiteAway.com Esben Gadsbøll kom ind som investor i 2015.
“Esben Gadsbøll har spillet en utrolig aktiv rolle i Reshopper, hvor han har hjulpet med at udvikle konceptet, rejse flere penge og få hyret den helt rigtige CEO. Det har været afsindig vigtige aftryk, og så er kemi bare utrolig vigtig,” siger Nicolai Danmark Johannesen.
I slutningen af 2016 tog Reshopper-holdet igen kontakt til Jesper Buch for at høre, om interessen var intakt. Det var den, og for nylig løftede Jesper Buch hemmelighedsfuldt lidt af sløret for samarbejdet på sin Facebook-side:
“I tre år har jeg luret på et dansk tech-startup. Jeg har talt med dem, og vi har haft møder, hvor vi forhandlede, men ikke fandt hinanden. Men så mødte jeg dem igen i 2016 i forbindelse med et foredrag, hvor jeg kidnappede en af partnerne i min bil i tre timer, og så lykkedes det sgu at blive enige om terms. På de tre år er de blevet en del dyrere, men også langt mindre risikable,” skriver Jesper Buch.
Store forhåbninger til fremtiden
Nicolai Danmark Johannesen har store forhåbninger til fremtidens Reshopper med Jesper Buchs kompetencer ombord, og han giver gerne gode råd til andre iværksættere. Han mener, det er vigtigt at arbejde med investorer med gode kompetencer og erfaring og med folk, som selv har mærket på egen krop, hvad det kræver at starte en virksomhed op. Og især de langstrakte kontakter er af betydning:
“Sørg for at bevare og pleje relationerne. De mennesker, som har investereret i os, er nogen, som har kendt os i længere tid og har talt med os tidligt i forløbet, så det er vigtigt at passe på dine relationer. Bare fordi du får et nej nu, betyder det ikke, at det er et nej for evigt, så der er ingen grund til at smække en dør,” siger Nicolai Danmark Johannesen.
You shared your best knowledge on this topic and make available this information with everyone.There are so many users of windows 10 who wants to connect windows 10 OS desktop with remote access.
Your achievement in this site is the direct result of your dedicated effort towards reaching your goal.
Thanks for sharing