Voldsom debat over SOPA-piratkopieringslov: reel frygt eller overdrivelse?

5 år i spjældet for at synge Justin Timberlake på Youtube? Facebook, Twitter og Reddit, som nedlægges på grund af brugere, der linker til beskyttede film- og musikklip? Disse ”ekstremer” kan ifølge online brugere blive virkeligheden, hvis det amerikanske lovforslag Stop Online Piracy Act (SOPA) bliver vedtaget. Stærkt overdrevne holdninger? Det er der også dem, der mener. Vi sætter fokus på det omstridte forslags betydning i USA og for os herhjemme – og hører parterne for og imod.

Af Helena Jensen, hj@trendsonline.dk

Debatten og lovforslagene om online piratkopiering fortsætter. Seneste forslag i USA er SOPA, der skal udvide copyright-holderes muligheder for at skride ind over for online krænkelser af ophavsmæssigt materiale. Mens fortalerne, herunder den danske sammenslutning af de kreative brancher RettighedsAlliancen, ser forslaget som et relevant tiltag i forhold til at beskytte industrier og forbrugere, er tech-samfundet af den modsatte overbevisning og frygter for en omfattende censurering af internettet.

Formålet med SOPA: Lukning af piratkopieringssider og beskyttelse af amerikanske copyright-holdere og online brugere

Hvis forslaget træder i kraft, vil det blandt andet give copyright-holdere som film- og musikselskaber samt spilvirksomheder mulighed for at udstede påbud mod hjemmesider hos domstolene, der følgelig vil have beføjelse til at blokere domæner – der tilbyder materiale, de ikke har licens til, samtidig med at søgemaskiner kan forbydes at linke til disse domæner.

Det er noget, fortalerne mener først og fremmest vil sikre, at innovatørers indtægter ikke går til piratkopierings-siderne, som også populært kaldes ‘rogue sites’. Samtidigt er det fleres forståelse af loven, at den enkelte bruger kan blive straffet for at uploade ophavsstridigt materiale, selvom hovedfokuset forbliver på domænerne.

Maria Fredenslund, som er leder hos Rettighedsalliancen, det tidligere Antipiratgruppen, ser positivt på forslaget, som ifølge hende vil stimulere udviklingen på onlinemarkedet og gøre nettet til et mere sikkert sted at færdes for forbrugere:

”Det er rigtig positivt, at politikerne i USA tager onlineudviklingen seriøst og viser, at det er vigtigt at passe på de kreative produkter. Netop de kreative brancher har jo også et stort vækstpotentiale i Danmark, men det udnyttes ikke, for her er mellem 80 og 95 procent af brugen af online produkter ulovlig. Det vil sige, at der ikke sker betaling til dem, der har skabt produkterne. Et forslag som det amerikanske SOPA ser ud til at give mulighed for effektivt ved at stoppe for ulovlig brug af film, musik, litteratur med videre,” fortæller Maria Fredenslund.

Modstandere: Danske online brugere kan blive påvirket

Modstandere af forslaget kritiserer dog forslagets punkter for at være alt for brede og magtgivende. Ifølge Halfdan Timm, som læser jura og hyppigt blogger om piratkopiering, vil myndighederne få ”nogle meget voldsomme værktøjer” i kampen mod piratkopiering:

“At fjerne adgangen til sider med ophavsretskrænkende materiale og at fjerne deres økonomiske grundlag er, hvad SOPA er designet til at gøre. Men det er noget helt andet, som RIAA (læs: amerikansk filmbrancheorganisation) og lignende Antipiratgruppe-kloner i USA vil have mulighed for at gøre, hvis først lovforslaget bliver vedtaget over there,” skriver tech-enthusiasten i et blogindlæg i december på sitet gratisfilm.info

Henrik Jacobsen, der er skribent på sitet playstadium.dk og har fulgt SOPA-sagen nøje, mener forslaget “har alt for mange huller”, selvom han tror, intentionerne bag har været reelle nok:

”SOPA-lovgivningen, som den er i sin nuværende form, er meget vag. Der er for meget ‘hvis’ og ’såfremt’ og for få konkrete beskrivelser. Hvis SOPA bliver vedtaget, så kan myndighederne i teorien vælge at lukke for amerikaneres adgang til sider som Youtube, Facebook og Reddit, som jo også vil påvirke de danske online brugere, både på mængden af indhold, men også på driften af siden, idet virksomhederne pludselig mister halvdelen af deres reklameindtægter,” fortæller Henrik Jacobsen.

Mange internetvirksomheder, heriblandt Google, Yahoo, Facebook, Linkedin og eBay, har da også givet udtryk i offentligheden for en klar modstand imod forslaget. Ligeledes har hostingvirksomheden Go Daddy trukket sin støtte af forslaget tilbage, efter at knap 40.000 kunder har flyttet deres domæner.

Kan blive stopklods for iværksættere

Hos Rettighedsalliancen forholder man sig mere roligt til forslaget:

”Jeg er helt overbevist om, at SOPA aldrig vil stoppe lovlige brugergenererede tjenester som Facebook og Youtube, der ønsker at samarbejde med myndighederne. Jeg er ret sikker på, at sider som disse vil fjerne links og videoer, hvis de bliver bedt om det,” fortæller Maria Fredenslund og fortsætter: ”Man skal huske på, at rogue sites som The Pirate Bay jo gerne vil være ulovlige uden at have licens til de produkter, de distribuerer.”

Henrik Jacobsen tvivler også på, at SOPA vil føre til en decideret lukning af de store sider med brugergenereret indhold, men at udelukke at det kan ske vil ifølge ham kræve, at der foretages væsentlige ændringer af forslaget:

”I forhold til hvordan den amerikanske lovgivning ellers har været, er SOPA meget mere svævende, og det vil ikke kræve den samme juridiske dom som tidligere, før der kan lukkes for adgangen til en given side. Man kan frygte med et så vagt forslag, at det vil være en stor stopklods for iværksættere af sites med brugergenereret indhold som Facebook og Youtube, der simpelthen vil være bange for at gøre noget ulovligt,” udtaler han.

Hvilken indflydelse SOPA får i online verdenen, må vi vente med at se, til forslaget sættes til endelig afgørelse sidst i januar. Før det er muligt at foretage den endelige afstemning, har politikerne været og skal fortsat igennem en række ændringsforslag. Forslag, som modstandere håber, vil konkretisere forslaget, såfremt det alligevel skulle vedtages.

Læs mere om SOPAs indflydelse i en baggrundsartikel fra CNET eller find selve SOPA-forslaget her.

_______________

HVAD ADSKILLER SOPA-FORSLAGET FRA TIDLIGERE FORSLAG?

Det nye ved SOPA i forhold til tidligere amerikanske lovforslag om piratkopiering er, at man nu retter sig mod blokeringer af domæner, som det i forvejen er muligt i Danmark – et kendt eksempel herfra som også er blevet trukket frem i SOPA-sagen er blokeringen for danske brugere af verdens største piratkopieringsside The Pirate Bay tilbage i 2008. Før SOPA har fokuset særligt været på de personer, der rent faktisk uploadede materialet. Nu kan ejerne af de websteder, hvorfra materialet uploades eller blot linkes til, også blive straffet for brugerens ‘forbrydelse’. Baggrunden for dette fokus skal ses i lyset af, hvor svært det har vist sig at fange de reelle bagmænd.

Skrevet af

Læs også

Top