En gruppe på ikke mindre end 10 mænd og kvinder er gået sammen om at udvikle og klargøre en præsentation af startup’en Study2Business – en online platform, hvor de studerende kan komme i kontakt med virksomheder, der mangler kompetente folk til at udføre en mindre opgave for dem.
Det er Sebastian Haugaard, der studerer til Ingeniør i Business Development på Aarhus Universitet i Herning, der sammen med en partner, står bag idéen til startup’en Study2Business.
”Konceptet bag Study2Businees er en online platform for studerende og virksomheder, som kan formidle mindre arbejdsopgaver, som den studerende kan lave for virksomheden. På den måde får den studerende erfaring og et godt netværk og virksomheden får også mulighed for at skabe netværk samtidig med at de kan få en nem og billig arbejdskraft til mindre opgaver”, forklarer Sebastian Haugaard.
Mobile arbejdsopgaver tiltrækker både studerende og virksomheder
Idéen til Study2Business opstod ud fra hans egen erfaring som professionel vandskisløber.
”Jeg rejser verden rundt og har selv ofte spurgt virksomheder, om jeg ikke kunne få noget arbejde, jeg kunne tage med. Og det er denne mobile tankegang i forhold til arbejde, som vi gerne vil tage med videre i startup’en”, forklarer Sebastian Haugaard.
Gruppen har i løbet af weekenden nået at lave nogle undersøgelser, der viser at både studerende og især små -og mellemstore virksomheder, der ikke har råd til at finde en fastansat til mindre opgaver, er interesseret i konceptet.
Startup Weekend er helt genialt
På Startup Weekend har Sebastian Haugaard fået samlet en 10 mand stor gruppe til at arbejde på idéen, og gruppen er delt op i et teknisk og et businesshold bestående af både programmører, forretningsfolk og selvstændige. Sebastian Haugaard kendte en enkelt inden, men resten er kommet til her på Startup Weekenden, hvor hans idé blev valgt ud efter pitchen fredag.
”Inden pitchen fredag øvede jeg mig rigtig meget, og jeg brugte rigtig lang tid på at forberede de 60 sekunder, vi havde. Det var virkelig svært, og da jeg så skulle præsentere det. så glemte jeg det halve. Alligevel kom der rigtig mange interesserede hen til mig bagefter, så det synes jeg var rigtig positivt”, siger Sebastian Haugaard, der er synes, at konceptet bag Startup Weekend er helt genialt.
”Jeg vil virkelig opfordre alle til at gøre det, for man kan nå rigtig meget på en weekend, hvor man arbejder så koncentreret. Desuden har jeg mødt en masse nye mennesker og lært en masse siden vi kom.”
Han håber, at de søndag kan præsentere et layout til hjemmesiden og få en del af programmet til at virke. Derudover vil de også gerne have et koncept og en strategi klar.
”Afhængig af hvordan går søndag, så håber jeg at kunne samle nogle folk bagefter, der vil arbejde videre på idéen, for jeg kan mærke, at jeg virkelig brænder for det”, slutter Sebastian Haugaard.
Trendsonline ønsker held og lykke fremover!
2 kommentarer