Roozz gør det muligt på enkelt vis at køre software i browseren. Det er en ny teknologi, der gør det muligt at konvertere eksisterende softwarepakker til at køre i webbrowseren uden at skulle omprogrammere dem. Det kører lige så hurtigt, som hvis det havde været installeret med en cd.
Holdet bag Roozz består af fem personer, der er placeret på kontoret i Danmark og derudover fire i udlandet. Yderligt er der tilknyttet en del freelancers, som der også trækkes på.
Roozz har fået penge fra Accelerace Invest. Thomas Jam Pedersen, der er administrerende direktør hos Roozz fortæller, at var en lang proces, men med et stort udbytte:
”Først var vi igennem Accelerace program i efteråret 2011 og vi startede låneansøgningsprocessen i januar 2012 og vi fik de første penge i slutningen af oktober 2012. Men vi oplever, at de personer fra Accelerace vi har samarbejdet med, er meget kompetente.”
Der var flere årsager til, at de valgte at starte projektet op. Thomas Jam Pedersen uddyber tre afgørende faktorer:
”1. Mange undersøgelser igennem årene viser, at ca. halvdelen af alt det software som bliver kørt på computere, er piratsoftware. Det globale marked for pakkesoftware er på $400 Milliarder pr. år. Så hvis man kunne få blot 10 % af dem, som kører pirat software til at betale noget, så kunne dette skabe grundlaget for en virksomhed.”
”2. Grunden til at folk bruger pirat software, er som regel, at de kun skal bruge programmerne lidt, måske få dage, og derfor ikke kan forsvare at betale store beløb. Den måde softwareindustrien har prissat software på i de sidste 20 år, er efter tanken, at det er en professionel bruger, som skal bruge software ofte i sit daglige job.”
”3. Samtidig så har langt det meste pakkesoftware baseret sig på et koncept om, at man skal installere softwaren på sin maskine. Det var en god ide i 80erne og starten af 90erne, men nu giver det slet ikke nogen mening. Derfor har vi udviklet et koncept, hvor man kører softwaren i browseren, unde at skulle installere den først.”
På baggrund af disse tre faktorer, har de hos Roozz fundet på det, de synes er en fornuftig løsning:
”Vores løsning tilbyder, at slutbrugeren kan leje softwaren per dag eller per uge og kører det i deres browser, uden at skulle bøvle med serial keys, license agreements, updates, installationer etc. Vi synes, at det er en meget mere enkel og fair måde at bruge software på og vi håber, at ved at tilbyde dette, kan mange flere mennesker få adgang til lovlig software af høj kvalitet uden for meget bøvl og unfair priser.”
Thomas Jam Pedersen fortæller, at de stadigvæk står overfor et par store udfordringer. Udover at få teknologien til at virke, så de kan konvertere flest mulige softwareapplikationer til platformen samt få dem at køre stabilt på alle platforme, er det en udfordring at få softwareudbyderne til at gå med på modellen for lejeindtægt:
”Det er nøjagtig lige som da Spottify startede. Da havde de også MEGET svært ved at få nogle aftaler med pladeselskaber som ville være med på streaming modellen”.
Hos Trendsonline glæder vi os til at følge projektet, og ser frem til deres fremtidige vækst nu hvor de har fået et kapital indskud fra bl.a. Accelerace Invest.
1 kommentar