Den 18. april 2013 danner FÆNGSLET i Horsens rammen om en storstilet fest for it-virksomheder i Region Midtjylland. Anledningen er IT-AWARD 2013, der udover uddeling af fire prestigefyldte priser, byder på indlæg ved Stine Bosse og Jens Arentzen. Frem til 4. marts kan alle interesserede indstille kandidater til priserne.
Der er lagt op til en dyst mellem alle større byer i Region Midtjylland, når brancheforeningen it-forum midtjylland for 2. år i træk afholder AWARD-show den 18. april 2013.
Formålet er at hylde de gode initiativer i branchen i hele Region Midtjylland og at give de virksomheder, der har gjort en forskel, et velfortjent klap på skulderen.
Trendsonline.dk fik en kommentar fra it-forum midtjyllands kommunikationschef Randi Vestergaard:
”Der er linet op til en festdag – det handler jo om at hylde de bedste talenter i Region Midtjylland. Sidste år var der 150 deltagere, og i år vil vi rigtig gerne nå de 200. Det at vi holder en prisuddeling, håber vi vil vise vejen frem for nogen andre. Både de nominerede og vinderne vil stå som lysende eksempler for andre. ”
Dermed ønsker foreningen at lade de gode eksempler stå frem som inspiration og motivation for andre.
”Region Midtjylland satser massivt på it som vækstdriver og motor i genereringen af nye arbejdspladser. Digitalisering er et af regionens indsatsområder med det mål at være foregangsregion på det digitale område. Derfor giver det al mulig mening at hylde og fremhæve de gode eksempler, der kan bane vejen for andre”, udtaler direktør i it-forum midtjylland, Bo Sejer Frandsen.
Han opfordrer alle til at indstille sig selv eller andre, som på den ene eller anden måde har gjort en forskel i it-branchen, til én af de fire priser.
“Det er vigtigt, at vi får så mange som muligt af de gode historier frem i lyset – fra hele Region Midtjylland. Der findes helt sikkert en masse gode virksomheder, mennesker og projekter derude, som vi endnu ikke kender til – men som har fortjent at få opmærksomhed. En indstilling eller en nominering kan i sig selv være et fint rygstød – og hvis man så går hele vejen og bliver kåret som prismodtager på selve dagen, er det en stor anerkendelse.”
Det er muligt at indstille kandidater til IT-AWARD frem til den 4. marts 2013 via www.itaward.dk inden for følgende kategorier:
- Årets it-upcoming
- Årets it-innovation
- Årets Smart City-pris
- Årets it-pris
Det er muligt at indstille alle virksomheder, afdelinger, projekter, ansatte og selvstændigt erhvervsdrivende i Region Midtjylland, som beskæftiger sig med it, og alle med kendskab til it-branchen/it-projekter kan indstille kandidater på www.itaward.dk
Læs mere om AWARD 2013 på www.itaward.dk.
Update: kl. 13.34