Cardfever.dk er en ny dansk gavekortportal. Her kan man både købe og sælge ubrugte gavekort, samt købe billige gavekort fra diverse webshops og andre butikker. Trendsonline.dk har interviewet founder Martin Højbjerg Christiansen, der bl.a. fortæller om alt fra tankerne bag til fremtidsplanerne.
Ideen til Cardfever opstod som et resultat af egne behov:
”Idéen kom til os en dag, vi skulle have solgt et gavekort, og kiggede rundt på samtlige danske sider for at finde ud af, hvor der var størst chance for, at folk så det. Efter at have været alle hjemmesider igennem gik det op for os, at ingen hjemmesider på nogen måde stiller en service til rådighed, der gør det nemt, hurtigt og overskueligt at købe og sælge ubrugte gavekort mellem private – og det var dér, vi fandt ud af, vi faktisk havde fundet et hul i markedet,” fortæller Martin og fortsætter:
”Konceptet som det står i dag med deals osv. er blevet udviklet over tid, efter at flere virksomheder viste interesse, da vi kontaktede dem angående noget som simpelt som tilladelse til at benytte deres logoer.”
Martin forklarer, at Cardfever som gavekortportal har to fokusområder: Det er en privat gavekortportal, hvor man kan købe og sælge ubrugte gavekort. Derudover er der også en deal-site, hvor der ugentlig er tilbud på gavekort udbudt af diverse webshops og andre butikker.
”Vi har prøvet på at tage det bedste fra to verdener, og tænkt os at samle det til én bedre løsning,” uddyber Martin
Og umiddelbart virker det til, at folk tager det nye koncept til sig.
”Vi har generelt fået en rigtig god respons både fra webshopejere, men især forbrugere der virker meget glade for introduktionen af vores tjeneste – så de folk håber vi selvfølgelig på, at vi kan gøre tilfredse!” forklarer Martin.
Forretningsmodellen er ganske simpelt, at de tager et lille beløb, både når private handler og ved køb af deals.
”Vi har valgt at ligge beløbet som en meget lille procentsats, da vi tror på, at en høj procentsats nemt kan skræmme både køber og sælgere væk,” fortæller Martin.
Altid et skridt foran
En ting der har haft stor betydning for arbejdet med Cardfever, har været at de i teamet har kunnet arbejde struktureret, hvilket har hjulpet dem med at holde fokus. Et vigtigt redskab i den sammenhæng har været tjenesten Teambox.
”For at arbejde struktureret og altid have et overblik har vi flittigt brugt tjenesten Teambox. Teambox er et genialt værktøj, hvis man skal arbejde på det samme projekt, men er i tvivl om, hvor der skal tages fat for at få det bedste udbytte. Vores teambox er altid opdateret, så man altid bare kan logge ind og se hvilke opgaver, der er klar til at blive udført – på den måde er ingen i tvivl om, hvor de kan starte og slutte dagen,” forklarer Martin
De har på den måde sørget for altid at være et skridt foran deres tidsplan. Noget der til gengæld har været en stor udfordring, har været kommunikationen med de store virksomheder, der i første omgang ikke har vist den store interesse for konceptet.
.
”Vi tror dog på at, det er spørgsmål om nok folk har kendskab til os, så skal interessen også nok vise sig,” udtaler Martin
De håber på at skabe en øget interesse for Cardfever bl.a. via de sociale medier, hvor de vil have en tæt dialog med deres kunder – de skal have mulighed for at dele de oplevelser og erfaringer, de får ved at købe gavekort via Cardfever.
”Vi tror på, at et af de vigtigste kriterier for succes indenfor vores felt, er at have en tæt dialog med kunderne både på mail men også offentlig gennem sociale medier,” fortæller Martin.
Lige nu handler det dog først og fremmest om at få udviklet alle funktioner samt det sidste design til hjemmesiden.
”Derefter skal vi have gennemgået forretningsplaner, forventninger m.m. med en revisor, så vi kan få stiftet selskabet. Herefter mangler vi bare en aftale med Nets. Der er meget arbejde endnu, men vi gør alt hvad vi kan for at blive færdige!” afslutter Martin
Hos Trendsonline.dk ser vi frem til at se det færdige resultat, og ønsker Cardfever.dk held og lykke med det sidste arbejde.