Arkiver

Nyheder

Nem og hurtig fotodeling på mobilen med Albumm

Albumm er real-time synkroniserede, fælles fotoalbums på mobilen, hvilket gør det nemmere end nogensinde før at dele billeder med venner og familie. Der står et firekløver af founders bag Albumm: Klaus Vibjerg, Mathies Højmose Møller, Anders Højmose og Thomas Prehn – sidstnævnte har Trendsonline.dk interviewet.

Thomas fortæller indledningsvis, hvordan de fire endte med at arbejde sammen om Albumm.

”Konstellationen er blevet til ved, at Mathies og jeg har arbejdet sammen på en anden start-up – som I også har dækket: SHARELEAP – her stod Mathies for alt visuelt. Jeg var ophavsmand til ideen om SHARELEAP og co-founder,” fortæller Thomas og fortsætter

”Da jeg fik ideen til Albumm, hev jeg fat i Mathies, der har et designbureau med sin bror Anders. De var ret hurtige med på ideen om at gå efter fotodelingsmarkedet, og så manglede vi bare en mobiludvikler. Klaus fik jeg anbefalet af en god ven fra DR. Og så var vi nok til at kunne bygge Albumm, og da det er bootstrappet, er der afgørende, at founders kan klare alt på egen hånd”.

Thomas fik idéen til Albumm, som er real-time synkroniserede, fælles fotoalbums på mobilen, efter en dobbeltfamilietur, hvor de to familier primært havde taget billeder af hinanden. Det resulterede i en efterfølgende kamp med fælles DropBox-synk og flyt til billedopbevaringsprogram mv.

”Det var så at sige at stå midt i et erkendt behov, forestille sig at andre havde lignende udfordringer og tænke: “Det kan ikke passe, at der ikke er nogen, som har bygget en app der kan det!?”, for derefter at erkende at det var der ikke nogen, der havde gjort…” forklarer Thomas.

Da var de første spæde skridt til Albumm taget.

Intentioner om en gratis app
Albumm gør det lettere og smartere end nogensinde før at dele billeder med venner og familie – du har alle dine venners billeder på din mobil med det samme, og de har dine.

”Når vi siger, man får alles billeder, er det bogstaveligt: De ligger i din kamerarulle på din iPhone sorteret i mapper/albums – og ikke bare låst in-app i en lang social stream. Med Albumm er det slut med at bede venner og familie med at sende billeder efter en familieweekend eller tur på stranden. Man har dem i det øjeblik, de er taget,” forsikrer Thomas.

Og processen er ganske simpel: Opret et albumm og invitér venner – så får man en fælles registrering af begivenheder eller oplevelser.

”Opret et albumm og begynd at tage billeder og invitér så venner og familie som medlemmer af dit albumm, så de kan tage billeder og få billeder. Albumm deler billeder, allerede når de bliver taget – længe før du har lagt strandbillederne på Instagram eller samlet dine egne og vennernes billeder i en mappe på Flickr,” uddyber Thomas.

Albumm er gratis, og det er intentionen at holde mestedelen af den gratis fremover også. Dog mener Thomas, at en form for freemium-model er oplagt.

”Der er flere steder i servicen, hvor man ville kunne lægge en betaling på forbedret service. Men drømmen er, at den for evigt skal være gratis og i stedet ligge i et strategisk fit med en etableret spiller, fx DropBox, Flickr, Google Drive, Facebook eller andet,” fortæller Thomas

Han forsikrer dog om, at der aldrig vil komme reklamer i appen.

Fravalg er altid svære
En af de største udfordringer de står overfor med Albumm, er at få spredt appen. Ifølge Thomas er det altid svært at hamstre brugere. En anden udfordring er ligeledes at vælge, hvilke features der skal inkluderes næste gang.

”Vi har klart nogle sikre kandidater, men der er også par stykker, som er af mere strategisk karakter. Og de beslutninger kræver fravalg, så det er altid lidt svært,” forklarer Thomas.

Her i begyndelsen har de valgt at bootstrappe, indtil de ser, om Albumm fanger an. Thomas fortæller, at det allerede ser pænt ud:

”… og fordi app’en er noget man naturligt deler, ligger der også mulighed for en rimelig organisk vækst fremadrettet. Men det er klart, at jo flere vi får på hurtigt, des hurtigere og voldsommere kommer den organiske vækst. Så der er en stor opgave foran os omkring vækst på brugersiden,” uddyber han.

På sigt vil de søge at finde investering til yderlig vækst såvel internationalt som på produktsiden. Men det er stadig lidt ude i fremtiden. De har dog en plan for de næste seks måneder – på helt kort sigt vil de ifølge Thomas arbejde benhårdt på at videreudvikle Albumm på servicesiden.

”Vi har allerede to builds i pipelinen, som har vores fulde opmærksomhed. Og så har vi planer for en kampagne for brugervækst. Den kommer også i første halvdel af de seks måneder. I slutningen af de seks vil vi nok også begynde at kigge på initial investering, når vi har skabt traction nok til at bevise vores idés værd og vores teams evner. Så om seks måneder står vi forhåbentlig med en service, som er helt i top, en solid og trofast brugerskare og i skarp konkurrence med nogle af de øvrige (mere social-orientereret) fotodeling-apps,” afslutter Thomas

Hos Trendsonline.dk synes vi, det er rigtig cool med et dansk startup, der har mod på at konkurrere med de helt store – vi ønsker Albumm held og lykke, og vi glæder os til at se, hvad der kommer til at ske fremover.

Skriv et svar