Det danske startup Rushfiles, som vi skrev om i sidste uge om deres store succes med en ny whitelabel strategi, laver samarbejde med Solido, for at sikre endnu hurtigere adgang til kunders data.
Solido er en hosting-udbyder, der har Interxion i Ballerup. Interxion er et datacenter der nu kan tilbyde Rushfiles adgang til mere end 30 forskellige telenetværk.
”Vores forretningsmodel bygger på sikker adgang til data. Derfor har vi valgt Solido som samarbejdspartner, der har et udbygget set-up hos Interxion. Igennem Solido og Interxion får vi således adgang til de førende netværksudbydere herhjemme, så brugerne altid oplever hurtig adgang til deres data,” uddyber Morten Klank.
RushFiles’ store vækst forudsætter en sikker og skalerbar infrastruktur, så løsningen kan udrulles i selv meget store organisationer.
”Interxion lægger hus til en række af Danmarks førende hosting-selskaber som Solido, og vi er glade over at være en del af RushFiles’ store vækst herhjemme og forventer også at kunne understøtte dem i deres internationale vækst fremover,” udtaler Peder Bank, Managing Director for Interxion i Norden.
Matas bruger RushFiles til at anmelde butikstyve
En af de virksomheder, der benytter RushFiles’ software er Matas-kæden, når de udveksler oplysninger med politiet om butikstyverier i deres butikker landet over. Den krypterede adgang til Matas’ filserver er en forudsætning for samarbejdet, da der udveksles potentielt personfølsomme oplysninger til en offentlig myndighed.
Ambitionerne er store for RushFiles’ der i dag foruden Matas benyttes af flere tusinder brugere i Danmark, Brasilien, Indien, Holland og Schweiz. Målet er 23 mio. på seks kontinenter ved udgangen af 2016, hvor man også går efter at skalerer organisationen betragteligt fra 9 til 100 mand.