Arkiver

Nyheder

Din chance for at skabe Danmarks nye iværksætterpolitik

I november sidste år så et nyt parti dagens lys – med internationale ambitioner og et fundament af værdier som mod, humor og generøsitet, men uden et partiprogram.

Alternativet, som partiet blev døbt, bebuder en ny politiske tænkning inden for områder som bæredygtig omstilling, kunst og kultur, uddannelse og ikke mindst iværksætteri. Trendsonline har talt med partiets idemand Uffe Elbæk.

UffeElbæk

Iværksætternes parti ser dagens lys?

Det er en grå og kold januar måned, og de fleste mennesker er gået i en form for dvale for at holde den snigende kyndelmisse-tristesse fra døren. Men hos folkene bag det nystiftede parti Alternativet har de en anden måde at håndtere vinteren på. Her er man nemlig travlt optaget af at meningsudveksle og ideudvikle på de kerneområder, partiet har identificeret.

For øjeblikket går diskussionen på uddannelsespolitikken, men fra den 17. februar og godt en måned frem vil fokusset blive lagt på, hvordan det nye parti kan styrke iværksætterkulturen i Danmark. Uffe Elbæk fortæller.

”Vi er allerede i dialog med en række iværksættere i forbindelse med udviklingen på netop det politik-område. Men vi åbner også for en langt mere direkte involvering af alle der har tid og lyst til at udvikle partiets iværksætterpolitik i det vi kalder vores folkelige politiske laboratorier (både off- og online).”

Et reelt alternativ?

Partiet har stillet et eksperiment op for sig selv, for de vil forsøge at tænke globalt i alle ordets betydninger. Helt bogstaveligt betyder det, at Alternativet har et netværk af internationale tænkere og innovatører, som skal hjælpe med at udvikle og udbrede Alternativets budskaber. På iværksætter-området betyder det, at muligheden for iværksætteri tænkes ind i alle partiets kerneområder.

”Forskellen mellem Alternativet og de øvrige partier er for det første at vi tænker iværksætteri ind i alt hvad vi i øvrigt arbejder med. Dvs. hvordan kan uddannelsessystemet blive mere entreprenant? Hvordan kan kulturlivet blive mere entreprenant? hvordan kan arbejdsløshedspolitiken bliver [Sic] mere entreprenant? Osv.”

Partiet vil især lægge vægt på, at iværksætteri skal tænkes sammen med bæredygtighed i et ambitiøst samspil baseret på andels – og kooperationsbevægelsen tankegang, som de ind til videre kalder 4.sektor-virksomheder. Denne type virksomhed skal bygge på det bedste fra de private, offentlige og frivillige sektorer, vi kender i dag.

Som en naturlig forlængelse af denne tankegang har det nye parti også tænkt sig at slå et slag for at implementere flere public-private-partnerships. Det vil sige, at de offentlige instanser kommunalt, regionalt og nationalt skal udvikle strategier, som inkluderer små og mellemstore virksomhed og fremme de lokale iværksætter-miljøer.

”Der er ingen tvivl om, at den offentlige sektor er en afgørende aktør for at udvikle en stærkere iværksætterkultur.” – siger Uffe Elbæk.

Er iværksættere røde?

Folkene bag partiet var også hurtige til at melde ud at partiet vil pege på en rød regering, når det kommer til et valg.

Uffe Elbæk ser ikke nogen modsætning i at pege på en S ledet regering og gerne at ville fremme entreprenørskabet. Han påpeger, at den nuværende regering har afskaffet iværksætter-skatten og sat iværksætteri på dagordenen i forhold til folkeskolen, ungdomsuddannelserne og universitetsuddannelserne.

”Egentlig tror jeg ikke, at der er den store forskel mellem en borgerlig og en socialdemokratisk ledet regering på det her område. Alle vil gerne iværksætterne, spørgsmålet er bare, om de smukke ord bliver til reel handling. For hvis man tager iværksætterkulturen alvorligt, så vil det betyde en radikal anden måde at tænke uddannelse-, arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik på, og det er den proces vi virkelig gerne vil sætte skub i.”– mener Uffe Elbæk.

Uffe Elbæk understreger, at et bæredygtigt dansk samfund er helt afhængigt af en stærk iværksætterkultur, og fremtidens problemstillinger kræver en langt mere kreativ og entreprenant befolkning, end vi ser i dag.

Udenfor i mørket drysser sneen stadig ned. Indenfor bliver iværksætteriet gentænkt som en essentiel del af et globalt samfundssyn.

alternativetlogo

Bliv hørt

Alternativets partiprogram fremlægges den 11. juni på folkemødet på Bornholm. Indtil da kan du få en finger med i spillet på alternativet.dk.

Skriv et svar