De fire Conferize-bagmænd, Jon Schäffer (billedet), Martin Ferro-Thomsen (billedet), Martin Wulffeld og Jesper Vestergaard, har fået en plads på den fornemme liste over Event Innovators 2014 fra BizBash.
De fire co-foundere i Conferize, eventplatformen der giver det samlede overblik over professionelle events og samtidig muligheden for at følge eventets sociale platforme, blev i sidste uge en del af BizBash‘s eksklusive liste over Event Innovators 2014 inden for teknologi.
En liste af fornemt selskab
Amerikanske BizBash, som er en autoritet inden for den internationale event-verden, offentliggjorde i sidste uge deres 2014-liste over de mest innovative mennesker og event brands og har deriblandt navngivet Conferize blandt de mest centrale innovatører lige nu. På listen får Conferize selskab af blandt andre tech-konferencen The Summit og formidlingsplatformen TED Conference – en liste, som i Martin Ferro-Thomsens øjne er attraktiv at stå på:
“Det er en meget stor anerkendelse fra den mest etablerede autoritet i den internationale eventverden. Næsten alle, der betyder noget for industrien har været på den liste,” siger Martin Ferro-Thomsen til Trendsonline.dk.
Valget bliver ifølge Conferizes blog begrundet med disse ord af Chefredaktør på BizBash Anna Sekula:
“Conferize var villige til at tage risiko og finde muligheder for at skabe ægte engagement og værdi, hvilket er grunden til, at vi besluttede at fremhæve dem og deres arbejde.”
På rette vej i markedet
Martin Ferro-Thomsen er ikke i tvivl om, at det betyder noget at få anerkendelse fra BizBash’s side:
“Det er jo en reel blåstempling, både internt og eksternt, at vi er på rette vej i markedet, og at teamets hårde arbejde kollektivt bærer frugt. Vi er stolte og glade,” siger Martin Ferro-Thomsen.
Se hele listen over Event Innovators 2014 her. Og læs mere om, hvad organisationen BizBash laver her.
Læs her om annonceringen af samarbejdet med TEDx Copenhagen tilbage i marts.