Arkiver

BusinessNyhederRoskilde Festival

Bærbart batteri til mobilopladning er en million-forretning

På kun 2 år har iværksættervirksomheden Volt skabt en million-forretning, hovedsageligt baseret på udlejning af bærbar mobilopladnings-service på festivaler i hele Europa samt nu også USA.

Volt har gjort det muligt at være smartphone-bruger på festival. Du kan nu nemt og bekvemt benytte deres lejeordning af det, der bedst af alt kan betegnes som små batterier, hvis funktion er at fungere som en bærbar stikkontakt til mobilopladere.

Volt_RuneSchostagNielsenAllerede 20.000 udlejninger på Roskilde Festival

Rune Schostag Nielsen sammen med brødrene Tobias og Trygve Aabye Dam er idémændene bag konceptet Volt, som igen i år er tilbage på højt aktuelle Roskilde Festival 2014, hvor de netop har fejret kunde nummer 2o.000.

Iværksætter-teamet fra DTU kørte et succesfuldt pilotprojekt i 2012 og havde sidste år udsolgt ved en kapacitet på 10.000 batterier – indkøbt, pakket og udlejet gennem Volt. I år har teamet medbragt et nyt produkt udviklet af en dansk producent med en langt bedre batterikapacitet end det tidligere indkøbte, og som samtidig er mere holdbart – især over for fugt. De har oprustet med 30.000 batterier klar til udlejning på Roskilde Festival, der afholdes denne uge.

“Vi har netop ramt 20.000 udlejninger ved Roskilde Festival 2014, hvilket allerede er en fordobling af sidste år, ligeledes regner vi med mere end en fordobling af vores kunder set over hele året, da vi satser på at nå 100.000 kunder i 2014,” fortæller Rune Schostag Nielsen Trendsonline.dk fra en Roskilde Festival i fuld gang.

40 % omsætning fra udlandet og en lys fremtid i sigte

Forventning for omsætningen i 2014 lyder på omkring 25 mio., og Volt fortæller, at de er nødsaget til at rette fokus mod udlandet, hvis de skal fortsætte den nuværende vækst, da det netop er uden for hjemmemarkedet, at de rigtig store festivaler findes.

”I år er vi på i alt 31 festivaler heraf 11 i England, 11 i Tyskland, samt repræsenteret i Schweiz, Sverige og Danmark, oven i det har vi netop afsluttet vores første festival i USA, som var en stor succes, og der blev taget rigtig godt imod vores produkt,” siger en stolt Rune Schostag Nielsen.

Mulighederne er mange for Volt, og teamet ser nu på mulighederne for at ramme flere festivalsæsoner og dermed forlænge deres kerneindtægt. Dette overvejer de at gøre ved at søge helt nye geografiske markeder som for eksempel Sydamerika og Australien, der af gode grunde har festivalsæsoner, der ligger modsat hjemmemarkedet.

”Vi er et internationalt firma – og et internationalt hold – 40 % af omsætningen i 2013 fandt vi i udlandet og i 2014 forventes minimum det samme,” fortæller Rune Schostag Nielsen.

Med et internationalt team føler Volt sig godt rustet til denne udfordring. Udover at udvide geografisk overvejer de også andre større begivenheder end netop festivaler, hvor folk ikke vil løbe tør for strøm.

”Vi har blandt andet fået henvendelser fra konferencer, forskellige musik-events og sågar en større udenlandsk golf turnering, så vi har en masse at se til,” fortæller Rune Schostag Nielsen Trendsonline.dk.

Beholder vækst og jobs i Danmark

Mens meget af omsætningen kommer fra udlandet har Volt-teamet ikke planer om at flytte hovedkontoret, fastslår Rune Schostag Nielsen.

“Vi forbliver danske som det ser ud nu, og har som sagt skabt 20 fuldtids arbejdspladser samt har et hold på 60 personer, der er sæsonansatte.”

Volt består nu af 20 fuldtidsansatte, plus omkring 30 festivalstilknyttede projektmedarbejdere, og de regner med at gøre brug af mere end 1.000 frivillige henover sommerens festivaler rundt omkring i verden.

2 kommentarer

Skriv et svar