Arkiver

DebatNyheder

Gæsteindlæg: Har du fokus på dine produktsider?

Har du nogensinde været irriteret over, at du ikke kunne finde svar på de spørgsmål, du havde om det produkt, du er i gang med at købe online? – Af Sidsel Birkholm.

Jeg køber meget på nettet, specielt efter, at jeg har fået små børn. Det er virkelig dejligt, at kunne finde iPad’en frem om aftenen, efter de er lagt, og få bestilt flyverdragter og gummistøvler.

For nylig skulle jeg netop købe gummistøvler til mine tvillinger. Jeg måtte igennem flere webshops, før jeg fandt et site, der havde gjort sig den umage at skrive de præcise indvendige mål af støvlerne samt vejledning til hvilken størrelse, man skulle vælge. Ordet ’voksetillæg’ er f.eks. et væsentligt begreb ved indkøb af børnesko.

Produktsiden er derfor en meget vigtig spiller i den besøgendes beslutningsproces.
Produktsiden skal besvare alle spørgsmål, en bruger måtte have, da e-handel mangler det fysiske sælgerled til at guide og informere kunderne.

Har du fokus på dine produktsider?
Har du brugt energi på dine produktsider? Ellers er det tiden til at spidse blyanten og tilkalde din professionelle fotograf.

Alt for ofte virker produktsiden ikke, eller at produktsiden er uklar. Man ser ofte alt for små billeder, i en for lav opløsning, endvidere er der ofte også alt for få billeder. Når det kommer til beskrivelser er de ofte ultrakorte og upersonlige, dermed er det intet under, at de besøgende vælger at browse videre.

Er dine produktsider ikke i orden, kan den besøgende ikke vide, om produktet faktisk imødekommer deres krav. En kunde køber produktet i den tro, at det er noget andet, bliver skuffet og returnerer det.

3 tips til at forbedre din produktside

Tip 1 – Brug billeder, man faktisk kan se.
Dine billeder skal være store og taget af en professionel fotograf. De besøgende kan med det samme se, hvis du selv har været i gang med at forsøge at tage billeder og redigere dem.

Den besøgende skal kunne se produktet fra flere sider. Gerne også i en sammenhæng, så man får et indtryk af, hvor stort produktet er. Den besøgende skal kunne zoome ind og se detaljer.

Tænk på, at dine besøgende ikke kan røre produktet. Dine fotos skal fange deres blik og interesse. De skal kunne se, dufte, røre, trykke – alt sammen ud fra at rotere og se på dine billeder. De skal kunne se størrelser, farver, kvalitet. Et website, der går det eminent er Net-a-porter.com.

Tip 2 – God produktbeskrivelse
Produktbeskrivelsen er den andel del, som de besøgende forholder sig til. Få styr på, hvad det er for spørgsmål, dine kunder stiller, og har brug for at vide for at kunne tage en beslutning. Spørg dine kunder, interview dem.

Har du meget tekst, så del teksten op. Det vigtigste først og derefter faneblade med yderligere information. Ikke for meget marketing tekst, men konkrete beskrivelser, som den besøgende kan bruge til noget.

Husk på, at der ikke står en sælger ved siden af den besøgende, som kan svare på alle deres spørgsmål. Er der for lidt tekst, kan det være en hindring. Den besøgende tør ikke foretage købet, hvis de ikke er sikker på, at det er det rigtige de får.

Tip 3 – Pris og ”Læg i kurv” skal stå tydeligt
Når den besøgende har fundet et produkt, som de er interesseret i at købe, er det vigtigt, at det er så enkelt som muligt at lægge produktet i kurven.

Det betyder, at du skal vise en tydelig pris og knap til at lægge produktet i kurven. – og give tydelig visuel feedback til den besøgende, at produktet er blevet lagt i kurven. På den måde kan brugeren koncentrere sig om at shoppe videre.
Optimering af dine produktsider
Det er et stort stykke arbejde at lave gode produktsider, men det er det værd. Du gør det med et klart fokus. At hjælpe dine kunder med at svare på deres spørgsmål, så de bliver glade for at handle hos dig.

Husk at teste om din produktside fungerer på mobile enheder. For det er måske fra mobiltelefonen, at de fleste besøger din webshop?

Skriv et svar