Arkiver

EventsNyheder

Ny accelerator for startups med flere bundlinjer

Har dit startup et social, kulturelt eller miljømæssigt fokus, så er det nu, du skal tilmelde dig KPHs skræddersyede acceleratorprogram for lige netop den målgruppe.

Af Tina Søndergaard

Acceleratoren hedder ‘Trial & Error‘ og løber over seks måneder fra 28. maj til 13. november. De udvalgte får undervisning, sparring, værktøjer og praktiske afprøvninger med klare individuelle målsætninger.

Samtidig får deltagerne seks måneders gratis kontorplads på KPH Projects, og bliver en del af kontorfællesskabet sammen med resten af KPH’s beboere. Der vil også være adgang til KPH’s faciliteter, netværk og kompetencer samt eksterne mentornetværk med omkring 100 tilknyttede mentorer fra den offentlige og private sektor med hver deres specialeområde og spidskompetencer.

Mentorerne kan være behjælpelige med rådgivning indenfor områderne kommunikation, strategi, værdiskabelse, ledelse, økonomi, forretningsmodel, salg og meget mere, der hjælper en afprøvet konceptskitse til at blive til skalerbar innovation.

Søger tænkere på tværs af sektorer

KPH er i særlig grad på udkig efter iværksættere og ildsjæle, der overskrider de normale sektoropdelte grænser for at skabe værdi. De leder efter iværksættere der kommer med løsninger til samfundets udfordringer.Lonnie Pedersen KPH

“Med Trial & Error tager vi fat i krydsfeltet mellem sociale, miljømæssige og kulturelle iværksættere og vil styrke det vækstlag af iværksættere, der opererer med mere end én bundlinje, altså som også har en målsætning, der ikke er økonomisk. Det kan være et socialt, kulturelt eller miljømæssigt mål, ” forklarer projektleder for KPH, Lonnie Pedersen.

Deltagernes koncepter skal placere sig indenfor socialt, kulturelt eller miljømæssigt iværksætteri og skal være et team på minimum to personer. Derover skal der være et veludformet “proof of concept”, altså en afprøvet prototype på konceptet, der demonstrerer dets potentiale.

Ung accelerator har allerede vist resultater

Selvom det i år bare er andet år, KPHs acceleratorprogram kører, har et par af programmets tidligere deltagere allerede haft succes til at rejse investeringer på baggrund af forløbet.

Teach First er et eksempel herpå. Det er en nonprofit organisation, som engagerer og efteruddanner de mest kompetente fra universiteterne til at være rollemodeller for børn og unge i folkeskolen, der har brug for det. Organisationen har rejst omkring 1,5 million kroner.

En anden tidligere deltager er Unfair Fashion. De er en eksponeringsplatform for unge designere med bæredygtige visioner, der arrangerer events, hvor nordiske designere kan få muligheden for at vise deres design og samtidig udvide deres netværk til branche og publikum. Virksomheden har rejst 500.000 kroner under og efter Trial & Error-forløbet.

Der er frist for tilmeldelse til forløbet på fredag den 1. maj klokken 12.00.

Hvis du vil vide mere om, hvad du kan få ud af at deltage i acceleratorprogrammet og lære mere om kriterierne for deltagelse, kan du blive yderligere oplyst her.

Du kan tilmelde dit startup her.

Skriv et svar