Danmark ligger højt på den internationale liste over antal industrirobotter per 10.000 ansatte. Øverst på listen ligger Sydkorea, Japan og Tyskland. Særligt indenfor de sidste 20 år er en stor del af produktionen i Danmark overgået til robotter.
Af Lisa Svane Baltzer
Antallet af robotter i dansk industri er støt stigende, og Danmark er nu blandt de lande i verden, der er mest automatiserede i forhold til mængden af ansatte i industrien.
Bilproducerende lande som Sydkorea og Japan er de mest automatiserede lande med henholdsvis 396 og 322 robotter per 10.000 ansatte, mens Tyskland, Sverige og Italien ligger højest blandt de europæiske lande. Til sammenligning har Danmark 155 robotter pr. 10.000 ansatte. Tallene stammer fra Ingeniørernes interesseforening IDA, der har foretaget en analyse af automatiseringen i industrien.
Det kan betale sig at flytte dansk produktion hjem igen
For nogle danske virksomheder giver øget automatisering mulighed for at få en tidligere outsourcet produktion flyttet hjem til Danmark. Et eksempel er den danskejede producent af nitrogenanlæg Oxymat A/S, der netop har investeret 10 millioner i at få en højt automatiseret produktionslinje flyttet, hvilket har gjort det muligt at flytte dele af produktionen fra Slovakiet til Danmark.
”Vi ønsker at beholde flest mulige opgaver i egenproduktion. Det er altid nemmere at kontrollere egenproduktion end underleverandører, og med den nye investering i Danmark vil vi først og fremmest tage outsourcede produkter hjem. På den måde har vi fuld kontrol over leveringstider og kvalitet”, siger CEO og hovedaktionær Jesper Sjögren i en pressemeddelelse.
I bunden af listen over automatiserede lande ligger Indien – et land som mange outsourcer deres produktion til. Tallene vidner om, at det stadig er manuelt arbejde, der udføres i den indiske industri.