Arkiver

E-handelNyhederSustainable TechSustainable Tech

Bæredygtig mode skal puste nyt liv i undertøjet

Undertøj er noget, der jævnligt udskiftes, men ofte er det ikke noget, forbrugeren går op i på samme måde som andre forbrugsvarer. Det vil holdet bag Organic Basics nu gøre op med.

Konceptet bag Organic Basics er at sørge for undertøj i nydeligt og enkelt design, god kvalitet og levering til døren. Undertøjet designes i økologisk materiale, og her tænkes der i første række på bæredygtig mode.

Startup virksomheden Organic Basics er både dansk og San Fransisco-baseret. Virksomheden tæller syv opstartere, der alle har erfaringer med iværksætteri på den ene og anden måde. Undertøjsprojektet, som de syv er samlet om, tager afsæt i, at alt for mange mænd glemmer at skifte deres gamle og slidte underklæder ud. Derfor kan en abonnementløsning komme problematikken til livs, hvor det som abonnent er muligt at få tilsendt undertøj direkte til postadressen på enten månedsbasis, hvert kvartal eller hvert halve år.

Christoffer Immanuel, partner og medstifter fortæller, at abonnementservicen skaber værdi i form af tilbagevendende kunder hver måned:

“Nu startede vi rigtig godt ud med Organic Basics på Kickstarter, og det har været en enorm styrke for os, fordi vi allerede fra start havde en stor kundegruppe. Vi har arbejdet hårdt for at holde den store udvikling og har samtidig kunne konkludere, at vores abonnementservice skaber grundlag for en stærk forretning, fordi vi har tilbagevendende kunder hver måned, hvilket skaber et mere stabilt cashflow. Vi erfarede samtidig i vores store fokus på abonnementservicen, at dele af vores målgruppe ønskede muligheden for enkeltkøb. Derfor implementerede vi den funktion på vores nye webshop www.organicbasics.dk, og det har vist sig at være et klogt valg. Vi udvikler os nu både i forhold til abonnementer og enkeltkøbskunder. ”

Læs også: Organic Basics: Verdens bedste undertøj

Crowdfunding gav USD 10.000 inden for 48 timer
Organic Basics projektet tager endnu en trend til sig, og fra start har det været besluttet, at projektet lanceres med hjælp fra forbrugerne. Flere og flere opstartsprojekter og virksomheder samler monetære midler ind gennem offentlig crowdfunding, hvor det for iværksætteren handler om at sælge produktet til kunden, før produktet reelt findes – det handler altså om at sælge den gode idé, og fundraising-metoden har vundet stor fremgang i nutidens forretningsplaner.

Organic Basics brugte sitet Kickstarter, hvor kunderne forudbestiller produkter eller produktpakker. Den overordnede forbrugerdrevne forretningsmetode vil i sidste ende samle den nødvendige kapital ind til at få sat produktionen i gang. Men penge kommer ikke i vejen for det gode produkt, og bevaringen af den gode kvalitet er omdrejningspunkt for projektet.

Den forudgående crowdfunding for Organic Basics havde et mål, som til at starte med hed at samle USD 10.000 sammen indenfor en given periode. Allerede indenfor 48 timer efter indsamlingen blev skudt i gang, var dét mål nået, og der blev plads til at sætte nye mål.

“Da vi startede Organic Basics, så vi nogle trends og nogle tendenser, der pegede mod kvalitet og ‘convenience shopping’. Vi testede vores koncept af på kickstarter og blev i den grad bekræftet i vores tese. I løbet af 48 timer havde vi nået vores mål og var 100% funded,” siger Christoffer Immanuel.

Læs også: Organic Basics går online efter succesfuld Kickstarter kampagne

Lav-involveringsprodukter sælges som en service
Christoffer Immanuel, partner og medstifter forklarer, at valget på herremode dels skyldtes Organic Basics forretningsmodel dels deres ekspertise på området. Derudover er det målet at gøre det så let for forbrugeren som overhovedet muligt.

“Vi har valgt at tage udgangspunkt i herremode af flere gode grunde. Dels ser vi, at vores forretningsmodel i større grad henvender sig til herrer. Derudover er vores ekspertise indenfor herremode, hvorfor det faldt os naturligt at starte med herrerne. Vi tror på at lav-involverings- produkter i fremtiden hovedsageligt vil være online, og som hovedsageligt sælges som en service, så man som forbruger ikke skal bekymre sig om dette,” siger Christoffer Immanuel.

Behov for at nytænke online tøjbrands
Hos Organic Basics oplever de, at deres målgruppe i høj grad værdsætter den økologiske kvalitet, som undertøjet fremstilles i. Også den bekvemme måde at handle undertøj på tiltrækker kunderne.

”Vi ser, at vores målgruppe sætter pris på vores høje økologiske kvalitet, og ‘convenient’-delen af vores online abonnement service. Vi ser, at der er et behov i markedet for at nytænke online tøjbrands. Brands som specialiserer sig udelukkende i onlinesalg, og som ikke bruger penge eller tid på at komme ud i butikker. Vi tror på, at vores digitale tilgang til vores brand er og i stigende grad bliver vores største styrke,” forklarer Christoffer Immanuel.

Vækster med 15 % om måneden
Christoffer Immanuel fortæller, at man hos Organic Basics oplever en pæn vækst hver måned, som overstiger forventninger set ud fra det marked, de opererer på:

“Det er svært at sammenholde sidste års tal, da vi endnu ikke har været på markedet i et helt kalenderår. Sidste år havde vi et enormt godt julesalg og oplevede dage med 50+ subscribers på en enkelt dag, og det er helt klart målet, at vi skal slå det i år. Vi vækster pt. med 15% om måneden, hvilket er mere end vi havde turde håbe på, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at vi konstant arbejder med at vækste Organic Basics.”

 

Skriv et svar