Arkiver

NyhederSustainable Tech

Mash Biotech – når slam bliver til guld

Den nye danske startup, Mash Biotech, er cirkulær økonomi i fuldt flor. Startuppen omdanner slam fra renseanlæg til CO2-neutral bio-olie, som kan erstatte rå-olie i den maritime sektor, og fosforholdig koks, der kan bruges som gødning i landbruget.

Mash Biotech har gjort slam til en potentiel guldgruppe. Holdet bag startuppen har skabt en reaktor, der kan forbrænde slam fra renseanlæg på en helt særlig måde uden ilt og omdanne det til bio-olie og fosforholdig koks.

”Det er lykkedes os at skabe en proces, der gør slam til en CO2-neutral bio-olie. Bio-olien kan sælges til industrien og i særdeleshed til den maritime sektor, hvor den kan bruges i stedet for råolie på de store containerskibe eksempelvis,” fortæller Jakob Bejbro Andersen, CEO ved Mash Biotech.

Netop den maritime sektor og de store rederier er blandt Mash Biotechs målgruppe som potentielle aftagere af bio-olien. Den fosforholdige koks, der også kommer ud af processen, kan på grund af varmebehandlingen bruges som gødning i landbruget. Det betyder, at al den slam, som alverdens renseanlæg tidligere har haft store problemer med at skaffe sig af med, nu kan omdannes til to CO2-neutrale og bæredygtige produkter. Produkter der tilmed er et stort behov for på verdensplan – både råolie og fosfor i naturlige forekomster er vi ved at løbe tør for.

Mash Biotech løser en lang række problemer

  • Renseanlæg slipper for en markant del af den slam, der indtil nu har været et stort affaldsproblem.
  • Landbruget er ved at løbe tør for fosfor til kunstgødning – det kan de nu få i form af fosforholdig koks.
  • Den CO2-neutral bio-olie kan erstatte den råolie, som hives op af jorden.
  • I modsætning til eksempelvis biobrændsel baseret på fødevarer som majs eller raps er den bio-olie, som Mash Biotech producerer, baseret på et affaldsprodukt som ingen andre udnytter. Bio-olien er helt basalt skabt af slam, der blandt andet består af lort, brugt toiletpapir og andet affaldsmateriale fra kloaksystemet.

Starter globalt – vil gerne være lokale i fremtiden
Teknologien bag Mash Biotech har teamet udviklet på DTU, hvor deres test-reaktor stadig bliver brugt til at optimere processen og produkterne. Men i modsætning til mange andre startups har Mash Biotek faktisk allerede forretningen kørende i Indien – de er altså startet globalt. Den globale start skyldes startuppens indiske CTO, Krishna Hara Chakravarty, der påpegede, at man i Indien har en stor viden om de relevante teknologier. Det gav anledning til en ændring i startuppens strategi, og de valgte at bygge og teste deres prototyper i Indien i stedet for Danmark.

”I årtier brugte man i Indien gamle bildæk og andet gummiaffald til at producere olie. Det var en utroligt miljøbelastende proces og et produkt, der absolut ikke var bæredygtigt. Heldigvis er det blevet ulovligt i dag,” forklarer Jakob Bejbro Andersen.

Mash Biotech kontaktede nogle af de steder, hvor man tidligere producerede den stærkt forurenende gummi-olie og fik sat gang i et værdifuldt udviklingssamarbejde mellem den danske startup virksomhed og en indisk produktionsvirksomhed. På den måde er nogle af de tidligere miljøbelastende, indiske virksomheder således kommet i sving med at producere CO2-neutral bio-olie.

”Vi har simpelthen haft held til at starte vores virksomhed op i Indien ved hjælp af lokale kræfter. Med vores indiske samarbejdspartnere har vi haft en unik mulighed for at bygge adskillige prototyper og modificere dem gentagne gange – noget der ville være helt umuligt at realisere i Danmark. Vi har desuden fået valideret vores forretningsmodel ved at prøve processen af i Indien. Vores sigte er globalt – men vi vil helt bestemt også gerne starte op i Danmark,” lyder det fra Jakob Bejbro Andersen.

Det indiske marked er ifølge Jakob Bejbro Andersen et kæmpe marked – et multimilliard marked ligefrem. For at rykke forretningsmodellen til Danmark i fremtiden, skal kvaliteten af bio-olien op. Jakob Bejbro Andersen fortæller, at Mash Biotech er godt på vej mod den rette kvalitet, men der skal stadig optimeres. Olie er en handelsvare med en helt specifik standard – i Indien er kravene lidt lavere end i Danmark.

Deltager i grønt accelerator program
Mash Biotech er en del af det nyeste kuld i Accelerator program, som Climate-KIC står bag. For nylig deltog de i en workshop i Lund, hvor de blandt andet fik rådgivning omkring forretningsudvikling og mulighed for at netværke med andre cleantech virksomheder.

”Det er helt unikt for et accelerator program at fokusere på startups, der kan gøre en forskel på klimaområdet og som samtidig har et kommercielt fokus,” forklarer Jakob Bejbro Andersen og uddyber:

”Det er utrolig nyttigt at være med i et netværk med andre cleantech virksomheder, der møder de samme barrierer som os – og som også har den samme grønne dagsorden.”

Koblingen af den miljømæssige og den kommercielle dimension giver, ifølge Jakob Bejbro Andersen, Mash Biotech en god ballast og hjælper deres forretning til at sætte sejl mod nye fremtidige mål.

Skriv et svar