Kasper Kim Smidt er ny COO i det københavnske kontorfællesskab Founders House, der ligger i startupmiljøets eget Startup Village CPH. Den nye COO er kun 25 år gammel, men har allerede en imponerende erfaring bag sig. Og han ser kun fremad.
Jeg møder Kasper Kim Smidt på Islands Brygge i det københavnske startup-fællesskab Founders House, der er en del af det større startupmiljø, Startup Village, hvor han netop blevet ansat som COO. Jeg tager en gammel industrielevator op til den første af Founders House’s i alt tre etager. Her mødes jeg af Kasper, der med et stort smil byder mig velkommen og viser mig gennem kontorlandskabet med Skype-rum, tyrkiske tæpper og loungeområder med puder og sækkestole. Han viser mig op til anden sal, hvor vi sætter os i et af de mange glaslokaler. Han har brygget en stor kande stempelkaffe.
”Jeg er lige blevet skudt til at være 31. Jeg blev helt forbavset,” fortæller Kasper, da vi sætter os. Han er 25.
”Det var af en virksomhed, der sidder herinde, som jeg har hjulpet med at få to rådgivere ind i deres advisory board. De mente ikke, det kunne passe, at jeg allerede havde lavet så mange ting, når jeg er så ung,” fortæller Kasper med et grin, der afslører en snert af stolthed, men mest af alt forbavselse. I Kaspers optik er 25 år nemlig ikke nødvendigvis alderen på en ung iværksætter.
”Jeg tror bare gerne jeg vil fremad,” forklarer han.
Det går ikke at få vasket tøj af sin mor som 18-årig
Kaspers historie starter i sabbatåret efter gymnasiet. Som 18-årig blev han student fra Ordrup Gymnasium på Matematik-fysik-kemi-linjen. Han vidste ikke, hvad han ville, kun at han ikke havde lyst til at læse videre lige med det samme. Som mange af sine venner tog han derfor et sabbatår, og så skal man jo have et arbejde, fortæller Kasper.
”Jeg tog et job, fordi min mor ville have, jeg skulle til at betale husleje og hjælpe til derhjemme. Og det tror jeg, var et rigtig spark for mig. Noget der satte mig i gang,” fortæller Kasper, der på daværende tidspunkt boede alene med sin mor på Østerbro. Hans forældre er skilt.
Jeg rynker på næsen over det med huslejen. Men Kasper synes, det var helt fair.
”Det var kun fedt. Når man er 18, men vælger at bo hjemme, så må man jo betale husleje og hjælpe til med de huslige pligter. Det går jo ikke, at man får vasket tøj af sin mor, når man er 18 år,” siger Kasper med et glimt i øjet.
Om at fri til en kvinde med en avis
Sammen med en gruppe venner valgte Kasper derfor at blive gadesælger for Berlingske Tidende. ”De der irriterende mennesker, der jagter dig på strøget”, som Kasper formulerer det.
”Det var min første erhvervserfaring, og jeg synes, det var vildt sjovt. Jeg kom jo lige fra skolebænken, og vidste slet ikke, hvad noget var endnu. Så blev jeg kastet ud i den her hverdag, hvor jeg skulle stå på gaden og interagere med en masse fremmede mennesker. Det fandt jeg hurtigt ud af, jeg rigtig godt kunne lide,” siger Kasper.
”Den dialog, der var med folk man ikke kender – og den glæde man fik af at lave et salg. Det tændte mig virkelig”.
På sin første dag solgte han mere end sin coach, der skulle lære ham jobbet, og efter kort tid var han blevet udnævnt til topsælger. Noget der senere skulle vise sig at blive reglen frem for undtagelsen i Kaspers karriere.
”Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare ikke den der barriere, når jeg skal møde fremmede mennesker. Jeg kunne for eksempel sagtens finde på at gå ned på knæ på gaden med en avis til en kvinde, for sjov, som om jeg friede til hende. Så stoppede hun jo. Og så kunne man ligesom få en dialog i gang derefter,” siger Kasper og slår armene ud med et smil.
Som topsælger fik Kasper tildelt ’topspottet’, foran Illum på Strøget. Her stod han i godt et år, gennem den kolde vinter i 2010, iført skitøj og to sæt underbukser, men uden at miste hverken modet eller humøret.
Efter et år havde han sparet nok penge sammen til at tage til Canada som skibums, og da han efter nogle måneder vendte hjem igen, lå der et jobtilbud hos en nyopstartet mobilplatform og ventede på ham.
”Jeg sagde blankt nej. Telefonsalg var ikke noget jeg havde lyst til. Jeg var mere til face-to-face-salg. Men jeg blev overtalt til sidst og kom så ind som sælger hos Onfone,” fortæller Kasper.
Efter to uger blev han en af deres topsælgere.
”I min verden er der ikke noget, der hedder overarbejde”
Kasper læner sig tilbage i stolen og lægger armene over kors. Han kigger ud i luften.
”Jeg er meget et arbejdsmenneske. Jeg ser både arbejde som en privatting og en arbejdsting. Så når jeg kommer ind i en ny virksomhed, vil jeg bare gerne vise, hvad jeg dur til,” forklarer han til spørgsmålet om, hvordan han formåede at blive så god så hurtigt.
”Hvor andre måske vælger at tage lidt længere rygepauser eller frokostpauser, så prioritere jeg arbejdet. Hvis chefen hos Onfone for eksempel spurgte, om jeg ikke kunne arbejde til om aftenen, så sagde jeg ja. Det betød så også, at jeg de første to uger arbejdede gennemsnitligt 10 timer om dagen,” fortæller Kasper i en eftertænksom mine.
”Jeg ville jo vise, at jeg gik op i det.”
Den høje arbejdsmoral, hans drive, er noget, der har fulgt Kasper gennem alle hans projekter. Det var også det, der gjorde, at chefen hos Onfone, den dengang blot 23-årige Morten Strunge, hurtigt så potentiale i Kasper og stillede ham til opgave at teste erhvervssegmentet af hos Onfone. Da var Kasper kun 20 år og havde ingen erfaring med den form for salg. Men han blev tiltrukket af ansvaret, takkede ja og var inden længe teamleder med 15-20 ansatte under sig.
”Hold op det var en hård proces. Salg og salgsledelse er to vidt forskellige ting, så det var noget af en prøvelse. Men jeg lærte virkelig meget af det,” forklarer han.
En særlig stor prøvelse for Kasper var at finde sig selv i lederrollen. Finde den rette ledelsesstil. Da han aldrig havde prøvet ledelse før, og en del af hans ansatte var 15 år ældre end han selv, besluttede han sig for at køre den hårde stil. Det var hans måde at vinde autoritet på, forklarer han.
”Jeg besluttede mig for at være benhård. Fordi jeg var ung, tror jeg. Så jeg gik ikke ind for dialog, jeg krævede lægeerklæringer hvis folk meldte sig syge og så videre,” griner Kasper, der i dag er i den helt anden grøft.
”Jeg havde jo set alle de her film, Glengarry Glen Ross og Boiler Room, hvor de store chefer jo er sådan. Kæft, trit og retning. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke er vejen. Og det synes jeg heller ikke det skal være. Så jeg gik over til mere inddragende ledelse. Og det virkede.”
”Det tænder én, at se en ung iværksætter på 25 år score 300 millioner kroner”
Efter to år hos Onfone, begyndte Kasper langsomt at få øjnene op for, at det ikke var salget, der motiverede ham – det var ansvaret og mulighederne. Og da han oven i købet blev vidne til, at hans chef, 25-årige Morten Strunge, solgte Onfone for 300 millioner kroner, begyndte han for alvor at tænke over, hvor han gerne ville se sig selv som 25-årig.
Da Onfone efter salget langsomt begyndte at blive splittet op, valgte Kasper derfor at søge nye veje og blev, sammen med en kollega fra Onfone, headhuntet til DanskNet, som de satte en salgsafdeling og kundeservice op for.
”Det står så ikke på mit CV,” fortæller Kasper med et skævt smil. ”Det sluttede ikke på de bedste vilkår. Men det er jo hvad det er. Vi lavede en god salgsafdeling til dem, og det var sjovt at få den erfaring. Det kan ikke gå godt hver gang”.
weCrowdfund.com
Herefter besluttede Kasper at tage springet og starte egen virksomhed. Han allierede sig med sin gamle kollega fra Onfone, Tai Kjeldsen, og startede crowdfundingsitet weCrowdfund.com med indskud fra hver deres opsparinger. Ved at trække på sin erfaring fra avisjobbet og bare ringe til folk, fik Kasper og partneren hurtigt fremgang. De fik stablet et godt team på benene, lavet en landingpage og fik 78.000 kroner i funding.
”Det var en øjenåbner. Man kan sgu ting, hvis man bare tør tage chancen og ringe til folk. Vi sad jo bare med en idé,” fortæller Kasper.
Sideløbende med weCrowdfund-projektet, fik Kasper og partneren Tai tilbudt endnu et job hos deres gamle arbejdsgiver Morten Strunge, der var startet på et nyt projekt. Bogplatformen Mofibo. Det ville de gerne, særligt fordi den gamle guru, Morten Strunge, stod bag. Så det blev et projekt ved siden af deres eget.
”Vi sov ikke så meget i den periode,” griner Kasper.
Men det gik forrygende. Kasper og Tai byggede kundeservice og salg op, Mofibo gik internationalt, og man besluttede at outsource salget. Det gjorde desværre, at der ikke var så meget råderum til Kasper og Tai. De blev derfor tilbudt en stilling som projektledere, men det havde Kasper ikke lyst til. Han fortsatte derfor i AB Gruppen, en platform for håndværkertilbud, i et halvt års tid, indtil han stødte på et jobopslag, der fik hans blod til at pumpe hurtigere rundt i kroppen. Det var stillingen som COO i Founders House.
”Der stod mit navn på den stilling,” fortæller Kasper.
Vejen til Founders House
Founders House er et iværksætterfællesskab for tech-startups med en høj barriere for de virksomheder, de lukker ind. Og det tiltalte Kasper.
”Jeg følte, det var en platform, hvor jeg både kunne få mulighed for at vækste mig selv, men samtidig også bruge af den viden, jeg havde med mig, til at hjælpe andre. Så jeg kimede Zenia Francker ned (General Manager i Founders House). På telefon, mail, twitter, facebook, hvor end jeg kunne få fat i hende, for at få det her job. Jeg blev bare ved,” fortæller Kasper.
Processen var lang. Det gjaldt om at have is i maven og ikke være bange for at trænge sig på. For på trods af, at Kasper langt om længe fik hul igennem til Zenia og kom til jobsamtaler, måtte han hver gang være den, der tog initiativ til at ringe tilbage, presse på og høre, hvor langt de var nået i processen.
Der var mange om buddet. Også mange tunge drenge, med flere års erhvervserfaring. Kasper var deres wildcard, forklarer Zenia Francker – helt anderledes end de andre kandidater med typisk CBS-baggrund. Men hans stædighed betalte sig og inden længe var bunken af ansøgere svundet ind fra 35 til 5 og Kasper var én af dem.
Som en sidste test fik de til opgave at lave en businesscase, som de havde to dage til at løse.
”I opgaven stod der ikke, hvad vi skulle lave. Kun at det var en businesscase over flytning til nye lokaler. Og det kan jo omfatte alt,” forklarer Kasper.
Så han aflyste alle sine planer, arbejdede hårdt, afleverede opgaven, og hørte så ikke fra dem igen. Efter en uge besluttede han sig for at ringe til Zenia en sidste gang. Hun sagde, hun ville vende tilbage, og da hun gjorde, var det med meddelelsen om, at de havde valgt ham.
”Jeg brød grædende sammen,” siger Kasper.
Har intet imod at forpligte sig
”Jeg har været i gang i lang tid nu, jeg har været med i mange startups og jeg har – ifølge andre – et ret godt CV. Jeg havde efterhånden bygget mig så meget op i salg, at jeg sagtens kunne ringe til en anden salgsafdeling og få et godt job der. Men med tiden fandt jeg ud af, at salg bare ikke var det, der drev mig. Det var mere det at have ansvar og være med til at skabe resultater. Og det er præcis det, jeg føler, jeg får her hos Founders House,” fortæller Kasper.
”Jeg har nu også stille og roligt fundet ud af, at det netværk jeg byggede op gennem weCrowdfund har en kæmpe sammenslutning med det, jeg laver nu. Også mine interesser og min åbne måde at være på. Så jeg føler, det er det helt rigtige sted, jeg er havnet”.
Jobbet som COO hos Founders House har Kasper forpligtet sig til i tre år. Og det passer ham godt. Han ser nemlig udviklingsmuligheder inden for virksomheden og har derfor ingen planer om at søge nye veje foreløbigt.
”Folk må selvfølgelig gerne ringe til mig med tilbud, det er slet ikke det. Men det er ikke noget, jeg har tænkt over. Det, der fangede mig ved deres jobopslag, var netop at jeg skulle binde mig i 3 år, fordi der er udviklingsmuligheder indenfor virksomheden. Og når der er udviklingsmuligheder internt, så kan jeg slet ikke se, hvorfor jeg nogensinde skulle stoppe. Der er jo ikke nogen i dag der – forhåbentligt – sidder i et job, de ville ønske, de kunne skifte ud? Det er i hvert fald ikke mit mindset. Det er illoyalt. Man skal sgu ikke spise ænderne, før de er skudt. Eller skyde dem, eller hvad det nu er det hedder” griner Kasper.
”Det er ikke min stil.”
1 kommentar