Jakob Svagin: Fundamentet er afgørende for din succes

Jakob Svagin er projektleder for hardware acceleratoren Danish Tech Challenge, han har været med til at starte et firma op og se det falde sammen. Og så ved han, at for at lykkes skal fundamentet være på plads – hans eget fundament for succes findes derhjemme.

Han slår sig hjemmevant ned på Republikken – en café i det kreative kontorfællesskab på Vesterbro i København. Smarte typer med huer, kaffer i forskellige størrelser og styrker og hver deres lille medbragte skrivebordssetup af strømlinede laptops, læderindbundne kalendere og vibrerende telefoner befolker bordene i cafeen. Jacob Svagin laver en fejende håndbevægelse ud mod lokalet:

”Når man er i et miljø som her, hvor der kommer forskellige mennesker, så kan der opstå et eller andet. Det er man nødt til som iværksætter. Iværksættere lever af den energi og tætte kontakt, man kan have med ligesindede. De lever af den der yes-følelse,” siger han og henviser til, at han ikke har kontor her på Republikken, men ude på DTU i Lyngby. Der bliver networking og fællesskab ikke dyrket i ligeså høj grad som i de københavnske iværksætterkredse.

Det er i Lyngby, han arbejder til daglig på Scion DTU. Med iværksættere og typer med smarte ideer på deres strømlinede laptops og rodede mindmaps. 41-årige Jakob Svagin er projektleder på Danish Tech Challenge, som er et accelerator program med hensigt at støtte og hjælpe nystartede, danske hardware-virksomheder i gang. For det er en kæmpe udfordring at gå fra at være to forskere i et laboratorium med en idé til at have en fuldt udstyret fabrik, når man starter en højteknologisk virksomhed, som Jakob Svagin formulerer det.

”Vi vil gerne lægge nogle trædesten ud, så man kan komme over den enormt lange rejse lidt lettere. Vi kan ikke bære folk hele vejen, men vi kan støtte folk undervejs,” siger han.

Fra fire mand om et cafébord til 70 og en fabrik
Han kender selv til den. Rejsen. Før Jakob Svagin blev ansat som projektleder på Danish Tech Challenge, gik han som forskningsassistent med forskerne og bankede, skruede og byggede forsøgsopstillinger på DTU. En dag kom en anden innovativ type hen og sagde, at herovre, der har vi en opfindelse, som vi kan bygge en forretning på. Tjene nogle penge på. Samtidig var det en idé, der tændte noget i Jakob. Det handlede om energilagring og rensning af udstødning fra dieselbiler – miljøteknologi. Det ville kunne løse nogle store problemer ude i verden, og det ville Jakob gerne være med til.

Forskerne fik en pose penge, ansatte Jakob som udviklingsingeniør og indkøbschef, og på få år gik de fra at være fire mand om et cafébord til at være 70 ansatte i Amminex A/S med fabrik, maskiner og produktionslinjer.

”Den rejse fra opfinderklubben til at have kundeaftaler, kunne bevise at produktet virker, og at få investorer og kontrakter og ansættelser er vildt sjov. Det var faktisk hamrende sjovt. Også hårdt, men man lærer enormt meget af det,” fortæller Jakob med glimt i øjnene.

Desværre fik rejsen en ende. I 2012, seks år efter de startede op, gik virksomheden konkurs. Men Jakob havde fået smag for iværksætteriet. For at skabe noget. Som så mange andre iværksættere ellers bliver, blev Jakob ikke født med et ”iværksættergen”. Det kom først til ham på DTU. Faktisk er han uddannet cand. scient i fysik, noget der ikke ligger lige for, når man tænker på hardware-udvikling og iværksætteri. Men da virksomheden gik konkurs, gik han straks i gang med at finde noget andet i samme genre. En bogklub og et år senere sad han som projektleder på Danish Tech Challenge.

”Jeg tror enormt meget på at eksponere sig selv og være åben over for, hvis der sker et eller andet. Det kan lyde som tilfældigheder, men det er mere velovervejet end som så. Jeg søgte aktivt tilfældighederne,” siger Jakob Svagin, som i dag kan takke bogklubben om forretningsudvikling for at give ham muligheden for at udvikle hardware-virksomheder på Scion.

Man bliver grebet af energien
Og de miljøer, han som iværksætter og fortaler for mulighedernes pludselige opståen, nogle gange har savnet på DTU, er han nu med til at skabe. For når Danish Tech Challenge løber af stablen for tredje gang i 2016, sidder der igen 20 udvalgte, nystartede virksomheder på tre store fælleskontorer uden vægge i Lyngby.

”Hvis man kommer som iværksætter, og det handler om begejstring og en tro på, at man kan gøre det umulige – at man er de sidste 10 procent, når statistikken siger at 90 procent fejler – så nytter det ikke noget, at man bliver mødt af et system med skemaer og langsom samtale. Man skal mødes af noget iværksætterbegejstring,” siger Jakob Svagin. Der er ingen tvivl om, at han er ansat netop for at kunne tilføre den begejstring, og han følger da også virksomhederne helt fra ansøgningen, til der bliver kåret en vinder af prisen på den halve million overrakt af H.K.H. Kronprins Frederik.

Det er arbejde, der tager tid. Masser af tid. Som Jakob Svagin selv siger det, så forsøger han at komme ned på fuldtid. Han blive grebet af energien, miljøet og opfindertrangen, og den er svær at slippe igen.

”Er man typen, der rigtig godt kan lide det uforudsigelige, at have mange forskellige kasketter på og have en hverdag, der ændrer sig hele tiden, så er det sjovt. Rigtig sjovt. Man skal kunne lide at lade sig fuldstændig opsluge af ens arbejde og bruge alle sine talenter – både dem, man har lært i skolen, dem man har lært uden for skolen og dem, man ikke har lært endnu, men godt kunne tænke sig at lære,” siger han.

Hans grænse går på 55 timers koncentreret arbejde om ugen. Han kunne sagtens arbejde mere. 100 timer. 150 timer. Men hjemme på Frederiksberg har han to børn på 8 og 11 år og en kone, der med sit arbejde som lektor i neoropsykologi på Københavns Universitet også har nogle lange dage.

”Børnene er det vigtigste. Og konen er selvfølgelig det allervigtigste. Hvis det ikke fungerer på hjemmefronten, så fungerer det ikke nogen steder. Det er fundamentet,” siger Jakob Svagin.

Man skal lære, at man ikke er uundværlig
Han har været gift i snart 10 år, og det at starte sin egen lille familie har for ham fremskyndet den proces, hvor man bliver bedre til at acceptere det uperfekte.

”Man må lære, at man ikke er uundværlig. Man kan nemt bilde sig selv ind, at virksomhedens fremtid hænger på ens skuldre, men det skal man vænne sig af med,” siger han. Der var da heller ikke skyggen af tvivl i hans sind, da han tog på barsel. Med begge unger.

”Begge gange har jeg haft den der…” Han banker i bordet med fingrene, ”Den der, at hvis jeg går på barsel i to måneder, så går alt galt. Men begge gange er det gået glimerende,” siger han og tilføjer:

”Det er selvfølgelig stærkt skuffende og dårligt for mit ego.” Et smil breder sig ud over hans ansigt.

”Men verden står og falder ikke med mit eget lille iværksætterprojekt. Og det gør projektet heller ikke.”

Kernen er, at fundamentet skal være på plads. For han kunne jo have arbejdet mere. Ikke have taget den barsel. Men havde han ikke gjort det, havde det ikke gjort nogen forskel på projektet i sidste ende, mener han.

”Det er ikke de sidste 10 procent, der er afgørende for, om det bliver en succes. Når sådan nogle projekter går i hegnet, er det ikke fordi, du ikke har læst korrektur på din rapport, eller fordi dine Power Point-slides ikke er fuldstændig skarpe. Det skal selvfølgelig være ordentligt, men måske er det ikke det afgørende. Det er fundamentet og folkene derimod,” siger han.

Som iværksætter er det vigtigt at have det rigtige team omkring sig. Både på arbejde og i baglandet. Med to børn og en kone ramt af en ligeså stærk forskertrang, som Jakob er ramt af en skabertrang, har det betydet meget, at bedsterne har kunne hjælpe til.

”Det er rigtig svært at få det til at hænge sammen med to børn, som man har høje forventninger om at tilbringe meget kvalitetstid sammen med, samtidig med man gerne vil gøre en forskel i verden og skabe og udforske. Det er ikke til at undgå sværdslag om, hvis møde der er vigtigst, og hvem der skal hente og bringe. Men det er nok de færreste par, der er det foruden,” siger han.

Prioriteringer, deadlines og lyst
Det kan være svært nogle gange at afgøre, hvad der er vigtigst – arbejdet eller børnene. Derfor insisterer Jakob på at være en stor del af ungernes liv, selvom han nok må indrømme, at hans kone tager en stor del af det huslige slæb.

”Problemet er nok, at med de blødere ting som familien og det sociale, at det ikke har nogen deadline. Vi kan godt blive enige om, at det er super vigtigt, nok det allervigtigste, men står jeg med en præsentation til bestyrelsen i morgen, så kommer den deadline først,” forklarer han og tilføjer:

”Tit får man prioriteret efter deadline og ikke efter vigtighed. Det er en konstant ting at arbejde med, og noget jeg prøver at arbejde mig væk fra. Det, der skal gøres lige nu, det gør jeg, og det er ofte arbejdsrelateret, og så er der de ting, som i virkeligheden er vigtigere, men som man også kan gøre i morgen. Og så må man vente.”

Men Jakobs kone, Jakobs fundament, har forståelse for hans job, ligesom han har for hendes. Den gensidige forståelse gør en kæmpe forskel, når man bare ikke kan lade være med at lade sig opsluge. Når ens arbejde er mere end bare et kontor. Og selvom Jakob ikke sidder som iværksætter lige i disse år, men i stedet hjælper andre ildsjæle i gang, afviser han ikke, at han selv kan ende på den anden side af bordet igen.

”Den mest interessante teknologiske udfordring er at arbejde med, hvordan vi sikrer fremtidens energiforsyning. Hvis vi kan knække den nød, kan vi knække stort set alle de andre. Dét, tror jeg på, at vi kan,” siger han og tilføjer med et lusket smil:

”Hvis nogen kom med et nogenlunde realistisk, men sindssygt ambitiøst projekt inden for den genre, så ville jeg være voldsomt fristet.”

For som han siger, drivkraften er i at skabe noget. At gøre en forskel. Den mulighed vil han ikke snyde sig selv for, på trods af at det statistisk set er mere sandsynligt at fejle.

”Man siger altid, så kan jeg fortælle mine børn, at jeg var med til at skabe det her. De er sgu nok ligeglade. Men det er en gigantisk personlig tilfredsstillelse at kunne sige, jeg skød så højt og så ambitiøst som muligt, og jeg nåede mange gode ting. Jeg skal ikke sidde og kigge tilbage og tænke, at jeg nok skulle have prøvet. No way.”