Ida Tin har taget springet og startet sin virksomhed op i Berlin for en årrække siden. Nu fortæller hun om fravalget af Danmark, og om hvorvidt hun mener, at køn er en afgørende faktor for et velfungerende team.
Med to størebrødre, der ikke kun var programmører, men også sprang ud i iværksætteriet tilbage i 1998, da de byggede et digitalt synthesizer software, har Ida Tin været eksponeret for både teknologi og iværksætteri gennem sin opvækst.
Ida har to børn, som hun har fået med deres tyske far. De har slået sig ned i Berlin, hvor hun valgte at flytte til, da hun fik ideen til Clue appen tilbage i 2009. Clue er en veldesignet app for kvinder, der holder styr på cyklussen og fungerer ved let og hurtigt at indsamle essentiel information omkring cyklus. Clue giver omgående kvinden visuel feedback, som hjælper hende med at være på forkant med sin cyklus.
“Der bliver gjort mere og mere her i Danmark, og det er jo fantastisk, men jeg tog til Berlin i sin tid, fordi jeg ikke følte, at der var nok her, og at Berlin bedre kunne hjælpe mig videre,” forklarer Ida om tilvalget af vores tyske nabo.
Om Andedams-Danmark og at rejse penge fra next level business angels
Ida Tin har haft høje ambitioner fra starten. Danmark var ikke et aktivt nok startupland, da hun fik sin idé til Clue-appen, og det var også de bedste business angels, som hun gik efter.
Ida har stadig et tilhørsforhold til Danmark, men taler i højere grad om norden som en samlet scene, særligt fordi deres business angels kommer fra flere forskellige lande i norden.
“Jeg er nok en let bruger af det danske økosystem, men jeg har at gøre med den nordiske scene gennem vores business angels,” forklarer Ida Tin og henviser til danske Thomas Madsen-Mygdal, der har startet blandt andet SocialSquare, men også svenske Eric og Alex fra Soundcloud musiktjenesten, der var “en del fra Spotify,” som hun fortæller det.
Alle investorer har hun været i kontakt med gennem netværk. Nogen kendte nogen, der kendte nogen, og det har været en længere proces, der har fået et antal business angels fra de større nordiske startups til at investere i Ida Tin og hendes team i Berlin.
Og den måde Ida Tin taler om det på er med et forfriskende udsyn.
“Nu har jeg været ude i fem år, og Danmark krymper år for år. Det er virkelig et lille land. Danmark er mere som en by i et land,” siger hun og fortsætter:
“Man har brug for et netværk, der har vi masse, når man taler om startup økosystemet. Det giver mening at tænke norden som ét netværk – eller Europa for den sags skyld. Jeg har også været en del i Silicon Valley, og Amerika er langt foran, når det kommer til netværk og at ‘ville det’.”
Ida Tin oplever, at der i Danmark og Norden generelt mangler en villighed til at investere herhjemme.
“Ambitionen bliver skruet ned, når investorerne vil tale om en fem års plan,” sukker den danske iværksætter.
Køn – en afgørende faktor for et team?
“Min partner og jeg er stærke sammen. Kombinationen af os og dét, at vi er forskellige, er netop det, der gør os stærke,” forklarer Ida Tin om hende og partneren i Clue. Hun uddyber:
“Det er ligemeget, om det er startups, investorer eller partnere i fonde, der er brug for forskellighed – det gør både mænd og kvinder bedre, at de arbejder sammen med nogen, der er forskellige fra dem selv.”
Samtidigt insisterer Ida Tin på, at det ikke er en kønsdebat, omend der er brug for at blive talt om det, og der er brug for kvinder, der rejser sig op og viser andre kvinder, at man godt kan gå i gang, og at man godt kan arbejde i det tech miljø, der er domineret af mænd i dag.
Hos Clue og deres 31 ansatte i Berlin er der et stærkt fokus på forskellighed og på kulturel intelligens.
“Vi vil gerne skabe mere plads til mange forskellige typer.”
Det handler ikke om den enkelte, men om dynamikken og den fælles kultur.
“Vi spørger: hvordan er det, vi gerne vil være sammen?,” forklarer Ida Tin om det mindset, der står bag deres huring process guidelines.
I Clue er hele teamet involveret i at ansætte nye folk.
“Jeg synes, at det er vigtigt, at vi holder tonen igennem hele teamet, mens vi vokser,” siger Ida Tin og spørger: “Hvornår er nogen et godt kulturelt fit?”
“Lige nu har vi to android udviklere, og vi skal hyre en til. Jeg har lige spurgt den sidste ansatte, om han vil være med til at ansætte den næste,” fortæller Ida Tin.
“Man har ingenting uden sit team – og et godt team.”
Clue har næsten ikke haft udskiftning i teamet efter de første ansatte blev fastsat.
“Fra 5-10 ansatte var der en del naturlig og ganske udramatisk udskiftning, men så var det ligesom om vi fandt en form, og i dag er der en større kollektiv intelligens, der ansætter.
Ida Tin mener, at de første ansatte næsten bør kræve en medstifter-rolle. Det er uanset titel eller ej vigtigt at give teamet stor credit for deres arbejde.
“Godt lederskab er at give credit til hele teamet,” siger Ida Tin afsluttende om lederskab i et startup.
Læs også: Dansk serieiværksætter launcher europæisk succes i DK