JustCleaners ser sig selv som ”the underdogs” på markedet for online-renseri, men efter at have være operative i lidt over et år, er de nu næsten klar til at ekspandere til Nordsjælland. Og ikke nok med det, så er udlandet også i støbeskeen hos det københavnske startup.
Selvom JustCleaners reelt set var den sidste af de to førende konkurrenter på markedet for online-renseri, er startuppet så småt klar til at bevæge sig videre fra de københavnske gader.
Arash Rahimi, som er administrerende direktør for JustCleaners forklarer, at startuppet selvfølgelig har en vision om at rykke ud i verden, men han er også klar over, at de i første omgang bør have styr på det danske marked:
“Først og fremmest mener vi, at det Nordsjællandske markedet kan være enormt lukrativt, og vi har da også fået rigtig mange henvendelser fra netop dét område. Udlandet er selvfølgelig også på tegnebrættet, men vi skal først have fuldstændig styr på Danmark, før vi bevæger os til udlandet,” forklarer Arash.
Men før virksomheden kan bevæge sig ud i den store verden, har de brug for en investering. Arash Rahimi udtrykker, at de har været lidt kræsne med at få investorer ind i virksomheden, fordi der endnu ikke har vist sig, at være et godt match. Men på trods af den manglende investering, løfter den administrerende direktør sløret for nye tiltag:
”Selvom vi pt. ikke har en investering, kan jeg røbe, at der sker nogle interessante ting bag kulisserne. Men lige nu fokuserer vi udelukkende på at åbne op i Nordsjælland, og vi burde være klar inden for 1-2 måneder,” fortæller han.
Afventende strategi
Arash Rahimi kalder selv startuppet for markedets ”underdogs”, men det ændrer dog ikke på, at virksomheden har opnået en gennemsnitlig vækst på 14 procent om måneden, og en omsætning på omkring en million kroner årligt.
De betegner selv positionen på markedet som deres styrke, da det har betydet, at deres fokus har været på et bedre produkt og generelt bedre priser end konkurrenterne. Det har medført, at JustCleaners har holdt sig forholdsvis passive i forhold til konkurrenternes opdyrkning af markedet i form af markedsføring:
”Min strategi som administrerende direktør har fra starten været, at holde JustCleaners organisk kørende, og lade konkurrenter smide masser af penge af sted på markedsføring og opdyrke et stadigvæk jomfrueligt marked. Vi mener, at markedet er begyndt at forme sig nu, og det er min opgave at lokke kunderne over til os ved netop at have et bedre produkt, priser, brand/identitet og it-platform og så videre. Man har jo før set at nummer 2 eller 3 overhalede “the first movers” på markedet – eksempelvis Myspace der blev overhalet af Facebook eller Bilzonen der blev overhalet af Bilbasen og så videre,” uddyber han.
Konventionelle renserier er de største konkurrenter
På trods af konkurrenter på markedet for online-renseri, som blandt andet Washa, anser JustCleaners de konventionelle renserier som langt større konkurrenter.
Arash forklarer, at de konventionelle renserier sidder på en meget større markedsandel, og eftersom markedet for online-renseri stadig er så spædt, har kunderne i mange årtier benyttet sig af de lokale renserier. Derfor er der stadig mange kunder at tiltrække og overbevise om, at de skal benytte JustCleaners.
JustCleaners er fusioneret med Justin Joy og hedder JetClean nu. Tjek hjemmesiden ud her: https://jetclean.dk. Vi kører stadigvæk i hele København, Frederiksberg og Valby. Dog har fusionen betydet, at vi er ekspanderet til hele Storkøbenhavn og Nordsjælland.
Mvh
Anders // JetClean