Arkiver

E-handelNyhederPlatform

Gæsteindlæg: Mofibo vækster 100% i 2015

Den stigende digitalisering har betydet røde tal for mange boghandlere, men e-bøgerne vinder fortsat frem på det danske bogmarked, hvor også udgivelser af dansk skønlitteratur er i voldsom vækst.

Tal fra Bog- og Litteraturpanelets årsrapport for 2015 peger på, at antallet af ny dansk skønlitteratur har været i markant fremgang de seneste år. Alligevel bløder et stort antal fysiske boghandlere, der oplever stærk konkurrence fra især internethandlen og de nye streamingtjenester.

I takt med digitaliseringen er der sket et naturligt skifte fra fysiske magasiner og bøger til vores elektroniske enheder, hvorfra vi i dag læser blogs, onlinemagasiner og e-bøger i stor stil. Særligt e-bøgerne har vundet indpas blandt de læselystne danskere, og den seneste rapport fra Bog- og Litteraturpanelet peger da også på, at danskernes nye læsevaner er kommet for at blive.

Streamingtjenester baner vejen

Danske Mofibo var blandt de første i verden til at lancere en abonnementstjeneste med e-bøger og kan vel kaldes bøgernes svar på Netflix. Appen giver adgang til tusindvis af titler, som brugerne kan læse og lytte til ubegrænset med et månedligt abonnement. Den model var i forvejen kendt fra internationale streamingtjenester som netop Netflix og musiktjenesten Spotify, da Mofibo i 2013 inviterede inden for i det virtuelle bibliotek. Siden har flere konkurrenter meldt sig på banen, og alt tyder på, at tendensen fortsætter.

Interessen for e-bøger er også til at mærke hos Mofibos CEO, Morten Strunge, der for regnskabsåret 2014-2015 kan glæde sig over et overskud i basisforretningen i Danmark. Tallene afslører ligeledes et samlet underskud, der af Morten Strunge forklares som et naturligt resultat af en massiv markedsføring, som også har resulteret i, at e-bogstjenesten er vokset med 100 % i det forgangne år.

Brugervenlighed skaber tilfredse kunder

Med det stigende antal danske udgivelser af især skønlitteratur kan man undres over, at det ikke lykkes boghandlerne at lange tilsvarende mange titler over disken. De fysiske butikker oplever dog helt andre udfordringer end konkurrerende webshops og e-bogstjenesterne. Boghandleren er begrænset af de tilgængelige hyldemeter, højere priser og risikoen for udsolgte bøger, ligesom kunderne kan være begrænsede af pladsen i kufferten og på bogreolen.

Derfor kommer det nok ikke som nogen overraskelse, at brugerne i stigende grad gør brug af e-bogstjenester som Mofibo, der meget i tråd med tiden gør det nemt og billigt at få adgang til ny underholdning. I apps og på nettet kan tusindvis af titler samles på ét sted, og som bruger kan du ofte lave noter, foretage søgninger, opdatere indholdet og få anbefalet bøger, som matcher dine interesser.

Særligt anbefalinger og det store udbud lader til at glæde brugerne på Mofibo, der også kan læse professionelle og andre brugeres anmeldelser af tjenestens bøger.

”Altid et nyt, godt og varieret udbud af de bøger, som jeg har lyst til at læse. Lige inden for rækkevidde til en fair pris,” lyder det på Trustpilot fra Bente Skønnemann, som kvitterer med fem ud af fem stjerner.

Den fortsatte udvikling

Med e-bøgernes fremmarch er der sket en naturlig udvidelse af bogmarkedet, og det kan næppe komme som en overraskelse, at antallet af e-bogsudgivelser er i voldsom vækst. Det samme gør sig gældende for dansk skønlitteratur, der måske kan takke de danske krimiforfatteres popularitet i udlandet og herhjemme for at åbne dørene til flere udgivelser på de danske forlag.

Del i succesen får også de tjenester og forretninger, der har formået at følge med digitaliseringen, og forventningerne til fremtiden er store.

”Mofibo er vokset med 100 procent i 2015 og ser ud til at vokse med samme tempo i 2016,” fortæller CEO, Morten Strunge til Bogmarkedet.dk.

Skriv et svar