Arkiver

NyhederSoftwareUngt Tech

Subreader løb med sejren til DM i Entreprenørskab

DM i Entreprenørskab Trendsonline

Vinderen af DM i Entreprenørskab blev holdet bag en app, Subreader, der hjælper ordblinde ved at læse undertekster på TV højt.

Bag ordblinde-appen står fire elever, der fik kamp til sidste pitch, da de dystede mod 46 andre hold til DM i Entreprenørskab. Subreader-holdet består af William Nyby Pedersen, Alexander Gram Jensen, Kristoffer Strube Græm og Anders Bredgaard Thuesen fra Learnmark Horsens, som alle håber, at de med deres app kan styrke ordblinde børn og unge i sociale sammenhænge og samtidig forbedre deres læseevner.

“Det er så fedt at vinde! Det var virkelig hård konkurrence, og niveauet er virkelig steget i forhold til tidligere konkurrencer, vi har deltaget i. Det har været fedt at arbejde med vores idé, og vi har fået et stort netværk og udviklet nye kompetencer. Og så bliver man ret stolt af at kunne lave noget, som der faktisk er et behov for. Den her pris har bare bekræftet os i det,” udtaler gruppen, der også vandt kategorien Society & Globalization.

Med titlen som Danmarksmestre følger en check på 10.000 kroner, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie. Derudover vandt gruppen også retten til at repræsentere Danmark ved Europamesterskabet, Company of the Year Competition, som holdes i Schweiz til juli.

Højt niveau og stor opfindsomhed i år

Vinderne ved DM i Entreprenørskab blev fundet efter en intensiv dag, hvor de unge skulle bevise, at de havde styr på både forretningsplan, markedspotentiale og samtidig levere et stærkt pitch for at imponere dommerne. 186 elever deltog i alt, og de har alle kvalificeret sig via regionale finaler.

“Niveauet i år har været imponerende højt, så det er nogle velfortjente vindere. Samtidig vi ved, at når eleverne møder entreprenørskab og iværksætteri i skolen og afprøver det i praksis, så udvikler de nogle kompetencer, som er meget værdifulde, når de skal ud på arbejdsmarkedet om nogle år,” lyder det fra en begejstret Christian Vintergaard, CEO i Fonden for Entreprenørskab.

Fonden for Entreprenørskab står bag DM i Entreprenørskab med støtte fra Nordea og i stærkt samarbejde med Dansk Industri, som ser et stort potentiale i de unge iværksætterspirer.

“Vi ser i øjeblikket en yderst positiv udvikling blandt unge, hvor der er flere og flere, der ønsker at etablere deres egen virksomhed. Det er en god udvikling, der er vigtig for Danmark. Derfor skal vi som samfund være med til at skubbe yderligere til udviklingen, og det gør vi blandt andet med Danmarksmesterskabet i entreprenørskab,” siger Kent Damsgaard, Vicedirektør i Dansk Industri.

Årets vindere ved DM i Entreprenørskab 2016
1. pladsen: Subreader fra Learnmark Horsens
2. pladsen: Hedens Perle fra Herningsholm Erhvervsskole
3. pladsen: Cuffer fra EUC Nordvest i Hjørring

 

Skriv et svar