100 social media-eksperter har stiftet et nye onlinemedie på tværs af brancher, platforme og analytiske vinkler. Mediet skal bruge Facebooks Instant Articles som platform, og vil hæve branchens faglige niveau.
De kalder sig et blogkollektiv. Et medie og en klub. Egentlig er de vel lidt det hele. En samling af 100 danske specialister, der alle arbejder med og brænder for digitale og sociale medier.
Social Media Klub 100 hedder de, og klubben er stiftet af Mikael Lemberg, produktdirektør i Falcon.io sammen med 100 andre social media-specialister. De er med på de nyeste trends inden for sociale medier, og en af disse trends bruger de også som platform.
Instant Articles kalder Facebook det. Et link-format, de rullede ud i april, som loader hurtigere og præsenteres flottere direkte i din Facebook-app på mobilen, så du kan læse indholdet i artiklen direkte på Facebook. Hvis altså mediet, der udsender artiklerne er sat op til det – og det er Klub 100.
Klub 100 kunne selv være prøvekluden på Instant Articles
“Ideen opstod, en dag da jeg kom til at stille mig selv spørgsmålet ‘hvad ville der egentlig ske, hvis et medie gik all-in og satsede på Instant Articles og Audience Network som deres primære forretningsgrundlag?’ Spørgsmålet affødte en spændende debat i Klub 100-gruppen, og pludselig gik det op for mig, at vi jo selv kunne agere prøveklud – og at det iøvrigt også ville være vildt fedt, hvis vi i fællesskab kunne skabe et samlingspunkt for branchens mest inspirerende artikler om sociale og digitale trends,” fortæller Mikael Lemberg.
Gennem sit arbejde i Falcon.io, har han fået indblik i styrken ved Instant Articles. De slog selv-hostede artikler på både fastholdelse, indtjening og distribution og viste, at man ikke taber brugere eller annonceomsætning ved at publicere Instant Articles og holder læserne på Facebook, fortæller Mikael Lemberg.
“Tallene siden vores launch har helt bestemt bekræftet hypotesen om, at Instant Articles øger indtjeningen. Konkret kan jeg fortælle, at selvom 74 procent af alle vores indlejrede annoncer er blevet leveret til besøgende på websitet, kommer 62 procent af vores indtjening fra Instant Articles. Den indtjening, vi har per ad view, er over fire gange højere i Instant Articles end den er på web,” siger han.
Nu vil han og Klub 100 se, hvor langt de kan strække potentialet i den nye mulighed.
Specialister fra mange brancher
Klubben består af eksperter fra Falcon.io, DR, TV 2, Ecco Sko, Bolius, Dentsu, Aegis Network, Unicef og Danske Bank. Deres primære hjemsted er klub100.org, men samtlige indlæg kommer altså også ud som Instant Articles på deres Facebookside. Ud over de 100 udvalgte, står der allerede 100 på ventelisten til at blive en del af klub 100. For nye medlemmer optages kun, når gamle forlader gruppen.
Alle medlemmerne arbejder frivilligt, og derfor kalder de også sig selv et blogkollektiv. Men visionen er at blive det foretrukne sted at hente inspiration omkring digital disruption og sociale medier, så allerede nu kalder de sig med lidt frækhed i stemmen et startup-medie. Pengene henter de gennem annoncer indlejret i artiklerne.
Et unikt projekt
Alle skribenter vælger selv, hvad de vil skrive om, og hvor ofte de vil udkomme, men klubben har som mål at levere de bedste og mest inspirerende artikler om digitale og sociale medier i Danmark.
Anita Lykke Klausen, medlem af Social Media Klub 100, som til daglig arbejder med corporate branding af Bolius på sociale medier, mener, det er helt unikt, at kunne samle 100 specialister i et project som dette:
“Klubbens medlemmer er folk, der arbejder til hverdag med sociale og digitale medier. De har førstehåndsviden om de nyeste trends og viden, og har også selv oplevet på egen krop hvilke fejl og læringer man kan begå, når man arbejder på innovationens frontlinjer. Bedre skribenter får du ikke om dette emne,” fortæller hun.
Facebook vil knytte læserne til indholdet
Instant Articles er endnu ikke bredt udbredt på danske medier, da læseren får adgang til hele artiklen på Facebook, og altså ikke kommer ind på mediets eget site. Dog vil en del reklamer stadig blive vist, og det er første gang, Facebook tillader virksomheder at tjene penge på native indhold.
”Facebooks mål er at knytte folk til artiklerne, opdateringerne, videoerne eller fotografierne, som betyder mest for dem. Ved at åbne op for Instant Articles kan alle medier få adgang til at fortælle gode historier, der loader hurtigt, til folk over hele verden. Det kan de med Instant Articles samtidig med at de beholder kontrollen over læserens oplevelse, deres reklamer og deres data,” siger Facebook til Techcrunch.
Social Media Klub 100 har lavet en guide til, hvordan du kommer i gang med Instant Articles. Den kan du læse her.