Arkiver

NyhederPlatformSustainable TechUngt Tech

Uber vil rydde op i sødagsbilisterne

Nasa, UberUber

Uber har siden starten oplevet en støt succes og er blevet en reel magtfaktor på markedet for taxakørsel. Nu tager de den private taxa til det næste niveau, ved at bruge smartphone-sensorer til at sortere i chaufførerne.

Har du prøvet at tage et lift med en Uber-taxa og endt med at klamre dig til sæde og håndtag med koldsveden springende frem på panden? Det kan ende med at blive fortid, med Ubers nye funktion i appen. De vil simpelthen benytte sensorerne i brugernes smartphones til at måle bilernes navigation, acceleration og udsving på vejbanen. Det fortæller Buzzfeed.

Formålet er at kunne analysere på chaufførernes kørsel og vejlede chaufførerne om god eller dårlig kørsel via et pointsystem. Chaufførerne får en daglig rapport med pointgivning for eksempelvis opbremsning, acceleration, samt advarsler for unødig vild kørsel. Derudover vil Uber også bruge dataene til at tjekke dårlige brugeranmeldelser, der klager over vild eller dårlig kørsel.

Digital babysitter for chaufførerne

Ifølge Buzzfeed betyder det dog ikke nødvendigvis, at Uber vil begynde at afskedige chauffører direkte, men håbet er, at chaufførerne vil blive motiveret til mere civiliseret kørsel, når de ved, at de bliver holdt øje med.

Funktionen skal også analysere data fra chaufførernes egne telefoner, så Uber kan se, hvor meget telefonen rykker rundt. De ved nemlig, at mange af chaufførerne har en tendens til at sidde med telefonen i hænderne eller i skødet under kørslen, hvilket ikke ligefrem går ind under god kørsels-konduite. Ved at analysere chaufførernes telefondata, kan de se, om chaufførerne ofte sidder og vifter med telefonen, mens de kører og kan så gennem appen bede dem om at anskaffe sig en mobilholder til bilen.

Så i fremtiden skulle du gerne kunne give toppoint til din Uber-chauffør, hver gang du benytter tjenesten.

Skriv et svar