De har ikke samme sikkerhedsnet som os, men deres iværksætterånd er stor. I Burundi hjælper danske iværksættere nu afrikanske iværksættere med at blive mere selvstændige.
År efter år har landet den tvivlsomme ære at blive udråbt som landet med de mest ulykkelige borgere. Hvor Danmark ligger i top som et af verdens lykkeligste lande, ligger Burundi hele nede på plads 178. Ud af 178 lande. Den gennemsnitlige årlige indkomst er på 280 amerikanske dollars pr. Indbygger, og nationen er notorisk ramt af sult, men ofte overset internationalt.
Derfor valgte organisationen Byg1By at gå ind i netop Burundi. For nok har landet meget imod sig, men af fattigdommen er vokset en iværksætterånd.
”Fattige folk har en tendens til at klare sig gennem dagen med meget små midler, hvilket vel er kimen til hele tiden at tænke nyt,” fortæller Mogens Nygaard Petersen som styrer kommunikation og projekter for Byg1By. Derfor adskiller iværksættetanken sig i Burundi også fra den danske:
“Den danske iværksætterånd er også stærk, men som jeg ser det, er der en del bureaukrati, som folk skal igennem inden de kan opstarte egen virksomhed, ligesom folk tager en chance. Og netop at tage en chance kan være svært i Danmark, hvor vi måske er noget tryghedssøgende og hellere vil have livrem og seler på som lønmodtagere. I Burundi er det omvendt. Her er der ikke noget sikkerhedsnet, hvilket automatisk tvinger folk til at tænke nyt og i andre baner.”
Iværksætterkits er starthjælp til Burundis fattige
Han rejser lige nu i Burundi for at følge organisationens projekter, som koncentrerer sig om såkaldte iværksætterkits. Det består af et rentefrit lån samt træning i økonomisk forståelse og godkendelse af virksomheden, og er en måde at yde nødhjælp på, som Byg1By har udvalgt i samarbejde med landsbyen og kommunens ledelse.
Hvorfor har du valgt at støtte?
Jeg synes, det var nemt at finde ud af, hvilke betingelser, man gik med til, når man ville donere pnege. Og jeg kan nemt se resultaterne, da det er konkrete projekter. Desuden synes jeg, det er belejligt, at Charii kan vælge for mig, hvilke projekter, jeg donerer penge til, så jeg kan hjælpe på flere forskellige projekter,” – Maja Bernstorff.
“At skabe en iværksætterånd er meget vigtig for at få folk i arbejde. De fattige landsbyer i Burundi lider stadig af efterdønningerne fra borgerkrigene, 1993-2005, og mange har levet i flygtningelejre i mange år. Det har betydet, at folk har været på “passiv forsørgelse”, hvorfor netop iværksætteri og socialøkonomisk tankegang synes at være løsningen på at få folk til at tjene deres egne penge,” fortæller Mogens Nygaard Petersen.
”Der er fuld opbakning fra de lokale myndigheder. I nærheden af 60-70 procent af statsbudgettet er afhængig af traditionel nødhjælp, og Burundi ved godt, det ikke kan fortsætte. Men nødhjælpen er nødvendig. Desværre kan man også lidt provokerende sige, at de mange projekter, ud over madprogrammer og sanitet, fastholder folk i modtagerrollen. Eksempelvis hindrer forsendelserne af brugt tøj skræddere og syersker i at oparbejde en indtægt,” siger Mogens Nygaard Petersen.Iværksætteri er ofte drevet af en idé, som folk brænder for. Og folket i landet har mange ideer. Problemet er bare, at der ikke er nogen penge. Til gengæld er der en super stemning om Byg1By, når Mogens Nygaard Petersen tager ned og tager temperaturen på projektet.
Byg1By er en socialøkonomisk tankegang
Et kit koster 200 kroner. Byg1By håber at få samlet 5000 kroner ind, som kan hjælpe 25 virksomheder til start. Derfor har de indgået et samarbejde med Charii, en platform der fungerer som en slags online raslebøsse for forskellige velgørende organisationer.
”Charii er, som jeg ser det, drevet af iværksætterånd. Donationssiden emmer af netop det. Der er en god debat på Chariis Facebook, og folk bliver involveret i dialog. Donationssiden er frisk og nytænkende, og så kan jeg godt lide, at der kan doneres fra fem kroner og opefter så alle kan være med,” siger Mogens Nygaard Petersen.
Og det samarbejde går perfekt i spænd med den socialøkonomiske tankegang, siger Mogens Nygaard Petersen. Byg1By opretter små fabrikker, som laver sæbe, møller der meler rodfrugter, snedkerværksteder eller systuer ligesom de opretter enkeltmandsvirksomheder med iværksætterkits. Enkeltmandsvirksomhederne beholder 65 procent af indtægten, 20 procent går til byens konto for vedligehold og 15 procent går til byens konto for sygesikring og rentefrie lån, forklarer han.
Hvorfor har du valgt at støtte?
Jeg valgte Byg1By, da jeg støtter op om iværksætteri i hele verden. Det er anderledes velgørenhed, men det er nemt, og så er der dejlig klarhed over, hvad man donerer til,” – Jeppe Augustsen.
Ud over iværksætterkits arbejder Byg1By organisatorisk på at få lavet en mere demokratisk organisation i landsbyen, så folkene får mere medbestemmelse. Byg1By ansætter blandt andet en trainee fra det lokale universitet i en halvårlig trainee-ordning.
”Arbejde i Burundi er ikke let at få og med denne ordning, kan vi hjælpe unge i gang på arbejdsmarkedet,” siger Mogens Nygaard Petersen.