I august fik startuppet Spiri stor opmærksomhed i medierne med deres delebilskoncept, som gør det muligt at køre gratis eller være passager til samme pris som offentlig transport. Men deres prototype har de holdt hemmelig. Indtil nu.
En dele-elbil som tilmed er gratis at køre i. Det lyder næsten for godt til at være sandt, ikke desto mindre er det konceptet bag Spiri. Et startup, som vil revolutionere delebilservicen med deres specialbyggede letvægts-elbil. Da de for fire uger siden offentliggjorde deres planer, gav det genlyd i medierne. Men hvordan bilen kommer til at se ud, har de ikke ville vise før nu.
Læs også: Delebilskoncept vil gøre det overflødigt at eje: Kør gratis med passager
Spiri har nemlig valgt at fremvise deres prototype på Danmarks største tech-summit TechBBQ. Bilen er designet specielt til Spiris on-demand carpooling service bygget i letvægtsmaterialer og med egen software. Du kan lanceringen live på Facebook.
“Den prototype, vi i dag afslører, er et research-køretøj. Det giver os mulighed for at optimere ting som køreegenskaber, kabineplads, batteriets rækkevidde og køretøjets sikkerhed, før vi sætter os fast på det endelige design,” siger Peter Carlsson, bestyrelsesmedlem i Spiri i en pressemeddelelse.
Dobbelt så effektiv som en Tesla Model S
Spiri-bilen vejer kun 450 kilo uden batteri. Den lille bil har dog plads til fire mennesker, med mere benplads end en Mercedes S-klasse. Bilen har en rækkevidde på 320 kilometer og er næsten dobbelt så effektiv som Teslas Model S, siger Peter Carlsson, der har en baggrund hos netop Tesla i virksomhedens supply chain.
Teamet kalder Spiri den mest revoluitonerende bybil nogensinde. Det er høje forventninger at sætte hos de fremtidige brugere, der allerede kan skrive sig op til konceptet, når det endelig lanceres i 2017.
“Vi har fjernet alle de komponenter, der findes i en traditionel bil, men som ikke giver brugerens daglige pendling nogen værdi. Køretøjet har ingen indvendige paneler, det er ikke malet, og den indeholder kun en fjerdedel af de komponenter, der findes i en traditionel bil. Derudover er bilens karrosseri bygget af kulfiber. På den måde har vi kunne reducere køretøjet vægt og pris samtidig med, at vi har kunne højne sikkerhed og batterilevetid,” fortæller Stefan Holm Nielsen, CEO i Spiri og tidligere Aston Martin-ingeniør i pressemeddelelsen.
Fokus på sikkerhed og pris
Spiri kommer med egen software og er derfor altid tilkoblet skyen, som gør det muligt konstant at overvåge bilerne og registrere og godkende alle brugere netop med henblik på større sikkerhed. Startuppet samarbejder med et andet delekoncept nemlig Drivr om teknologien til turfordeling og samkørsel.
”Brugere kan hente en Spiri fra et af vores opsamlingspunkter og køre helt gratis. Andre brugere, der skal i samme retning kan være passagerer til samme pris som en busbillet. Stedet, hvor føreren og passageren mødes, er et virtuelt busstoppested. Vores system placerer dem dynamisk langs den rute, man kører og sikrer herved, at opsamlingerne kun tilføjer få ekstra minutter til den samlede rejse,” forklarer medstifter og bestyrelsesmedlem Søren Halsskov Nielsen.
Spiri bliver i første omgang lanceret i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Storbritannien.