Arkiver

Nyheder

Kom med inden for til TechBBQ 2016

TechBBQ

Den danske startup-scene var tirsdag samlet i Københavns Opera til årets TechBBQ. Programmet var spækket inspirerende keyotes, paneldiskussioner, en verdenspræmiere og meget mere.

Siden sin undfangelse i 2012 har Tech BBQ udviklet sig fra et mindre arrangement med 300 deltagende til gårsdagens udsolgte arrangement med over 2000 deltagende. Årets TechBBQ var frugten af et lille holds arbejde assisteret af et hav af sponsorer, frivillige og hovedpartnerne Industriens Fond, Erhvervsstyrelsen og Innovationsfonden. Resultatet var en dag, der blandede alle aktører med interesse i tech-baserede startups.

2025-planen blev grillet af panelet

Klokken lidt over ti bød dagens vært, Laila Pawlak, en stuvende fuld sal velkommen. Her introducerede hun Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der fortalte om regeringens 2025 plan, og hvordan den gavner startup-miløjet i Danmark. I en efterfølgende paneldiskussion fik regeringens udspil et par hårde ord med på vejen. Panelet kaldte udspillet uambitiøst og efterlyste i stedet lavere skat på kursgevinster samt lavere barrierer for medarbejdere udenfor EU.

Og så ellers til dagens første keynote. På scenen stod David Helgason, der nok er bedst kendt som en af bagmændene bag den danske megasucces Unity. Han fortalte om Unitys vej fra idé til realitet og lagde vægt på, hvordan software er ved at overtage verden.

”Hver eneste ikke platforms-baserede forretning er moden for disruption fra en platform-forretning,” sagde David Helgason i sin keynote.

Gavner acceleratorer eller er det spil for galleriet?

I pauserne var der rig mulighed for at netværke, pitche for VC’s og besøge de mange virksomheder, der var repræsenteret i operaens foyer. Det var bestemt en mulighed, de deltagende benyttede sig af, og hele operaen sydede og boblede af samtaler på kryds og tværs.

Horden af deltagere var dårligt til at drive tilbage i salen, da signalhornet lød. Men folk fandt så småt tilbage til dagens anden akt, som satte fokus på acceleratorprogrammer, og hvorvidt de overhovedet gavner.

Jared Friedman, der er partner i Y Combinator indledte med en lightning talk, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med repræsentanter fra acceleratorer. De afgørende takeaways var, at man altid skal bygge noget, som folk rent faktisk vil have samt, at man skal lancere, så snart det er muligt at få feedback fra en gruppe mennesker, der kan bruge produktet.

Panelets budskab var, at acceleratorer og inkubatorer giver virksomheder adgang til netværk, individuel rådgivning og evnen til at arbejde i højt gear.

Det svære er, at finde talentet

Da folk igen var samlet i salen efter en frokost med mulighed for snak og hygge, var det til en diskussion om venture capital og dens signifikans. Et emne var manglen på kapital i København, som Kasper Hulthin, medstifter af Peakon og Podio, modargumenterede.

“Der er altid penge til dem, der laver noget rigtigt. Det svære er at hyre nyt talent. Det er et nulsumsspil, hvor virksomheder stjæler medarbejdere fra hinanden,” sagde han.

Efterfølgende lagde panelet vægt på, at startups skal undgå at lancere for sent og for perfekt samt at skalere for hurtigt.

Verdenspræmiere fra Spiri

Arrangørerne havde gemt en af dagens store tilløbsstykker, i alt fald blandt medierne, til allersidst. Den eksklusive verdenspræmiere på danske Spiris elektriske bil, som er skræddersyet til virksomhedens koncept – on-demand carpooling.

Som medlem kan man enten være chauffør og køre gratis, men skal så til gengæld samle nogen op på vejen. Alternativt kan man være passager og betale prisen for en busbillet. Ud af røgen bag scenetæppet kom en lille bil, med fordækkene placeret tæt sammen, kørende. Ud af den kompakte bil hoppede næste hele Spiri-teamet – som en klovnebil, bare mere moderne, mere komfortabel.

Selve bilen har Spiri bygget op helt fra bunden. Foruden en masse software er bilens design unikt og er bygget af kun 700 komponenter, hvilket gør bilen både let og robust. Senere kunne man være heldig at fange bilen udendørs, hvor den trillede rundt foran Operaen.

Er TechBBQ det nye Slush?

Med et så pakket program, flyver tiden af sted. Der er ikke noget at sige til, at TechBBQ har givet lyd i medier som Business Insider. Der var vitterligt et bredt udsnit af Danmarks iværksættermiljø. Næsten som en lille Slush. På ét år er TechBBQ vokset 70 procent, og nok er det ikke en verdensspændende event, men den får større og større betydning.

Og med den fremgang TechBBQ har haft gennem årerne, ligger fremtiden for fødderne af nordisk iværksætteri. Det var da også fremtiden, der var i fokus i blandt andet Morten Primdahls oplæg, medstifter og CTO hos Zendesk, og Jacob Jønck, medstifter af Feast og Endomondo, der hver især fortalte sine historier om fremtidens arbejdsuge og -indretning.

I fremtiden vil robotter nemlig overtage mange af de menneskelige opgaver, hvilket allerede er ved at ske. Men mennesker vil stadig have ligeså stor betydning. Og mennesker var der i hvert fald nok af til TechBBQ. Begivenheden måtte melde om udsolgt før tid, og siden da henvendte flere virksomheder, store etablerede spillere endda, sig for at høre, om der ikke lige var en ekstra plads til dem.

TechBBQ har gjort indtryk. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig til næste år.

Skriv et svar